Her er favoritternes klassement efter det første slag i bjergene

Jakob Fuglsang rykkede op i klassementet efter den første bjergetape i Tour de France. Her får du overblikket over favoritternes klassement.

Første bjergslag ventede på 10. etape i Tour de France.

Hele fem stigninger skulle passeres, hvor tre af dem var i kategori et, imens én var uden for kategori. Dermed var det forventet, at der ville blive rykket lidt rundt i klassementet.

Der skete dog ikke de store forskydninger på den ellers bjergrige etape, da favoritterne med Team Sky i front kørte samlet i over stregen og i mål.

Det var kun et lille angreb fra Daniel Martin, der testede klassementsrytterne, og her var det reelt kun Rigoberto Uran, der tabte meget tid.

Selvom Jakob Fuglsang kom i mål sammen med favoritterne, rykker han alligevel op i klassementet.

Listen er lavet ud fra Geraint Thomas, der er på andenpladsen i klassementet. Greg van Avermaet fører Tour de France med 2'22 minutter til Thomas. Rytterens tidligere placering er markeret i parentesen.

  • 2. (2) Geraint Thomas +2’22
  • 3. (5) Alejandro Valverde +3’10
  • 4. (7) Jakob Fuglsang +3’12
  • 5. (4) Bob Jungels +3’20
  • 6. (8) Chris Froome +3’21
  • 7. (9) Adam Yates
  • 8. (10) Mikel Landa
  • 9. (12) Vincenzo Nibali +3’27
  • 10. (13) Primoz Roglic +3’36
  • 11. (15) Tom Dumoulin 3’42
  • 12. (16) Steven Kruijswijk +3’45
  • 13. (6) Rafal Majka +4’02
  • 14. (17) Romain Bardet +4’11
  • 15. (14) Bauke Mollema +4’28
  • 16. (21) Nairo Quintana +4’29
  • 17. (24) Daniel Martil +5’01
  • 18. (19) Ilnur Zakarin +5’12
  • 22. (22) Rigoberto Uran +7’08

Fuglsang: Det må man nok sige

Etapens udbrud løb af sted med sejren, mens favoritterne ikke for alvor testede hinanden. Den danske Astana-kaptajn, Jakob Fuglsang, hoppede dog tre pladser frem i klassementet og ligger nu nummer fire.

Det resultat passede danskeren glimrende efter de 158 kilometer i sadlen.

- Det må man nok sige. Det går fremad hver dag. Jamen, det er jo godt. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.

På 11. etape i Tour de France venter der bare 108,5 kilometers kørsel, men kilometer er særdeles bjergrige.