Riis fulgte Indurain og Zülle, men én rytter var for stærk

16x9
Iført den danske mestertrøje blev Bjarne Riis nummer fire på Alpe d'Huez i 1995. Foto: Scanpix Denmark

Det her er historien om Pantanis rekordsejr i 1995 og om et udendørs teater uden lige. Den ultimative guide til Alpe d'Huez.

En lille gruppe ryttere slanger sig op gennem det farverige menneskehav, der holder fest på hver sin side af en stejl bjergvej. De allermest feststemte stikker i løb, mens de klapper og hujer i en slags invitation til dem på cykel, men de sammenbidte ryttere ser ikke ud til at ænse det.

Benene spinner rundt og rundt i en smertefuld repetition, mens deres stålsatte blikke spejder op, op. Op mod den franske skiby, hvor en målstreg en gang for alle vil befri dem fra deres pinsler.

Tour de France er langt mere end Alpe d'Huez

Bo Hamburger

- Jeg sad og funderede over det, da jeg kørte på Alpe d'Huez for nylig, fortæller Bo Hamburger, der netop er vendt hjem fra det franske.

- Det gik op for mig, at det sidste stykke op til byen er ret stejlt, men sådan husker jeg det slet ikke. Da jeg selv kørte Tour de France, stod der så mange mennesker, og det er dét, der gør forskellen. Du bliver båret frem af folks jubel, og det gælder første som sidste mand. Den stemning er helt speciel. 

Alpe d'Huez i tal

Lokation: De vestlige Alper ved Oisan-dalen.

Distance: 13,8 kilometer

Stigning: 8,1 procent i snit (maksimalt 11,5 procent)

Højde: 1.850 meter over havets overflade

Hårnålesving: 21

Stemningen har Hamburger oplevet ved flere lejligheder. I alt fire gange i Tour-sammenhæng, hvilket er to færre end en vis landsmand, der ligeledes havde sin storhedstid i 1990'erne.

- Det er bare et sted, hvor der er historie for, at der er virkelig mange mennesker, siger Bjarne Riis, der især husker bjergenkeltstarten i 2004, hvor han var med som holdejer og sportsdirektør for Team CSC.

- Der var næsten en million mennesker på bjerget, og det lægger du selvfølgelig mærke til som rytter. Mange bliver grebet af stemningen og får ekstra energi. Det år var fuldstændig sindssygt. Der var bare noget magisk over det. 

Det orange inferno i "Hollændersvinget' senest Alpe d'Huez var med i Tour de France i 2015.
Det orange inferno i "Hollændersvinget' senest Alpe d'Huez var med i Tour de France i 2015. Foto: Jeff Pachoud / Scanpix Denmark

Torsdag bliver de 21 hårnålesving på Alpe d'Huez belejret af mennesker, der vil have et glimt af rytterne fra nærmeste hold. Særligt sving nummer syv kommer med garanti til at koge over, når Tour de France slår vejen forbi. Det såkaldte "Hollændersving" tager gang på gang prisen som det mest festlige, fyldt med berusede hollændere klædt i orange, der står klar til at løfte deres helte et tråd længere opad bjerget.

- Det betyder vanvittigt meget. Når, der er så mange mennesker på Alpe d'Huez, giver det bare et sus. Det kan ikke undgås. Det betyder noget for alle, og det er også derfor, alle ryttere vil køre Tour de France. Det er bare større og vildere end alt andet, siger Bo Hamburger.

"Piraten" satte alle til vægs

Hamburgers bedste resultat på Alpe d'Huez var i 1995, hvor han blev 29 på 10. etape i Tour de France, præcis otte minutter efter vinderen. Ifølge danskeren, der dengang var 25 år og kørte for det hollandske TVM-hold, kom han og bjerget aldrig for alvor på bølgelængde med hinanden.

- Jeg har kørt den en del gange og for at sige det, som det er, har det aldrig været et bjerg, jeg har holdt helt vildt meget af. Det er klart, at det er stort, mytisk, og det mest kendte bjerg, men for mig personligt er det aldrig gået super godt på Alpe d' Huez. Jeg ved ikke hvorfor. 

I 1995 vandt Marco Pantani sin første af to etapesejre på Alpe d'Huez.
I 1995 vandt Marco Pantani sin første af to etapesejre på Alpe d'Huez. Foto: Patrick Kovarik / Scanpix Danmark

Anderledes ser det ud for Bjarne Riis, der også var med, da der var afslutning på bjerget i 1995. 

- Sådan et bjerg har du aldrig noget godt forhold til, for du lider altid. Ligegyldigt, hvor du sidder, fastslår Riis, der netop det år overraskede de fleste og satte den niendebedste tid nogensinde på Alpe d'Huez.

