Spørgsmål provokerede Chris Anker - havde lyst til at "smække ham en på kassen"

16x9
Chris Anker Sørensen har ikke noget mod journalister, men en enkelt gang var det ved at blive for meget for ham. Foto: Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

I en ny bog fortæller Chris Anker Sørensen og hans bror Allan Bo Andresen om deres liv i cykelsporten.

Fredag den 22. juni udkommer bogen 'Brødre på landevejen'. Bogen er blevet til i samarbejde med TV 2s journalist Nikolaj Albrectsen. TV 2 SPORT har fået lov til at bringe et kapitel fra bogen, der bliver udgivet på forlaget 'Storyhouse'.

Forsiden på bogen 'Brødre på landevejen'.
Forsiden på bogen 'Brødre på landevejen'. Foto: TV 2/Storyhouse

Kapitel 17: De store danskere

Siden Bjarne Riis brød igennem på landevejene i midten af 1990’erne, har han været blandt de mest markante sportsnavne i Danmark. Først som rytter, der fejrede den ultimative triumf i 1996, da han vandt Tour de France, og siden som holdejer for et dansk storhold, der år efter år fik cykelfans herhjemme til at holde med kaptajner med så udanske navne som Tyler Hamilton, Carlos Sastre, Fränk Schleck og Alberto Contador. Internt i det danske cykelmiljø har Bjarne Riis haft enorm betydning, og Chris Anker Sørensen har som rytter på hans hold haft muligheden for at lære ham at kende.  Også landets mest vindende rytter Rolf Sørensen har gjort stort indtryk på brødrene.

Chris: Jeg var 12 år, da Bjarne Riis vandt Tour de France, og jeg kan huske det helt tydeligt. Det var en kæmpe dag.  Så jeg var noget starstruck, da jeg endelig mødte ham i 2005. Jeg var indkaldt til møde med ham, fordi han ville have mig ind som stagiaire under Post Danmark Rundt. Vi mødtes på Hotel Nyborg Strand, hvor alle holdene boede. Vi lavede en kort kontrakt efter aftale med min chef på Team Designa Køkken, Jørgen Foder. Det var et utrolig stort skridt for mig at få lov at møde Bjarne Riis og endda køre for hans hold.

Bjarne ville også gerne have, at jeg flyttede ind i hans hus i Lucca i min prøveperiode, som varede fra midten af august og to måneder frem. Jeg var blæst bagover, når vi ind i mellem sad i stuen og talte sammen, og han gav mig råd  Vi cyklede også nogle ture sammen og stoppede ind på caféer og drak kaffe. Vi kørte blandt andet en rulletur, hvor han tog mig ud på nogle grusveje. Da vi havde kørt et stykke tid på grusvejene, kiggede han på mig:

»Nå, Chris, du skal vist aldrig køre Paris­Roubaix,« sagde han så.

Han havde kigget på min præstation, men nok også min statur. Det er meget sjovt, og den kommentar glemmer jeg ikke. Det er også den eneste gang, jeg har kørt på den grusvej. Den var forfærdelig at køre på.

Det var ikke alle stagiaires, der kom ned til Bjarne og boede, men han ville gerne lære mig bedre at kende, fordi han var på udkig efter en dansk rytter, der kunne køre opad. Det var et kæmpe hus, han havde. De første dage boede jeg i et gæsteværelse på Bjarnes etage, inden jeg flyttede ind på tredje sal, hvor Matti Breschel og Brian Vandborg boede. De var begge professionelle og kørte for Bjarne. Det var en fantastisk tid for mig, og jeg sugede al viden til mig. Bjarne rådgav mig om alt fra livet som professionel til den specifikke træning. I slutningen af opholdet lavede vi en aftale. Han ville ansætte mig fra 2007, men han syntes, jeg skulle blive på Team Designa Køkken i 2006 for at udvikle mig.

