Tysk topsprinter savner den danske 'maskine' i Touren

16x9
Lars Bak er savnet på det Lotto Soudals Tour-mandskab. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Lars Bak er en savnet mand i dette års Tour de France.

Verdens største cykelløb er i fuld gang. 

I dette års udgave af Tour de France er der fem danskere i feltet. Men der mangler én med dansk pas, der de sidste 8 år ellers har været fast bestanddel af feltet på de franske landeveje.

Og savnet af  Lars Bak er ikke kun stort hos de danske Tour de France-seere. 

- Vi savner også "Maskinen". Han er altid med til at holde moralen oppe. Og så har han jo en masse erfaring med. Alle forventer, at han træder i karakter, når det gælder. Men nu må vi klare os uden, fortæller holdets tyske sprinter André Greipel til TV 2 SPORT.

Og det savn er gensidigt fortæller Lars Baks holdkammerat Adam Hansen, der ligeledes må følge Tour de France fra sidelinjen i år.

- Jeg har snakket med ham to gange i dag faktisk. Vi er rigtig gode venner. Han er ked af ikke at være med, men han fik det fortalt tidligt. Vi savner begge to løbet, lyder det fra Adam Hansen til TV 2 SPORT.

- Lars og jeg plejede at have en enkelt sæson, men med pausen her ved Tour de France føles det næsten som to sæsoner på grund af pausen. På en side er det meget trist, at vi ikke er med, men det giver også noget fritid. Men alle cykelryttere vil gerne køre Tour de France, så inderst inde er vi begge kede af, vi ikke er med.

Selvom Lars Bak de sidste 8 år har kørt Tour de France, så er Adam Hansens fravær i en Grand Tour noget mere mærkværdigt.

Den 37-årige australier har nemlig været med ved de sidste 20 Giro d'Italia, Tour de France eller Vuelta a Españas. 

- Jeg må indrømme, at det nogle gange er lidt hårdt ikke at være med. Men jeg har også brug for en pause, så på den ene side er jeg glad for ikke at køre, men når jeg ser holdet derude, så ville jeg ønske jeg kunne være med, lyder det fra Adam Hansen til TV 2 SPORT.

Adam Hansen er dog efter planen med, når årets sidste Grand Tour, Vuelta a España, bliver sat i gang i slutningen af august.

Om Lars Bak gør ham selskab, er der  ikke meldt noget ud om fra Lotto Soudal eller danskeren selv.