Eksperterne forudser: Sådan går det Fuglsang i klassementet

16x9
Fuglsang håber, at han kan komme til at juble under årets Tour de France. Foto: Fabrice Coffrini / Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs cykeleksperter tror, at Jakob Fuglsang kan køre sig til en topplacering i Touren, men podiet bliver svært, tror de.

Målet for Jakob Fuglsang er klart. Han vil på podiet i Tour de France. Den danske Astana-rytter har sagt det igen og igen.

TV 2 SPORTs cykeleksperter Chris Anker Sørensen, Henrik Jul, Brian Nygaard og Rolf Sørensen tror på, at Jakob Fuglsang kan skabe et topresultat i Touren, men om det bliver til en podieplads er det mere uenige om.

Rolf Sørensen er mest optimistisk, mens Chris Anker Sørensen kommer med det laveste bud på, hvad Fuglsang bliver i klassementet. 

Fælles for dem er, at de tror, at Fuglsang kommer til at lide under Tour de Frances holdtidskørsel på 3. etape, hvor det er forventet, at han kommer til at tabe meget tid til de øvrige favoritter.

Hvilken placering tror du Fuglsang får?

Chris Anker Sørensen: 6

- Jeg synes, der er nogen, der er lidt skarpere end ham, og derudover tror jeg, at han kommer til at tabe for meget tid på holdløbet på 3.etape. Han skal køre vanvittigt godt på brostene på 9. etape, hvis han skal gøre sig forhåbninger i toppen af klassementet. Det kan godt ske, men det bliver svært. Derudover tror jeg også, at han kommer til at tabe en smule i bjergene til de bedste, og så er der enkeltstarten i sidste uge. Den bliver også svær for ham. Vi har dog set, så sent som i Schweiz Rundt, at han kunne følge med op ad og køre en god enkeltstart. Det giver forhåbninger.

Fuglsangs blå bog

  • Alder: 33 år
  • Hold: Astana
  • Største resultater i 2018: Nr. 2 i Schweiz Rundt, Nr. 4  Romandiet Rundt, Etapesejr i Romandiet Rundt.
  • Største resultater generelt: Nr. 1 i Critérium du Dauphiné (17), OL-sølv (16), Nr. 7 i Tour de Fance (13).

Henrik Jul: 5

- Der er så stor trængsel i toppen. Og han kan lige så godt blive nummer tre, som han kan blive nummer syv. Jeg tror, at det bliver knivskarpt oppe i toppen, og så er jeg bange for, at Astana og Fuglsang taber for meget på holdtidskørslen.

Brian Nygaard: 4

- Det er gætværk. Der skal rigtig meget held til for at komme derop. Jeg tror, at Jakob vil gå 'all in' på at lave et topresultat. Jeg tror, at han kan gå på podiet, men hvis det skal lykkes, så er der nok nogle af de andre favoritter, der skal falde igennem, men det kan også altid ske.

Rolf Sørensen: 3

- Jeg tror, at han kan blive nummer tre. Og så er det ikke fuldstændig udelukket, at han kan vinde. Jeg er sikker på, at han har kvaliteten til at komme i top 5, og tre, fire og fem er ofte tidsmæssigt tæt på hinanden i klassementet.

Bliv klogere på Jakob Fuglsangs forberedelser til Tour de France i denne podcast fra TV 2 SPORT. Du kan finde den herunder eller på iTunes og SoundCloud ved at søge på 'TV 2 CYKLING'.

Afstemning