Dansker tager karrierens største sejr i Schweiz Rundt

Christopher Juul-Jensen havde siddet i udbrud på hele 4. etape af Schweiz Rundt, og det endte ud i en dansk etapesejr.

Første sejr siden 2015 kom i hus for danske Christopher Juul-Jensen tirsdag i det store etapeløb Schweiz Rundt. Her kørte han på 4. etape alene over målstregen.

Danskeren fik meget vind på næsen undervejs på etapen. Michelton-Scott-rytteren kørte nemlig med i dagens seks mand store udbrud fra morgenstunden. Og det viste sig at være en god ide.

På afslutningen af 4. etape skulle rytterne tilbagelægge en kategori 2-stigning, og her blev Juul-Jensen faktisk sat. På nedkørslen formåede han dog at kæmpe sig tilbage til Nans Peters, som havde fået hul fra udbryderne.

På de afsluttende kilometer angreb han franskmanden og kørte solo i mål foran et jagtende favoritfelt. Det holdt hårdt, for på de sidste tre kilometer kørte han på en bred landingsbane, hvor vinden og det dårlige vejr ikke var til at undgå for Juul-Jensen.

- Det var nærmest lidt uhyggeligt at køre ind på den landingsbane, for jeg kunne se, at feltet var tæt på. Så jeg turde nærmest ikke at række hænderne op inden 60 meter før målstregen, siger danskeren til TV 2 SPORT.

Med et forspring på otte sekunder holdt han det decimerede felt bag sig. Her sad blandt andre Magnus Cort, som blev nummer seks på dagens etape.

Det er danskerens første sejr på det australske hold - og første sejr siden 2015, hvor han vandt Post Danmark Rundt.

Schweiz Rundt, 4. etape
Schweiz Rundt, 4. etape Foto: TV 2