Favorit tabte tid – fik ekstra tidsstraf efter etapen

Tom Dumoulin har fået en tidstraf på 20 sekunder, efter han sad for lang tid efter sin holdbil.

Hollandske Tom Dumoulin mistede dyrebar tid på sjette etape i Tour de France. 

Sunweb-kaptajnen måtte nemlig skifte hjul i den absolutte finale, og han måtte have hjælp for at begrænse tidstabet, men måske lidt for meget hjælp.

Efter målstregen led hollænderen dog endnu et nederlag. Her kom det nemlig frem, at Dumoulin har fået en tidsstraf på 20 sekunder, da han sad for længe efter sin egen holdbil. Det skriver hollandske NOS og kan ses i Tourens officielle resultat.

Dumoulin fortæller, at han er skuffet efter etapen, da han skulle have været længere fremme i klassementet.

- Jeg tror, at jeg ramte Romain Bardets baghjul. Det var lidt bevægelse i feltet, og jeg kunne ikke undgå det, og jeg endte med at tabe tid, siger Tom Dumoulin ifølge TV 2 Norge

- Jeg havde ødelagt forhjulet, og jeg måtte skifte det. Jeg jagtede, så meget jeg kunne, men det var vanskeligt. Jeg er selvfølgelig skuffet, da jeg skulle have været i en bedre position i klassementet, end jeg er nu.

Dermed har Dumoulin i alt tabt et minut og 13 sekunder på dagens etape. Han er nummer 19 i klassementet, et minut og 23 sekunder efter Greg van Avermaet.

Referat af 6. etape Video: Magnus Stig Christensen