En god chef

Chris: Bjarne gik sindssygt meget op i træning, så der var rigtig meget at lære af ham ved at være i Lucca. Og han var virkelig inspirerende, fordi han gik så meget op i det. Det er både hans styrke og hans svaghed, at han er god til at lade sig rive med. Han er virkelig åben over for nye ting, og så går han 100 procent ind på det. Han har indført nytteløse ting, mens vi andre gange har vi været førende i hele cykelverdenen, fordi vi har udforsket nye afkroge af sporten. Bjarne revolutionerede sporten med aerodynamiske cykler og var meget fokuseret på det. Han revolutionerede træningen med, at vi skulle arbejde med wattmålere og mere specifik tilrettelagt træning, hvor træningen før mere kun gik ud på, at man skulle ud og køre en tur, og så så man, hvad der skete på ruten. Han var med til at systematisere det hele, og de første år skabte vi rigtig store resultater, fordi vi var så systematiske og trænede bedre end de andre hold.

Chris Anker Sørensen synes, at Bjarne Riis var en god chef.
Chris Anker Sørensen synes, at Bjarne Riis var en god chef. Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Bjarne forstod også mekanismerne i et cykelhold. Dengang, vi drak for meget på en træningslejr, skældte han os ud  Men Bjarne vidste også, at det var godt for os at være lidt løsslupne til tider. Han vidste, det var rigtig godt for vores sammenhold. Han var god som chef. For vi var klar over, at når Bjarne var sur, mente han det. Han råbte ikke. Han er rimelig afdæmpet, men vi kunne sagtens mærke, når han var mere mut end sædvanlig. Bjarne har en autoritet over sig. Bjarne er typen, der er mere skuffet end sur, og når Bjarne var skuffet, kunne man mærke det. Det var typisk i bussen på vej hjem fra løb, når vi ikke havde leveret det, han håbede. Så gennemgik han kort vores fejl, og når han irettesatte os, lyttede jeg, for jeg havde helt vild meget respekt for ham. Sådan havde de andre ryttere det også. Der herskede en stor respekt omkring ham, og det gør der stadig. Han behøvede slet ikke at hæve stemmen, han italesatte blot det, der var gået galt.

Han var også god til at lave en taktik for, hvordan holdet skulle gribe løbet an, så derfor var der stor respekt for ham i bussen. Men en gang imellem var der nogle episoder, hvor man også kunne mærke, at han godt vidste, at han havde et af verdens bedste hold. Til DM i Sønderborg i 2009 lavede han en forkromet taktik om, at vi på tredje omgang skulle køre i sidevind opad, men på taktikmødet rakte min holdkammerat Kasper Klostergaard hånden op og sagde:

»Men Bjarne, det blæser sgu ikke i dag.«

»Så må I bare lave jeres egen sidevind,« sagde han.

»Okay.«

Nogle gange kunne man godt se, Bjarne ikke havde så stor respekt for de danske ryttere, der kørte for mindre danske hold. For da Bjarne selv kørte, var der større forskel på de hjemlige danske ryttere og dem, der levede professionelt i udlandet. Bjarne glemte, at der var blevet meget mindre forskel i niveau. Han regnede med, at vi bare kunne smadre dem, og han var god til at skabe en følelse af, at vi troede på os selv.

Klar besked fra Bjarne

Det er en af få gange, hvor jeg har haft lyst til at smække en journalist en på kassen

Chris Anker Sørensen

Chris: Specielt når vi kørte holdløb, kunne man virkelig se, hvilken type taktiker Bjarne var. Alle hold forbereder sig rigtig meget på det i dag, men Bjarne gjorde mere ud af det end de fleste. Der blev talt meget om, hvad vi skulle på alle dele af ruten Den første Tour, jeg kørte i 2009, havde holdløb på programmet, og der gik Bjarne rundt på værelserne og talte individuelt med alle ryttere aftenen inden. Her fik jeg at vide, at han ikke rigtig regnede med noget fra min side:

»Chris, bare sid lidt på hjul, og så må vi se, hvad der sker. Du kan sgu ikke rigtig tilføje noget,« sagde han til mig.

»Fuck, mand,« tænkte jeg. Jeg var nervøs nok i forvejen, og så fik jeg en melding om, at det blev svært for mig.