- Jeg kan da huske, at jeg sidder med Indurain og Zülle op over. Det var da en god souvenir.

Bjarne Riis måtte til sidst slippe spanieren og schweizeren, der blev toer og treer på etapen. To sekunder efter kørte den danske Gewiss-Ballan-rytter over målstregen.

- Det er blandt mine største oplevelser på bjerget. Sammen med Sastres sejr i 2008, men det var jo ikke mig selv, der sad på cyklen.

Opstigningen til Alpe d'Huez bliver et nøglepunkt i årets Tour de France. Ingen tvivl om det

Bjarne Riis

Knap halvandet minut før Riis, Indurain og Zülle var etapevinderen rullet i mål. Marco Pantani kørte de 13,8 kilometer opad Alpe d'Huez i rekordtiden 36 minutter og 50 sekunder, som ingen nogensinde siden har været i nærheden af at slå.

Øjeblikket, hvor den lille italiener satte sit angreb ind står stadig knivskarpt for Bo Hamburger.

Alpe d'Huez i tider

1. Marco Pantani (1995) ......... 36:50
2. Marco Pantani (1997) ........ 36:55
3. Marco Pantani (1994) ......... 37:15
4. Lance Armstrong (2004) .... 37:36 
5. Jan Ullrich (1997) .................. 37:42
6. Lance Armstrong (2001) .... 38:05
7. Miguel Indurain (1995) ......... 38:14
8. Alex Zülle (1995) .................... 38:14
9. Bjarne Riis (1995) .................. 38:16
10. Richard Virenque (1997) .. 38:22

- Da vi rammer bunden, fyrer folk den bare af, selvom det er dér, den er hårdest. Jeg sidder virkelig på limit, og jeg når lige at tænke, at jeg ikke kan køre stærkere, da jeg ser Pantani. På en af de allerstejleste ramper trækker han lidt ud til højre, og så kører han bare væk. Det var fuldstændig vanvittigt, husker danskeren.

- Jeg var selv godt kørende i 1995 og blev nummer 17 sammenlagt det år. Jeg var 25 år og kørte en fin Tour, hvor jeg sad godt med, men da Pantani kørte, var der ikke noget at gøre. At en rytter rykker, når der ikke bliver kørt stærkt, er en ting. Men her var tempoet i forvejen opskruet, og han kørte bare væk. Det var fuldstændig sindssygt og meget surrealistisk. 

Den dag i dag står Marco Pantani stadig noteret for de tre hurtigste tider nogensinde på bjerget. Kun Lance Armstrong har været i nærheden af italienerens tider, da han i 2004 kørte bjergenkeltstart på Alpe d'Huez.

Doping eller ej er netop dét et vidnesbyrd om "Piratens" styrke, mener Bo Hamburger.

- Det sætter bare Pantanis klatreevner i relief og viser, hvor god en bjergrytter han var.

Altid mål på toppen

En ting er sikkert. Bjerget er ikke længere helt som i 1990'erne. Dengang endte hele seks ud af årtiets syv Alpe d'Huez-etaper med italiensk triumf. 

Med sejre til Pierre Rolland (2011), Christophe Riblon (2013) og Thibaut Pinot (2015) ligner 10'erne mest af alt historiens første franske epoke i Alpe d'Huez-sammenhæng. Selvom de tre seneste vindere på bjerget aldrig har været i nærheden af at vinde Tour de France, er Bjarne Riis ikke af den opfattelse, at bjerget har mistet sin relevans.

- Det er absolut lige så afgørende som dengang, jeg kørte, fastslår danskeren, der vandt det franske etapeløb i 1996.

- Det er tredjedagen i Alperne, den ligger efter to hårde etaper og efter en lang dag med Col de la Madeleine og Col de la Croix de Fer. Det bliver en virkelig svær etape, så det er helt sikkert, at opstigningen til Alpe d'Huez bliver et nøglepunkt i årets Tour de France. Ingen tvivl om det.

Bo Hamburger på Alpe d'Huez i 1999-udgaven af Tour de France.
Bo Hamburger på Alpe d'Huez i 1999-udgaven af Tour de France. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Danmark

 At Alpe d'Huez har kilet sig ind i enhver cykelfans' bevidsthed som et mytisk bjerg uden sidestykke er på mange måder sket på trods. Lige siden debuten i Tour de France i 1952 har der været debat om stigningen, der fra første færd skrev sig ind i historien. Alpe d'Huez blev nemlig det første målbjerg nogensinde i løbet, og det skabte så heftige kontroverser, at der skulle gå 24 år, før det igen blev en del af Tour-ruten. 

Siden har bjerget været mere end hyppig gæst i Tour de France. Altid med mål på toppen.

