L’Alpe d’Huez er fuld af fælder, men belønner oftest den dristige

16x9
Der venter som altid feltet et menneskehav, når det skal op ad L'Alpe d'Huez. Foto: Stefano Rellandini / Scanpix Danmark

Klumme: Jørgen Leth fortæller om de traditioner og historier, der møder feltet på deres tur gennem Frankrig.

Og tredje kapitel af Alpehistorien.

Ja, L’Alpe d’Huez er igen tilbage på rutekortet. Det vil alle fans af spændende bjergafslutninger være glade for. Vi har vel alle oplevet en del situationer, vi husker fra det legendariske bjerg.

Både med helte og med skurke. Det er bare at trykke på knappen ”L’Alpe”.

L’Alpe d’Huez. Med et par slemme bjerge som hors d’oeuvre (forret, red.): Col de la Madeleine og Col de la Croix de Fer. De bliver altid brugt til at tynde ud i feltet, inden det kører ind på de første serpentinsving.

L’Alpe d’Huez. En hård, udfordrende start langt ude.

Så drøner feltet ind i Bourg d’Oisans, en feststemt plads, afspærring. Pakket med mennesker. Lige efter drejer en smallere vej til venstre ud af byen mod bjerget. Og med det samme bliver det stejlere. Nu begynder det. Festen.

De første angreb kommer med det samme. I det første af 21 sving. En ophidset stemning bider sig fast. Vejen er totalt indrammet af tilskuere.

Hvem vil åbne i dag? Er Sky stærke nok til at kunne diktere rytmen? Eller Movistar?

Er noget hold lykkedes med at tynde mærkbart ud i feltet på de første bjerge?

Er situationen ændret?

Er de store favoritter godt nok pakket ind af holdkammerater?

Nu vil vi meget snart få svar på alle spørgsmål. Der er rigelig tid til at gennemgå løbet i erindringen. Men svært at vælge, hvad der var bedst.

L’Alpe d’Huez

27 gange har L’Alpe d’Huez været en del af Tour de France-ruten

36 minutter og 40 sekunder tog det Marco Pantani at forcere stingningen i 1995. Det er den hurtigste tid i Tour de France' historie. 

Thibaut Pinot er den seneste etapevinder på L’Alpe d’Huez, da han krydsede stregen alene i 2015. 

Med 38 minutter og 6 sekunder står Bjarne Riis noteret for den 7. hurtigste forcering af stigningen. 

Den første udgave var i 1952, det var også første gang, at en bjergstigning blev brugt som etapemål.

Og det var en åbenbaring. Den dag viste Fausto Coppi simpelthen, hvordan det bjerg kunne bruges til at skabe løbet med. Han kom alene i mål og ingen, der oplevede hans smidige og ubesværede kørsel i de øjeblikke, da han uden ekstra acceleration skilte sig af med sin sidste ledsager, den mikroskopiske bretonske bjergrytter Jean Robic, vil nogensinde glemme det.

Kigger man så ud over de mange Alpe-bestigninger, man har oplevet, kan man jo vælge frit. Der var de to gange, Felice Gimondi vandt imponerende, men uden at man kan huske præcist hvordan. Mærkeligt af den ukarismatiske italiener, ligesom at han blev verdensmester to gange.

Fausto Coppi på L’Alpe d’Huez i 1952
Fausto Coppi på L’Alpe d’Huez i 1952 Foto: Pinterest

Så var der - noget mere mytologisk - colombianeren Lucho Herreras sejr i 1984, efter at han med sine ubesværede dansetrin havde skilt sig af med de to franske rivaler, først Bernard Hinault, derefter Laurent Fignon.

Jeg kan huske Dustin Hoffman fortælle om sin oplevelse af Herrera, som han fulgte fra løbsdirektør Levithans bil som led i sin forberedelse til at spille Tour-helt i filmen ’The Yellow Jersey’ (som desværre aldrig blev lavet).

Og der var den skandaløse gule trøje, der blev revet af Michel Pollentier, da en løbskommisær afslørede ham i at have medbragt amfetaminfri urin i en gummibeholder under armen.

Og der var den teatralske afslutning i 1986 med det falske samarbejde mellem de to ryttere fra samme hold, La Vie Claire, (”det rene liv”), Bernard Hinault og Greg Lemond.

De to havde smidt alle konkurrenter ud i vejsiden og klatrede sammen op mod mål. Hele tiden demonstrativt med Hinault forrest. Lemond hængende på.

Lemond fortæller os bagefter, at han ikke stolede på Hinault. Han var ude på at snyde Lemond for den sejr, som han havde lovet ham, efter at amerikaneren året før havde ofret sig for at hjælpe den franske stjerne til at vinde sit femte Tour.

L’Alpe d’Huez er fuld af fælder, men belønner oftest den dristige. Det viser sig igen og igen, at den, der tør noget, kan få noget.

Jørgen Leth

Og der var den udgave, hvor Bjarne Riis’ spanske rytter Carlos Sastre resolut griber chancen og med sit meget tidlige angreb kommer holdets luxembourgske brødre i forkøbet.

Han tog, uventet, Riis på ordet.

Instruktionen hed nemlig, at fra kilometer på Alpen kunne Sastre få lov til at angribe som den første.

Hvad der senere viser sig var, at Riis havde regnet med, at banen så var åben for først Fränk og så Andy Schleck, i en eller anden spektakulær kombination. 

Sastre vandt etapen og erobrede den gule trøje. Han beholdt den til Paris, og det var klart også en sejr for Riis.

Men ikke som planlagt. Det var en åben konflikt.

Carlos Sastre og hans største triumf. Sejren i Tour de France 08.
Carlos Sastre og hans største triumf. Sejren i Tour de France 08. Foto: THIERRY ROGE / Scanpix Denmark

Enspænderen Carlos Sastre mod Riis’ yndlinge, de udadvendte Schleck brødre. Sastre forlod Saxo-holdet kort tid efter.

L’Alpe d’Huez  er fuld af fælder, men belønner oftest den dristige. Det viser sig igen og igen, at den, der tør noget, kan få noget.