Dansk etapevinder kalder sejren 'ubeskrivelig'

Danske Christopher Juul-Jensen tog karrierens største sejr, da han kørte alene over målstregen på 4. etape af Schweiz Rundt.

Han gik i udbrud, blev sat, kom tilbage og endte som etapevinder.

Fjerde etape af Schweiz Rundt blev Christopher Juul-Jensens etape. Den danske Mitchelton–Scott-rytter kørte alene over stregen efter en hel dag i udbrud, hvor han undervejs blev sat på den afgørende stigning.

Men han fik kæmpet sig tilbage og endte altså som etapevinder.

- Det var en kæmpe lettelse. Jeg har gået i lang tid og været nysgerrig over, hvordan det føles at køre alene i mål. Jeg har aldrig haft fornøjelsen som professionel cykelrytter. Jeg havde ikke forestillet mig det inden dagens etape, men det er ubeskriveligt, sagde han til TV 2 SPORT lige efter etapen og fortsatte:

- Det var nærmest lidt uhyggeligt at køre ind på landingsbanen (kort før mål, red.), og jeg kunne se, at feltet var ret tæt på. Så jeg turde nærmest ikke at række hænderne op, før der manglede 50 meter - for at være helt sikker. Det er fantastisk.

Største bedrift som cykelrytter

Den 28-årige dansker har prøvet flere forskellige ting som cykelrytter. Han deltog ved Giro d'Italia i år og viste sig fint frem, men han har aldrig prøvet at vinde en etape som professionel.

Derfor var han heller ikke i tvivl, da han efterfølgende blev spurgt til, om det var hans største bedrift som cykelrytter

- Ja, uden tvivl, uden tvivl. Det er det helt sikkert.

Det er Christopher Juul-Jensens femte sæson hos Mitchelton–Scott-teamet, efter han startede sin karriere hos Glud & Marstrand. Her kørte han i fire sæsoner, før han de næste fire optrådte hos Tinkoff - Saxo.

Vejen til sejren

Allerede fra etapens start var Christopher Juul-Jensen aktiv.

Han deltog i det udbrud, der fik lov til at køre. Her var han sammen med fem andre konstant i front, hvor de i en periode havde seks minutter til feltet.

Da de seks ryttere nærmede sig etapens sidste stigning - en kategori 2-stigning med otte kilometer til mål - satte feltet tempoet op. 

I front kørte Juul-Jensen og Nans Peters fra AG2R væk fra de øvrige udbrydere, men efter kort tid slog Peters et hul til danskeren.

Men på nedkørslen mod mål var Christopher Juul-Jensen stålsat på at indhente Peters. Og det gjorde han. Men her stoppede det ikke.

Danskeren fortsatte sit høje tempo og slog hul til Peters. Og det kun var altså nok til, at hverken Peters eller feltet indhentede ham.