Dansk stortalent vinder karrierens største sejr

23-årige Søren Kragh Andersen vandt 6. etape i det stjernespækkede Schweiz Rundt. Det var den anden dansk sejr i løbet.

Se Schweiz Rundt på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Karrierens tredje og ubetinget største sejr er en realitet for danske Søren Kragh Andersen.

Den 23-årige rytter fra Team Sunweb vandt torsdag den bjergrige 6. etape i Schweiz Rundt, der grundet sin placering kort før Tour de France har flere af cykelsportens største navne med.

Danskeren kørte fra en gruppe af udbrydere på den sidste stigning og holdt hele vejen til målstregen.

BMC-rytteren Richie Porte stak hen mod slutningen af fra favoritfeltet og blev nummer seks på etapen. Dermed udbyggede han sin føring i klassementet.

Klassementet efter 6. etape
Klassementet efter 6. etape Foto: TV 2 SPORT

Jakob Fuglsang er den bedst placerede dansker i klassementet, hvor han er nummer 17 - halvandet minut efter Porte. Der resterer to etaper af løbet.

Søren Kragh Andersen har tidligere vundet etaper i de mindre løb Tour of Oman og Tour des Fjords, mens han er blevet verdensmester i holdløb sammen med sit hold.

Det er ikke første gang i årets Schweiz Rundt, at en dansker sikrer sig karrierens største triumf. 4. etape blev nemlig vundet af Christopher Juul-Jensen fra Mitchelton-Scott efter en flot præstation i en svær finale.

Danske Christopher Juul-Jensen vinder 4. etape af Schweiz Rundt

Søren Kragh Andersen var en del af et kæmpeudbrud på den 186 kilometer lange etape, som bød på to stigninger uden for kategori.

Med i udbruddet var også Magnus Cort, som dog ikke kunne følge med den seksmandsgruppe, der til sidst skulle køre om sejren.

Trek-Segafredos Michael Gogl åbnede finalen, som blev kørt på en kort stigning, og han slog et pænt hul. Kort efter gik Søren Kragh Andersen så til angreb på de resterende fire ryttere, som ikke kunne følge med.

Gogl blev ikke bare hentet, men også sat med det samme af Søren Kragh Andersen, der kørte en solosejr i hus.

Top-10 på etapen
Top-10 på etapen Foto: TV 2 SPORT