Riis kan ikke se, hvorfor Fuglsang skal droppe klassementet

Jakob Fuglsang smed knap fire minutter på 11. etape, men efter fin kørsel på Alpe d'Huez er Bjarne Riis optimistisk på Astana-kaptajnens vegne.

Dehydrering kostede Jakob Fuglsang dyrt på La Rosière, men på torsdagens etape til Alpe d'Huez fik danskeren oprejsning. 

Astana-kaptajnen sad længe med favoritterne på det mytiske bjerg, og til slut kørte han over målstregen som nummer otte, 42 sekunder efter vinderen Geraint Thomas.

- Jeg synes, han kæmper sig flot i mål. Jakob kører en flot etape, siger Bjarne Riis til TV 2 SPORT.

- Hvis vi lægger mærke til dem, der sidder i front - Froome, Thomas og de andre. De sidder jo lige foran ham. De laver ikke de store forskelle, og der kan ske alt endnu i Touren.

I løbet af opstigningen til Alpe d'Huez måtte Vincenzo Nibali en tur i asfalten. Efter etapen stod det klart, at italieneren havde pådraget sig et brud på en ryghvirvel, og derfor måtte udgå af Tour de France.

Dermed rykker Jakob Fuglsang tilbage i top 10.

- Det er fint, at han ligger, hvor han gør. Om han er nummer 6, 8 eller 10, det er sådan set ligegyldigt, vurderer Bjarne Riis, der hæfter sig ved, at Fuglsang formåede at rejse sig efter skuffelsen på 11. etape. 

- Jeg synes absolut, en ottendeplads er godkendt. Så langt er de store favoritter jo ikke foran, og hvis Fuglsang laver en lille forbedring i Pyrenæerne, så er han stadig med i cykelløbet.

Skal bare give den gas

Mange var ellers klar til at begrave danskerens klassement efter tidstabet på La Rosière. Så langt vil Bjarne Riis ikke gå. Tværtimod.

- Der er mange, der siger, han skal droppe klassementet. Det kan jeg ikke se, hvorfor han skal. Han sidder med de allerbedste, og han skal bare give den gas og håbe, det også kan give en etapesejr, for det, tror jeg, er muligt, lyder det fra den tidligere Tour-vinder. 

Jakob Fuglsang på Alpe d'Huez:

Ifølge Henrik Jul Hansen er det præcis, hvad Jakob Fuglsang har tænkt sig at gøre.

- Der er en mand, der tror fuldt og fast på det. Han kører ikke efter at blive nummer fem. Han kører stadig efter at komme på podiet, og det synes jeg, han skal have som mål, mener TV 2 SPORTs cykelekspert.

I klassementet er Jakob Fuglsang fem minutter og 45 sekunder efter løbets førende rytter, Geraint Thomas.