Froome-hjælper indrømmer, at han smed tilskuers kritiske skilt på jorden

Team Sky er ikke det mest populære hold under årets Tour de France, og det mærkede Sky-rytteren Luke Rowe inden 5. etape.

Et skilt med teksten ”Sky – gå hjem” foran Team Skys holdbus blev for meget for Sky-waliseren Luke Rowe.

Inden 5. etape tog han derfor sagen i egen hånd og hev fat i tilskuerens banner og kastede det på jorden. Herefter cyklede han af sted mod etapestarten. Noget tydede dog på, at Rowe ikke var stolt af sin handling, for umiddelbart efter episoden afviste han, at det var ham, der havde kastet banneret på jorden.

- Jeg ved ikke, hvad du mener. Det var ikke mig, sagde han ifølge Velonews.

204,5 kilometer senere fik piben en anden lyd hos den 28-årige Sky-rytter.

- Der var en mand uden for vores bus, som havde et banner, hvorpå der stod ”Sky – gå hjem”. Da jeg kom ud fra bussen til indskrivning, kørte jeg forbi ham og tog fat i det, siger han til Cyclingnews efter etapen, og forsøger at nedtone episoden.

- Han (tilskueren, red.) virkede som en hyggelig type. Da jeg begyndte at køre over mod ham, begyndte han at grine. Jeg synes, det hele var ret uskyldigt og ikke nogen stor ting.

Upopulære Sky

Der er flere grunde til, at Team Sky er upopulære i Frankrig. Sagen mod Chris Froome, som blev frikendt under en uge inden Tour-starten, er én af årsagerne.

I den forbindelse har der siden været ordkrig mellem Skys øverste chef, Sir David Brailsford, og den franske præsident for Den international cykelunion (UCI,), David Lappartient. Her beklager Brailsford sig over den nye UCI-præsidents måde at håndtere sit job på.

- Jeg lod tvivlen komme ham til gode i begyndelsen. Jeg troede, han ville være okay til sit nye job, men forstår tydeligvis ikke de forpligtelser, som følger med rollen som UCI-præsident, siger han.

Det fik Lappartient til at kalde Brailsford for arrogant.

- Han (Brailsford, red.) ved ikke noget om cykling. Når man er arrogant, vil der en eller anden dag være noget, der bringer ydmygheden tilbage. 

Sagen kan man læse meget mere om her. Og det er netop Brailsfords opførsel, der var grunden til, at tilskueren medbragte banneret.

- Jeg har intet imod Froome eller rytterne, men det er måden Sky-bossen Brailsford har håndteret det hele, siger tilskueren Didier Bregardes til Velonews.

Efter 5. etape sagde Luke Rowe, at han ikke har planer om at fravriste flere bannere fra tilskuere under årets Tour de France.