Jeg ville jo vise, at jeg kunne være med. Da vi startede ud på etapen, kunne vi godt mærke, at det gik for langsomt, når Stuart O’Grady førte, så han røg på hjul af os andre, og det gjorde Fränk Schleck også ret hurtigt. Så jeg begyndte at køre med rundt for at bidrage. Da vi var på vej gennem et sving på en nedkørsel, tog Gustav Larsson det helt forkert. Det gjorde, at to mand kørte ud i grøften og var ved at vælte. De klarede den lige nøjagtig, men det betød, at jeg pludselig lå i fronten. Da Bjarne så det, råbte han i radioen: »Chris, get off the fucking front.« Han var helt i panik, men jeg følte mig godt kørende og mente, jeg kunne tilføre noget, så jeg sad med fremme og tog nogle gode føringer og sad med hele vejen ind over målstregen.  Efter holdløbet kom Bjarne også hen og gav mig et klap på skulderen og sagde:

»Du kører sgu stærkere, end jeg lige troede. Det var godt skuldret, Chris.«

Vi blev nummer tre og tabte kun 40 sekunder til Astana, der vandt. Men den første journalist, der kom hen til mig, fik mig hurtigt ned på jorden igen. Det var Søren Reedtz fra DR, der stak mikrofonen i hovedet på mig og sagde:

»Chris, er det ikke et udtryk for, at det er gået for langsomt, at du kunne sidde med hjem?«

Det er en af få gange, hvor jeg har haft lyst til at smække en journalist en på kassen. Det var svært at holde masken. Vi havde førertrøjen med Fabian Cancellara før etapen, og vi prøvede at forsvare den. Armstrong kørte for Astana, og folk troede, han kunne overtage den, for de kørte stærkt og havde gode mellemtider, men det endte med, at Fabian lige holdt føringen. Det er svært med interviewsituationen med journalister nogle gange, fordi man er fuldstændig færdig og har kørt alt, hvad man kan, og så får man sådan et spørgsmål som det, jeg fik den dag  Nogle gange får man stillet det kritiske spørgsmål, som de jo også skal stille, men den der formulering var lidt speciel og tændte mig af. Journalisten forklarede efterfølgende, at det var noget, Bjarne havde sagt til ham inden. Han havde spurgt Bjarne, hvad forventningerne var til etapen og til de danske ryttere, og der havde Bjarne sagt disse ord:

»Hvis Chris er med hjem, så er det ikke gået stærkt nok «

Chris: Bjarne havde øje for ryttere, der havde ydet en ekstra indsats, selvom det vigtigste var at vinde. Den første etape under Giro d’Italia i 2008 var et holdløb, og vi havde et rigtig, rigtig stærkt hold. Det var Michael Blaudzuns sidste sæson som rytter, og han havde været fast mand under Bjarne. Derfor var beskeden klar på taktikmødet inden holdløbet:

»Vi lader Blaudzun køre først over, og så håber vi, at han kan få den lyserøde førertrøje «

Ved første mellemtid førte vi klart, og vi tænkte:

»Yes, yes, yes.«

Nu kunne Blaudzun komme i førertrøjen. Der ventede en lille bakke, inden det gik nedad mod mål, men i bunden af den her bakke rejste Bradley McGee sig op og begyndte at spurte op ad den, og lige inden toppen eksploderede vi fuldstændig, fordi vi forsøgte at følge med ham. Det gik i stå, indtil vi fik fart på nedad igen, men det var for sent. Vi havde mistet meget rytme og fart. Vi kom i mål og troede stadig, at vi ville vinde, men Garmin slog os med et sekund. Blaudzun havde troet og håbet, han skulle have den lyserøde trøje, og bagefter var vi irriterede og spurgte:

»Bradley, hvad fanden laver du?«

Han var den mest erfarne af os, og han var ekspert i fire kilometer for hold. Bradley sagde, at han kørte over et bump, og så faldt hans saddel lidt ned, og derfor blev han nødt til at rejse sig op. Så blev der sagt fra en af de andre:

