Da kæresten styrtede igen, lod Magnus Cort sit skæg gro

Magnus Cort har fået lidt ekstra opmærksomhed på de første etaper i Tour de Suisse, men det er endnu ikke på grund af resultaterne.

Se Tour de Suisse på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Det hører til sjældenhederne, at der er ryttere i det professionelle cykelfelt, der kører rundt med et decideret fuldskæg.

Magnus Cort fra Astana-holdet er dog så småt ved at nærme sig. Den hurtige dansker har ladet skægget stå under dette års Tour de Suisse, og det har fået mange sjove kommentarer med på vejen. 

Det har været et samtaleemne i vores bus, så jeg skal se det med mine egne øjne

Christopher Juul-Jensen om Corts skæg

Han fortæller, at hans kæreste Katrine Aalerud, der kører for det danske hold Virtu Cycling Women, er årsagen til, at han nu har skæg.

- Hun har ikke lykkedes med at gennemføre et cykelløb i år. Det er en lidt sørgelig historie. Hun er styrtet et par gange og slået sig slemt, siger Magnus Cort til TV 2 SPORT.

- Sidste gang var i Amstel Gold Race (15. april, red.), hvor jeg så sagde, at jeg først barberede mig, når hun gennemførte et cykelløb, og hun er ikke glad for skæg. Men det er ved at give lidt bagslag, da det er lige lovlig langt. De andre i bussen synes, at det er meget sjovt, og jeg bliver kaldt lidt en viking nogle gange. Det tager jeg med. 

Magnus Cort har anlagt sig et skæg, siden han kørte Vuelta a España sidste år, som billede til højre er fra.
Magnus Cort har anlagt sig et skæg, siden han kørte Vuelta a España sidste år, som billede til højre er fra. Foto: Scanpix Danmark / TV 2 SPORT

Det er ikke kun i Astana-bussen, der bliver snakket om danskerens skæg. Også i Mitchelton-Scott-bussen, som har danske Christopher Juul-Jensen med på holdkortet, har det været oppe at vende.

- Jeg har ikke set det endnu, men jeg har hørt meget om det. Det har været et samtaleemne i vores bus, så jeg skal se det med mine egne øjne, siger landsmanden.

Der er dog håb forude for Magnus Cort, der glæder sig til at barbere det af. Det ser nemlig ud til, at kæresten gennemfører et cykelløb inden længe.

- Hun skal køre de norske mesterskaber nu her og starter med en enkeltstart, så der skal hun nok komme igennem. Det glæder jeg mig til, siger Cort med et glimt i øjet.

Magnus Cort skiftede til Astana inden denne sæson, hvor det er blevet til etapesejre i Tour of Oman og Tour de Yorkshire.