Astana presser ikke eftertragtet Valgren til at underskrive ny kontrakt

Michael Valgren har endnu ikke skrevet under på en kontrakt for den kommende sæson. Hvis det står Fofonov, Cort og Hansen, så skal han blive.

Michael Valgren har haft et fortryllende forår, hvor det er blevet til sejre i klassikerne Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race.

Danskeren holder lige nu et fortjent hvil efter at have arbejdet hårdt i Criterium du Dauphiné, hvor han også sad fremme på flere bjergetaper.

Men det er endnu ikke sikkert, at Valgren kommer til at hjælpe Jakob Fuglsang, Magnus Cort og de øvrige Astana-ryttere i den kommende sæson. Danskeren fortalte i sidste måned, at han endnu ikke har en kontrakt på plads og snakkede med flere hold.

Men hvis det står til Astana-manageren, Dmitrij Fofonov, skal han ingen steder.

- Vi snakker med ham, og selvfølgelig vil vi gerne have, at han bliver på holdet. Han er en god klassikerrytter og har vundet store løb i år. Vi kigger helt sikkert på vores klassikerhold, og det er han en stor del af, siger Dmitrij Fofonov til TV 2 SPORT.

- Vi presser eller stresser ham ikke. Det er der ingen grund til. Når en ny rytter kommer til holdet, så er det vigtigt for os at forklare, hvad det er, de får her. Sådan er det ikke med Valgren. Han kender holdet, og han ved, hvad han får her, og vi kender ham.

Han kan vælge i mellem flere tilbud, så han skal nok ud og overveje, hvad han vil

Jesper Hansen, Astana-rytter

I slutningen af maj fortalte danskeren, at håbede på at have fremtiden på plads inden Tour de France, der begynder den 7. juli.

- Jeg kan huske, da jeg hentede sejren i Omloop, der sagde vi, at jeg gerne ville skrive hurtigst muligt. Så vandt jeg Amstel, og så blev vi enige om, at der var no stress. Heldigvis står jeg højt på holdenes lister, så det kan jeg spille lidt med. Det er ikke sådan, at jeg bare skal skrive under inden Touren, men jeg vil gerne, hvis det kan lade sig gøre, for så skal jeg ikke tænke på det, sagde Michael Valgren efter sine sejre i foråret.

Danskerne vil have ham til at blive

Astana-teamet har de senere år udviklet sig til at blive et rent dansker hold. Foruden Fuglsang, Valgren og Cort er Jesper Hansen også på holdet, imens Lars Michaelsen er sportsdirektør, og Rune Larsen er træner.

Derfor håber både Jesper Hansen og Magnus Cort på, at de holder fast i deres dansker-koloni i den kommende sæson.

- Jeg tror faktisk gerne, at han vil blive, men at han samtidig også er åbne for andre ting. Han kan vælge i mellem flere tilbud, så han skal nok ud og overveje, hvad han vil. Hvis jeg får lov til at blive på Astana, så kunne det være fedt, at han også var her, siger Jesper Hansen

Og Magnus Cort er af samme holdning, som sin danske kollega.

- Jeg gerne gerne have, at han bliver på holdet. Det vil jeg meget gerne se. Jeg har været glad for at være på hold med ham her i det første halve år, jeg er på holdet, siger den hurtige dansker.

Michael Valgren kom til Astana i år 2017 efter tre år på Tinkoff-Saxo-holdet.