Tour-dansker gider ikke GPS: - Før i tiden var jeg nok bedre forberedt end alle andre

For den danske sportsdirektør Kim Andersen er der ikke noget som et godt gammeldags vejkort.

3.351 kilometer på franske landeveje på tre uger er menuen for dette års Tour de France.

De første kilometer er karavanen, rytterne og sportsdirektørerne kommet godt igennem.

Og mens de fleste tyr til en moderne GPS, når der skal navigeres rundt i det franske og lægges taktik på landevejene, så sværger den danske sportsdirektør på Trek, Kim Andersen, til et almindeligt vejkort.

- Det er jo lidt gammeldags, men jeg kan godt lide at kunne følge med på et kort, fortæller Kim Andersen til TV 2 SPORT.

- Før i tiden var jeg nok bedre forberedt end alle andre, fordi jeg virkelig gik meget op i at have kortene. I dag har det udlignet sig, fordi alle har en iPad og får en GPS-fil, de kan se ruten på.

Selvom teknologien nu har frataget Kim Andersen en fordel i forhold til konkurrenterne, så bruger danskeren stadig flere timer på sine kort.

Et lille udsnit af Kim Andersens kort.
Et lille udsnit af Kim Andersens kort. Foto: TV 2

- Jeg har nok en 20 stykker med til Touren i år, og jeg tegner stadig ruterne for hver etape ind. Det tager en del tid, men man ved jo aldrig, om teknikken går ned, så har man stadig en backup. Det har jeg oplevet før, griner den danske sportsdirektør.

Men skulle teknologien gå ned, så ved resten af Tour-feltet godt, hvem de skal gå til for at få tips om ruten.

- Det er mig og Alain Gallopin (sportsdirektør på Trek), der er kendt for at være dem med kortene. Men vi deler ikke fif ud, hvis teknologien svigter. Det holder vi for os selv, fortæller Kim Andersen til TV 2 SPORT.

I dette års Tour de France er Kim Andersen og resten af Trek-holdet på jagt efter etapesejre.

Det gør de særligt med tyskeren John Degenkolb, belgieren Jasper Stuyven og hollænderen Bauke Mollema.