»Ja ja, men du behøver jo ikke spurte af sted «

Ej, han panikkede lidt, og han var ked af det, indrømmede han. Der var en trykket stemning i bussen.  Men så sad jeg og regnede lidt: Hov, der var egentlig ikke nogle unge ryttere på Garmin, så jeg havde den hvide trøje i Giroen, og det var stort for mig, men samtidig havde vi misset den her etapesejr med ingenting. Derfor er holdløb altid noget helt specielt, og Bradley følte også, at han havde svigtet holdet, fordi han havde lavet en fejl, men det er det smukke ved løbet og det, der gør, man kan være så nervøs inden de holdløb, for man vil ikke fejle for rytterne på ens hold. Normalt kan du kun ødelægge din egen chance. Der er der så stor nervøsitet inden, og nogle kan slet ikke håndtere det, og så panikker de fuldstændig. Sådan en som ham Evgeni Petrov kunne ikke engang holde hjul fra start på et holdløb i Giroen, mens han sad i anden position. Han var så spændt op, at han ikke kunne sidde med. Derfor gjorde Bjarne så meget ud af det og forberedte os, som vi aldrig havde prøvet det før.

En aftale er en aftale

Chris: Sådan var Bjarne også som leder i dagligdagen. Ting skulle planlægges, og han er meget perfektionistisk med alt. Og var det ikke efter hans hoved, kunne han nemt blive irriteret. Det var ikke kun omkring udstyr og taktik, det var også med kosten, som han hen over årene fik meget mere fokus på. Engang, da vi på en træningstur og havde kørt nogle svinehårde intervaller, sagde han:

»Hey guys, det er vigtigt, at I også får nogle proteiner nu.« Det skulle vi for at bygge musklerne op.

Der var hverken flere sandwich med skinke eller proteinbarer. Så blev Bjarne vred

Chris Anker Sørensen

Kasper Klostergaard sagde til ham, at vi kun havde barer med sukker i tilbage. Der var hverken flere sandwich med skinke eller proteinbarer. Så blev Bjarne vred. For der var ikke styr på tingene. De små detaljer, når der ikke var styr på dem, det kunne gøre ham sur. Men han havde jo sine projekter, der nogle gange slog fejl som vores lowcarb diet. Selvom han virkelig troede på sit projekt, havde han dog ikke skyklapper på. Jeg følte, at han lyttede til os ryttere. Dér synes jeg virkelig, han var god. Bjarne var ekstremt god til at håndtere rytterne, og alle blev behandlet lige.  

Det var rart at føle, at jeg kunne stole på ham. Allan prøvede på Alessio­-Bianchi, at der ikke kom løn, men man vidste med Bjarne, at der var styr på det. Når han havde givet håndslag på noget, så vidste man, at selvom man ikke havde fået kontrakten, så kunne man stole på det. Og det betød meget for holdets velbefindende, men også for personalets tryghed. Nu prøvede jeg efterfølgende at køre for det franske hold, og så opdagede jeg, hvor lækkert det egentlig var, at der bare var helt styr på det hos Bjarne, og vi vidste, hvad vi fik. Han gik op i de ting og havde meget personale ansat for, at folk kunne føle sig trygge.  Den strategi betød meget for holdet.  

»Bjarne? Bjarne?« 

Han er et af de få mennesker, der kan ringe til en uden at sige noget

Chris Anker Sørensen om Bjarne Riis

Chris: Bjarne kan veksle meget i sit humør. Han kan godt lide at hyggesnakke, men han kan også være en type, der har en rungende stilhed over sig. Han er et af de få mennesker, der kan ringe til en uden at sige noget, der er bare stilhed i telefonen. Men jeg kan jo se på nummeret, at det er Bjarne, der ringer, så jeg efter lidt tid siger:

»Bjarne? Bjarne?«

Lige pludselig kan man høre, der bliver pustet ud, og så kommer han i gang. Det er ikke altid, fordi der er noget galt, nogle gange kan det være helt fint, men jeg tror bare, han er en mand af få ord. Det er også sket på holdet, når vi har siddet og snakket sammen ved aftensmaden, og så kom Bjarne og satte sig ned, og så blev der helt stille. Man forventede lidt, han ville sige noget, men han sad bare og kiggede lidt rundt, og så blev der pinlig tavshed. Vi ryttere ventede en eller anden form for replik, når chefen satte sig, men det var langt fra altid, den kom. Det blev nogle gange et problem for mig. For hverken Allan og jeg har sgu haft det særlig godt med tavshed. Engang opstod den pinlige tavshed, da jeg sad sammen med Nicki Sørensen, og Bjarne satte sig over for os og var stille. Jeg tænkte:

