Etapevinder var nervøs for konen: - Jeg håber ikke, hun er gået i fødsel

Dan Martin var overvældet over sejren på Mur de Bretagne, men også en smule bekymret for sin kones reaktion.

Favoritterne var ikke nået langt ind på 6. etapes afsluttende stigning Mur de Bretagne, før Daniel Martin rejste sig i pedalerne og trådte til.

Til slut kom Pierre Latour og Alejandro Valverde tæt på, men der var aldrig for alvor tvivl om, at den irske UAE-kaptajn ville tage sejren.

- Min første tanke er, at jeg virkelig ikke håber, min kone er gået i fødsel, udbrød Daniel Martin grinende i vinderinterviewet efter etapen. Hans hustru, langdistanceløberen Jess Martin er nemlig gravid med tvillinger, men hun har først termin til efteråret.

Etapesejren er den 31-årige irers første i Tour de France siden 9. etape i 2013-udgaven, hvor han slog Jakob Fuglsang i en tomandsspurt.

- Det er en fantastisk følelse at vinde igen. Jeg har fået så mange andenpladser siden sidste gang, lød det fra Martin, der ikke var bleg for at blåstemple det arabiske cykelholds løb.

- Det er Tour de France. Med 15 dage igen har vi allerede gjort løbet til en succes. Vi føler os ikke pressede. Vi er meget afslappede i bussen, hvor vi griner og joker hver morgen, og det viser sig i resultaterne. 

Tvivlede på sejren

UAE Emirates kom ikke ligefrem flyvende fra start på cykelsæsonen 2018, men for en måned siden var det som om, heldet vendte. Daniel Martin brød sejrstørken med en sejr på 5. etape af Critérium du Dauphiné.

- Siden starten af juni har vi rundet et hjørne, og holdet er begyndt virkelig at nyde vores måde at køre på igen, fortæller ireren til TV 2 SPORT.

Resultaterne har givet ny tro på tingene, men alligevel var Dan Martin langt fra sikker i sin sag, da han angreb tidligt på Mur de Bretagne.

- Ærligt talt troede jeg ikke, det var muligt i modvinden. Jeg troede også, at det måske var lidt tidligt, men det var det rette tidspunkt at angribe. Alle var i rød zone, og farten i gruppen stagnerede en smule, så jeg tænkte, at det var nu eller aldrig. Jeg kendte risikoen, men heldigvis havde jeg benene til at nå i mål, siger han.

- Jeg troede på, at jeg havde en chance i dag, men rent faktisk at gøre det er en anden ting. Især med så mange øjne, der hviler på én. Jeg er virkelig, virkelig stolt.

Med dagens sejr kravlede Daniel Martin tre pladser op i klassementet, hvor han nu ligger nummer 21, et minut og 27 sekunder efter Greg Van Avermaet i gult.