Her er beviset: Tilskuer rev Nibali ned på Alpe d'Huez

Private optagelser viser nu, hvordan en rem fra et kamera rev den italienske stjerne Vincenzo Nibali ned på Alpe d'Huez, så han brækkede ryggen.

I minutterne og timerne efter den dramatiske afslutning på 12. etape vidste ingen præcis, hvorfor Vincenzo Nibali styrtede med fire kilometer til mål. Et styrt, der senere kostede ham deltagelsen i årets Tour de France.

Private optagelser fra Alpe d'Huez viser nu, at det var remmen fra en tilskuers kamera, der fik fat i Nibalis styr. Da tilskueren efterfølgende trak kameraet til sig, rev han samtidig Nibalis styr med sig, så italienerens forhjul forsvandt under ham.

Til højre kan det ses, hvordan remmen får fat i styret, inden Nibali kort efter trækkes ned.
Til højre kan det ses, hvordan remmen får fat i styret, inden Nibali kort efter trækkes ned. Foto: Private optagelser

De første spekulationer gik ellers på, at det var en politimotorcykel, der havde indflydelse på styrtet, hvor også Chris Froome lå lige foran, og den gule trøje, Geraint Thomas, kørte forbi lige efter.

Ingen havde dog det endegyldige svar, da tv-billederne ikke fangede situationen, og hovedpersonerne omkring styrtet ikke selv vidste, hvad der skete. Nu kan det så bekræftes, at selvom motorcyklen kørte tæt forbi på venstre side, så ramte den ikke Nibali.

Udgik af Touren med brækket ryg

Italieneren formåede at komme tilbage på cyklen og gennemføre etapen, men torsdag aften blev han kørt på hospitalet. Her viste en scanning, at der var et brud på den 10. ryghvirvel, og dermed er Bahrain-Merida-rytteren tvunget til at trække sig fra årets Tour de France.

- Hej gutter. Jeg er tilbage på hotellet. Uheldigvis var resultatet af den medicinske rapport ikke god. Det blev bekræftet, at jeg har et brud på en ryghvirvel. I morgen tager jeg hjem for at restituere. Tak for al jeres støtte. Vi ses næste gang, skrev Nibali på sin Twitter.

Allerede lige efter etapen gav han da også udtryk for, at han ikke havde det godt:

- Jeg har store smerter i min ryg. Der var et øjeblik, hvor jeg ikke kunne trække vejret, og jeg har det ikke så godt. Vi må se, hvordan det kommer til at gå. Jeg var også lidt svimmel, da jeg forsøgte at komme på benene igen, sagde Nibali, inden han altså senere udgik af Tour de France som nummer fire i klassementet.

Den tidligere Tour de France-vinders exit betyder, at Jakob Fuglsang rykker frem som nummer 10 i klassementet.

Her kan du se, hvordan cykelverdenen og tv-seere oplevede styrtet, inden de private optagelser fra Alpe d'Huez så dagens lys sent torsdag aften.

Pludselig lå Vincenzo Nibali i asfalten, efter at Chris Froome havde forsøgt at angribe i favoritgruppen. Video: TV 2 SPORT