»Hvad gør jeg?«

Jeg panikkede, så jeg kiggede op på Bjarne og sagde:

»Bjarne, Haggen har rørt ved Nickis tissemand «

Nicki kiggede vildt på mig. Nicki havde lige været til massage inden maden, og bagefter kom han ind på værelset til mig fuldstændig paf. Jeg kunne se, der var noget i vejen. Han havde fået massage af Haggen, vores østtyske massør, som vi kaldte »Stasi­Haggen«, fordi det var så smertefuldt at være til massage hos ham. Han havde blandt andet en metode, hvor han knækkede dine tæer. Det var derfor, vi kaldte ham for Stasi, hvilket også er et øgenavn, der er et udtryk for vores meget ligefremme og til tider indforståede humor på et cykelhold. Men når han knækkede dine tæer, kunne han få dig til at sige alt. Dér ville jeg tilstå hvad som helst. Han havde lige været i gang med tåknækning, og Nicki skulle af briksen. Håndklædet om livet på Nicki faldt lidt væk, så han blottede sig, og så havde Haggen sagt:

»Div, div, div« og lige prikket med fingeren på Nickis tissemand og sagt:

»SÅ er massagen slut «

Da Nicki kom ind på værelset, kunne jeg altså tydeligt se, der var noget galt med Nicki »Hvad er der, Nicki?« Så fortalte han mig, hvad der var sket, og den guddommelige historie gik jeg og holdt inde med, og så passede det med, at Bjarne lige havde sat sig.

Jeg kunne ikke arbejde med den stilhed og måtte finde på et eller andet, og så kom jeg bare til at smide historien på bordet. Nicki kunne godt forstå, at jeg ikke kunne holde inde med den historie, og jeg blev nødt til at bryde tavsheden. Bjarne skraldgrinede, han syntes jo også, det var sjovt  Han har jo meget god humor, selvom han kan være stille.

En anden gang kom Bjarne også ned til bordet, og der dummede han sig faktisk.  Det var under Vuelta a España i 2011, og der var lidt brokstemning. Det kan der godt være i sidste uge af store løb. Her var vi lidt trætte af belgiske Nick Nuyens, for han kom altid for sent. Han er en stærk tempokører, der blandt andet har vundet Flandern Rundt i 2011, men han var ikke hurtig, når vi skulle mødes. Hver morgen skulle vi vente 5­10 minutter på ham i bussen, og han var hele tiden for sent på den, når der var møder. Vi begyndte at joke med, om morgendagens planer var i Nick Nuyens­tid eller reel tid.  Vi var lidt efter ham. Vi sad ved aftensmaden, og Nick Nuyens var der som den eneste igen ikke. Vi begyndte at brokke os  Bjarne satte sig på Nicks plads og sagde til os:

»Rolig nu, drenge, jeg kan sgu godt forstå ham. Jeg gider heller ikke at komme til tiden, for jeg gider ikke at vente på folk, så jeg kommer altid for sent.«

Hele holdet sad måbende og kiggede på ham, fordi han altid havde gået meget op i, at vi skulle være punktlige og komme til tiden. Bjarne kunne godt se, at det vist ikke var så godt sagt, men han kunne ikke komme tilbage på nogen måde. I sagen følte han nok, at han blev nødt til at glatte ud på en eller anden måde og forsøge at vende stemningen, så Nick Nuyens ikke var helt udenfor. Men han kunne bare have sagt:

»Jeg ejer holdet, så jeg kan godt tillade mig det, og så må I vente på mig «

Bjarne vs. Rolf

Bjarne Riis og Rolf Sørensen er to af de helt store ikoner i dansk cykelsport, og historien om deres rivalisering på landevejene er gået igen hos generationer af ryttere herhjemme.