- Isoleret set er bjerget ikke det hårdeste i Tour de France, siger Bjarne Riis, der peger på Col du Telegraphe og Col du Galibier som væsentligt hårdere stigninger.

- Men det bliver vanvittigt hårdt og vigtigt, fordi det ligger strategisk spændende. Det er det sidste bjerg, og det er også derfor, det er blevet en legende. Der er altid mål på toppen.

Jeg tror virkelig gerne, han vil vinde på Alpe d'Huez. Virkelig gerne

Bo Hamburger om Chris Froome

Bo Hamburger er af samme overbevisning. 

- Alpe d'Huez er et hårdt bjerg, men Tour de France er langt mere end Alpe d'Huez. Det er den mest kendte bjergafslutning, og den får en afgørende betydning, men snarere på grund af løbet end Alpe d'Huez i sig selv. Det er summen af det hele, der gør bjerget hårdt, forklarer han og uddyber:

- Bjergets arkitektoniske fremtoning gør, at du nærmest kører ind i klippevæggen, og så går det bare opad. Der har altid været mål på toppen, og det har været med til at gøre bjerget mytisk. At det ikke "bare" er et bjerg, man skal over for at komme videre med løbet.

En billet til podiet

12. etape i årets Tour de France indeholder foruden afslutningen på Alpe d'Huez tre giftige stigninger. Undervejs venter de to kolosser Col de la Madeleine og Col de la Croix de Fer, der begge over 25 kilometer lang - og begge langt udenfor kategori.

Indimellem skal rytterne over den finurlige Lacets de Montvernier, der på hånlig vis imiterer Alpe d'Huez og giver rytterne 3,4 kilometer forsmag på, hvad der venter. 

Dét, der venter, er 13,8 kilometer opstigning til en mytisk målstreg, der stiller garanti for en plads i historiebøgerne. At krydse den først kræver først og fremmest, at der er noget tilbage i benene.

Se grafik over Alpe d'Huez og de andre bjerge på 12. etape:

 - Dem, der holder lidt igen på de to første alpeetaper, har en større friskhed og dermed en større chance. Hvis man har det i baghovedet, vil jeg sige, at det kan blive en fordel, vurderer Bjarne Riis.

Spørgsmålet er, om Alpernes kongeetape bliver en dag for lykkeridderne eller dem, der griber ud efter den samlede sejr.

- Vi kan risikere, at der bliver to løb i løbet. At der sidder en udbryddergruppe ude foran, der kæmper om sejren, mens favoritterne nøjes med at køre om klassementet. Men de fleste vil gerne se favoritterne kæmpe om sejren på så mytisk et bjerg, siger Bo Hamburger, der ikke er i tvivl om, hvad han foretrækker:

- Jeg håber og tror på, det bliver en afgørelse mellem favoritterne. Froome har været ude i lidt af et stormvejr. Nu vandt han Giroen og kom med nød og næppe til start i Touren, og jeg tror virkelig gerne, han vil vinde på Alpe d'Huez. Virkelig gerne. Også for at sætte sit fingeraftryk på historien i endnu højere grad, end han allerede har gjort.

Hvem vinder på Alpe d'Huez?

Bjarne Riis' favoritter:

Nairo Quintana (Movistar)

Chris Froome (Sky)

Vincenzo Nibali (Bahrain-Merida)

Bo Hamburgers favoritter:

Chris Froome (Sky)

Romain Bardet (AG2R)

Selvom Chris Froome umiddelbart er Hamburgers bedste bud blandt favoritterne, er der chance for, at den franske stime på Alpe d'Huez fortsætter.

- Jeg vil jo gerne sige Fuglsang, men jeg tror, Froome gør alt for at vinde. Jeg kunne også godt forestille mig, at det bliver Bardet. Han virker godt kørende. 

Bjarne Riis bringer to nye navne i spil.

- Quintana er et godt bud. Nibali og Froome er også, og så forhåbentlig Jakob. Vinderen på Alpe d'Huez vil sandsynligvis også være at finde på podiet i Paris og måske endda som vinder.

Og lad os så bare håbe, at Jørgen Leth får ret i følgende forudsigelse: 

- L’Alpe d’Huez er fuld af fælder, men belønner oftest den dristige. Det viser sig igen og igen, at den, der tør noget, kan få noget.

Her er listen over dem, der turde noget:

De største vindere på Alpe d'Huez

Fausto Coppi vinder Tourens første bjergafslutning

Fausto Coppi på Alpe D' Huez i 1952. Foto: Pinterest
I år 1952 gjorde Alpe d'Huez debut i Tour de France, hvor der var mål på 10. etape. Et dristigt træk fra løbsledelsen, der vakte stor debat, fordi der aldrig før havde været afslutning på toppen af et bjerg.
Den italienske legende Fausto Coppi angreb, kørte solo over målstregen og erobrede løbets gule førertrøje, som han beholdt helt til Champs-Élysées, hvor han lod sig hylde på podiets øverste trin for anden gang i karrieren.
 
