Tour-boblen gør en distræt i døgndrift

16x9
Rolf og Ritter Foto: TV 2 SPORT

KLUMME

Det er uvirkeligt at tænke på, at jeg er i gang med mit 18.Tour de France.

486 dage af mit liv har jeg tilbragt i selskab med verdens største cykelløb, og med alt det støj, stress og ståhej der følger med.

Jeg elsker at lave Tour de France, og det har jeg gjort i – næsten - samtlige 486 dage. Min kærlighed til Touren rækker langt, langt tilbage – og I ved, hvad man siger om gammel kærlighed….

De 18 års erfaring betyder også, at jeg efterhånden kender rutinerne. Løbets forskellige faser – for os, der arbejder i det.

Tiden frem til første hviledag, hvor det hele bare brager derudaf. Batterierne er friske og humøret i top. Der er ikke den historie eller vinkel i cykelløbet, vi ikke har styr på. Og de kan bare komme an. Vi er klar til det hele – dag og nat!

Så kommer første hviledag – som i skrivende stund er ved at gå på hæld her mandag aften. Hvor man bliver revet ud af rytmen. Hvor de rutiner, man netop havde vænnet sig til, pludselig bliver brudt.

Man havde lige fundet sin plads på løbets store karrusel - og den var kommet godt op i fart – og så pludselig bliver man smidt af! Efter ni etaper. Bare sådan.

Det er noget skrammel, som Chris Anker ville sige.

Men så skal man jo op på karrusellen igen dagen efter. Og det er svært, for den kører stadig stærkt!

Bøvlede bjerge

Tiden mellem første og anden hviledag er for mig altid den værste. Dagene går langsomt. Man har været væk fra sine kære derhjemme i lang tid – og der er stadig lang tid til man skal hjem igen. Og løbet rammer bjergene, som nok er spændende og smukke, men også enormt bøvlede rent trafikalt. Bjerge er lig med bilkøer, når man dækker Tour de France. Ventetid – søvnunderskud.

Så kommer anden hviledag. Som faktisk er helt skøn, fordi man trænger til et lille break i rutinerne nu. Og derfra går det stærkt…

Pludselig er det ”bonjour, Paris! – bonjour, Champs Elysees! Står I allerede dér…?

Og så kommer melankolien. For hold kæft, hvor var det fedt at være med. Og hold kæft, hvor må det gerne snart være Tour-tid igen.

Og så skal man jo pludselig ud af sin Tour de France-boble. Ud i den virkelige verden, som man ikke rigtig har beskæftiget sig med, mens løbet stod på.

Tour de France-boblen er en mærkelig størrelse. Alle, der bare én gang i deres liv har arbejdet med Tour de France, kender den. Den lægger sig i løbet af den første uge som en usynlig skal rundt om ens hoved. En skal, som intet kan trænge igennem.

Man er i sin egen verden. En verden af Tour, Tour og atter Tour.

Det første år, jeg lavede Tour de France, var der en god ven, der lånte min lejlighed hjemme i Danmark. En dag ringede han og sagde at bruseren var gået i stykker. Og han ville gerne lige vide, hvordan han skulle forholde sig til det.

Jeg tror faktisk, jeg endte med at lægge røret på – efter nogle sekunders forgæves forsøg på at tænke hverdags-VVS-udfordringer…

Rolf i den forkerte bil

I søndags mærkede vi Tour-boblen for alvor i bilen, der tæller Rolf, vores fotograf Dan og mig selv.

Vi var inde på en tankstation – endnu et af Tourens faste, ufravigelige holdepunkter. Og mens Dan tankede bilen, var Rolf og jeg inde for at handle.

Da vi kom ud igen, havde jeg godt registreret, at Dan havde afsluttet sin tankning og flyttet bilen.

Men det havde Rolf ikke.

Så han gik hen til bilen, tog i døren, smed sin vandflaske ind på sædet og skulle til at sætte sig ind… i NBCs bil! Med NBCs – noget betuttede - reporter bag rattet. Hun lignede ikke en, der var stor tilhænger af ideen. Og Rolf måtte venligst beklage og indlede efterforskningen efter vores egen bil.

Alle på den tankstation var en del af Tour-menageriet, og alle, der så det, var ved at gå op i limningen af grin. Mest fordi vi alle sammen godt vidste, at det ligeså godt kunne være sket for en af os.

Det er nemlig sådan, Tour-boblen virker. Man er distræt i døgndrift.

Hvor er avisen?

I dag kom turen så til mig. Jeg skulle have fat i en avis. Det er en meget vigtig del af en hviledag for mig. Jeg vil ikke gå glip af avisen, selvom det er hviledag.

Ind på en ny tank – og undertegnede ind i butikken med det ene formål at skaffe en avis.

Jeg betaler og går ud mod bilen. Jeg når næsten at sætte mig ind i bilen, hvorefter den søde ekspedient, der netop har solgt mig avisen, kommer halsende ud af butikken og spørger om jeg egentlig ikke vil have min avis med?

Joooo tak, da!. Det vil jeg faktisk rigtig gerne.

Tour-boblen igen.

Man mærker den også, når man møder flinke og snakkesalige danske turister og tilskuere, f.eks. på hotellerne om aftenen. Som ofte stiller både simple og relevante, velmente spørgsmål. Det kan f.eks. være: ”Hvem vandt så i dag?” Eller: ”Hvem fører løbet?” Eller – klassikeren: ”Hvor er der mål i morgen?”.

Og ikke sjældent må man melde pas. Der går en besked op til hjernen… ”hey, find lige ud af, hvem der vandt den etape, du sad og kommenterede indtil for tre timer siden!”

Men der kommer intet svar. Access denied. Man er blank – indtil man lige får samlet sig, strammet op og får forstanden igen.

Det er Tour-boblen i sin reneste form.

Efter Touren kommer...

Og Tour-boblen giver ikke sådan op. I de første dage efter løbet kommer den til udtryk som en døsighed, et gråt og diset filter, man oplever verden igennem. Og en udpræget mangel på evnen til at forholde sig til selv de mest simple ting.

Der kommer altid koner, kærester og familie ned og møder os i Paris når løbet slutter, og det er rigtig dejligt. Vi har savnet dem.

Men undertiden er Tour-boblen en udfordring i den sammenhæng.

-”Skal vi spise indisk eller italiensk i aften, skat?”.

-”Øhh…tjaaa – bum bum…”

-”Men skal vi så ikke tage på Louvre i morgen?”

-”Mmmm…jooooøhhh… måske”.

Og så tager man på Louvre. Og ser Mona Lisa og halvanden trilliard andre kunstværker og turister igennem et gråt og diset filter.

Og glæder sig til næste Tour begynder…