Allan: Det er de to største danske cykelryttere i mange, mange år, og de havde en naturlig kamp om at være den bedste. Jeg cyklede lidt med Rolf, da jeg var på Alessio-­Bianchi, for der kom han hen til vores base og hjalp os danske gutter, der var skiftet til det italienske hold. Det var Claus Michael Møller, Michael Skelde, René Jørgensen og jeg, der var skiftet. Rolf dukkede op og sagde, at det var fedt, vi var skiftet, og han talte med italienerne og gjorde, at vi fandt os til rette. Han var en kæmpe stjerne i Italien og var selv lige stoppet med at cykle, men alle forgudede ham dernede. Det gjorde indtryk på os. Mens vi var aktive, kørte Rolf og jeg kun enkelte cykelløb sammen, blandt andet i semiklassikerne i Belgien, da han var i gang med den sidste del af karrieren. Han kørte for Landbouwkrediet-Colnago, og jeg kørte for Team Fakta. Han har altid været flink til at sige i løbene:

»Hey, kom med her. Vi skal længere frem «

Han ville gerne os danskere. Engang kørte jeg et mindre belgisk løb, hvor jeg sad sammen med René Jørgensen. Her hørte vi Papa Sørensen, Rolfs far, stå et øde sted på ruten og råbe. Hans far var meget engageret. Han råbte:

»Kom så, Tarzan, længere frem, Tarzan.«

Han levede sig helt vildt med i Rolfs karriere, og rygtet går om en legendarisk episode i Flandern Rundt. Rolf sad med fremme i finalen, men Papa Sørensen kunne ikke nå frem til målområdet på grund af trafikkaos.  Derfor havde han parkeret bilen og var løbet ind i en fremmed mands stue og sat sig ved tv’et. Han skulle se sønnen køre finale.

Chris: Når han ringer, så siger han også:

»Det er Papa Sørensen «

Rolf er ekstremt vellidt, og man må ikke undervurdere Rolfs betydning for dansk cykling

Chris Anker Sørensen

Men det er rigtigt, at Rolf er ekstremt vellidt, og man må ikke undervurdere Rolfs betydning for dansk cykling. Den er enorm, og han er en legende. Han er virkelig hjælpsom, og hvis han kan se, der er nogle ryttere, der lider i feltet i dag, prøver han at komme i kontakt med dem for at hjælpe dem. Hvis ryttere vil til Italien og har brug for hjælp, vil han bruge sine kontakter for at hjælpe rytteren på vej. Han er en meget social person, og han nyder stor respekt hos rigtig mange i cykelsporten. Det oplevede jeg selv i sommer, da vi kommenterede Tour de France sammen. Men han har selvfølgelig historikken med Bjarne og deres kontroverser. Det skinnede stadig igennem nogle gange, da jeg kom ind hos Bjarne, at de havde haft deres problemer, fordi det var så oplagt, at Rolf kunne være en del af Bjarnes hold – nu tror jeg, de er blevet rimeligt forsonede, men det var de ikke, da jeg først begyndte på Bjarnes hold, og jeg husker også interviews med dem, hvor de bestemt ikke lød som venner Rolf havde jo været blandt de bedste, og det havde givet mening, hvis han måske havde fungeret som sportsdirektør eller arbejdet i en anden central rolle på holdet, for at han kunne give sin erfaring videre. Men det blev aldrig ligesom noget tema.

De ved kun selv, hvordan det startede, men alle blev i hvert fald opmærksom på det ved VM i Agrigento på Sicilien i 1994. Det er en af Lars Baks yndlingshistorier, og det er næsten ærgerligt, vi ikke har ham til at fortælle den. Han elsker den historie, og han fortæller den tit. Det var den største kontrovers mellem de to, og det var en kontrovers mellem to virkelig store ryttere på det tidspunkt.

Allan: Det VM kunne både Bjarne og Rolf vinde. De var begge rigtig godt kørende.

Chris: Det var en rigtig led omgang, et rigtig hårdt VM. Det gik i kage for dem, og de blev nummer 6 og 9.  Efter målstregen gik Bjarne op på tribunen og fik fat i Jørn Mader, som havde kommenteret løbet. Jørn Mader holdt en mikrofon hen til Bjarne, og så begyndte Bjarne bare at snakke. Mader lod ham snakke løs.  Bjarne var meget frustreret. Det lagde han ikke skjul på:

»Jeg er skuffet. Skuffet over Rolf. Alle kunne se det. Alle kunne se, han ikke kunne vinde«

Rolf har også fortalt mig historien sidenhen, om hvordan Bjarne var kørt hen til ham undervejs i løbet og havde sagt:

»Rolf, jeg er pissegodt kørende, jeg vinder i dag. Jeg er pissegodt kørende « Så kiggede Rolf ifølge ham selv på Bjarne og svarede: »Det er jeg også.« Og så rykkede han fra Bjarne.  