"Fausto Coppi" fra Jørgen Leths Sportsdigte, 1967
Fausto Coppi
var et fantastisk menneske
befandt sig bedst helt alene

Når han kørte i bjergene
kunne ingen følge ham, han
var et fantastisk menneske
Sagde tidligt farvel,
fausto coppi
fausto coppi

Hennie Kuiper fuldender hollandsk hattrick

Hennie Kuiper i den gule trøje. Foto: Bill / Bike Race Info
Der skulle gå 24 år, før Alpe d'Huez igen blev en del af Tour-ruten. I 1976 vandt Joop Zoetemelk på bjerget, i 1977 fulgte Hennie Kuiper op, inden selvsamme Kuiper fuldendte det hollandske hattrick i 1979. 
Det var i de år, 'Hollændersvinget' blev til i bjergets syvende hårnålesving. Lige siden har der været garanti for elektiske hollændere i hobetal i netop det sving, hver gang Tour-feltet slår vejen forbi Alpe d'Huez.
Og hollænderne fik noget at fejre i årene efter Kuipers dobbeltsejr. Frem til 1989 var der yderligere fem hollandske sejre på den legendariske stigning. 

Bernard Hinault sikrer fransk eufori

Greg Lemond (tv) og Bernard Hinault (th) på Alpe d'Huez i 1986. Foto: Scanpix Denmark
11. gang var lykkens gang for de sejrshungrende franskmænd på Alpe d'Huez. Bernard Hinault var feltets hurtigste rytter på bjerget, men den femdobbelte Tour-vinder kunne ikke ryste løbets senere vinder, amerikanske Greg Lemond, af sig. 

Gianni Bugno indleder italiensk æra

Gianni Bugno og Miguel Indurain på Alpe d'Huez. Foto: Pinterest
I 1990 - 38 år efter Fausto Coppis historiske sejr - vandt en italiener igen på Alpe d'Huez. Året efter trådte den italienske mester Gianni Bugno i den hollandske trio Kuiper, Zoetemelk og Winnens fodspor, da han blev den fjerde rytter nogensinde til at vinde to gange på bjerget, og den første siden Hennie Kuiper til at vinde to år i træk.
Sejren på 17. etape i 1991 kom i hus efter Bugno distancerede den senere vinder, Miguel Indurain, med et sekund. Gianni Bugno måtte nøjes med andenpladsen i klassementet, da vinderen skulle hyldes i Paris det år.

Marco Pantani, Marco Pantani

Marco Pantani skubber en tilskuer væk på Alpe d'Huez. Foto: Patrick Kovarik / Scanpix Danmark
Med Andrew Hampstens sejr i 1992 som eneste mellemregning fortsatte den italienske dominans på Alpe d'Huez i årene efter Gianni Bugnos sejre. Først vandt Roberto Conti i 1994, inden Marco Pantani smadrede alt og alle året efter.
Pantani besteg bjerget i tiden 36 minutter og 40 sekunder og slog sine nærmeste konkurrenter Miguel Indurain, Alex Zülle og Bjarne Riis med over et minut. I 1997 gentog han kunststykket, men brugte ganske vist 13 sekunder mere det år. 
To år senere vandt Giuseppe Guerini den sjette italienske sejr på Alpe d'Huez i 1990'erne.

Carlos Sastre grundlægger sin Tour-triumf

I 2006 havde en Alpe d'Huez-sejr for første gang dansk islæt. Fränk Schleck fra Bjarne Riis' Team CSC-hold var først på toppen, og to år efter var den luxembourgske bjergrytter i den gule trøje, da Tour de France-feltet igen slog vejen forbi den legendariske stigning.
CSC var imidlertid pisket til at angribe for at udbygge forspringet til australske Cadel Evans inden enkeltstarten. Derfor angreb holdets anden kaptajn, Carlos Sastre, fra bjergets bund og kørte solo over målstregen over to minutter ned til nærmeste forfølger. Sastre overtog den gule førertrøje fra sin holdkammerat og beholdt den helt til Champs-Élysées, hvor han kunne lade sig hylde som Tour-vinder.
Udover Carlos Sastre har kun Fausto Coppi og Lance Armstrong vundet på Alpe d'Huez samme år, som de vandt Tour de France. Armstrong er dog siden blevet frataget sine resultater, og derfor er amerikaneren ikke med på denne liste.