Allan: Hahaha! Det helt fede er jo så, da Rolf var kommet i mål, og journalisterne gik over og interviewede ham. Så kom spørgsmålet og svaret, som Lars Bak genfortæller helt fantastisk.

»Bjarne er skuffet i dag, Rolf «

Så tog Rolf lige solbrillerne op i panden og kiggede på journalisten og svarede så:

»Over sig selv eller hvad?«

Allan: Sætningen har vi tit brugt sidenhen, når vi har kørt cykelløb. Det er en intern anekdote, der lever videre i dag. Men dengang var det alvor. Der var nærmest italienske tilstande i Danmark med rivaliseringen mellem stjernerne. Der kom to helt store kanoner, som havde den fejde, og lige dén sekvens har vi tit grint over i felterne.  

Chris: Jeg har selv haft mest med Bjarne at gøre, men da jeg var ung, hjalp Rolf mig også. Jeg kan huske, at da jeg var junior og kørte VM i Lissabon i 2001, var Rolf også med som professionel. Der kom han hen til os juniorer og snakkede med os og gav os råd inden vores løb. Han sagde blandt andet:

»Hvis I har haft en defekt, kan I huske, I lige kan hænge i bilen og få rettet bremsen. Det er et godt trick, så I lidt nemmere kan komme op.«

Det var meget specielt, for vi sad bare der og gjorde os klar, og så kom selveste Rolf og gav os guldkorn. Det var endnu mere specielt, for det er lidt et fuskertrick at give, men det er et meget godt trick. Det er noget, man gør, og det er noget, der bliver set igennem fingre med. Men i juniorløb har man ikke sin egen servicebil med, der er kun neutrale biler, så der kan man ikke gøre det, men det kunne Rolf selvfølgelig ikke vide, og vi rettede ham jo heller ikke, for det var Rolf, og vi var fuldstændig starstruck over, han var kommet hen til os.  

Jeg har det stadig lidt sådan over for Rolf og Bjarne. Det er dem, jeg har set på TV, og dem, jeg har set op til. Så selvom jeg efterhånden kender dem ret godt, er det stadig lidt det forhold, at de er stjernerne, og jeg vil aldrig tænke på sådan en som Jakob Fuglsang på samme måde, for ham kender jeg på en helt anden måde.  Sådan tænker jeg heller ikke om Peter Sagan, selvom han måske er en større stjerne, end de var. Ham kender jeg lidt mere personligt og har ikke det der »wow«­forhold til, som jeg har med Rolf og Bjarne. Også selv efter jeg er blevet kollega med Rolf som kommentator på TV 2.  

Da jeg kommenterede Tour de France i 2017 og var i Frankrig med ham, tog jeg mig selv i at have det her idol­forhold til ham. Det var jo Rolf, som jeg så op til som barn, ham jeg så i tv’et og ham, jeg bagefter kørte ud på villavejene og legede, at jeg var, når jeg kørte rundt som barn. Dén følelse sad stadig i mig, da vi var i Frankrig, hvor vi kørte nogle ture sammen. Jeg skulle passe min træning, og Rolf mødte mig undervejs og kørte det sidste stykke med mig. En af de første dage kørte han med hele vejen, fordi han gerne ville vise mig, hvordan det hele omkring Tour de France fungerede. Men jeg var bange, da jeg skulle køre interval. Det var jeg nødt til for at passe min træning, men jeg var bange for at sige til Rolf, at jeg skulle køre interval og ikke bare køre sammen med ham og snakke  Jeg ville ikke sætte ham, for det var Rolf Sørensen, men jeg vidste, jeg ville blive nødt til at sætte ham, og han var selvfølgelig forstående, da jeg forklarede det. »Ja, selvfølgelig, Chris, du skal køre din træning,« svarede han Det var han faktisk rigtig opmærksom på, og det var ham, der holdt mig til ilden undervejs i ugerne, han ville mig det bedste.