Holm råbte ad ventende stjerne: - Er du vanvittig? Kør for h......

Den franske etapevinder Julian Alaphilippe ville egentlig vente på Adam Yates, der styrtede, men den beslutning var Brian Holm meget uenig i.

Quick-Steps danske sportsdirektør, Brian Holm, har været vidne til fire etapesejre fra sine ryttere i årets Tour de France.

To af dem har franske Julian Alaphilippe stået for, ligesom han har sat sig godt og grundigt på løbets bjergtrøje. Og den 26-årige franskmand er en god dreng, fortæller Brian Holm. Alligevel er han måske lige lidt for gavmild og god af sig.

Syv kilometer før mål var han på vej ned af sidste nedkørsel, hvor han jagtede briten Adam Yates. Foran Alaphilippe styrtede etapens førende rytter ud af det blå, og så overtog franskmanden ellers fronten og sad med alle kort til at vinde 16. etape.

Den forbikørende franskmand havde dog storsind i tankerne på vej mod sin anden etapesejr. Derfor begyndte han at kigge tilbage for at vente på Adam Yates for at give den styrtede konkurrent mulighed for at komme tilbage igen. En beslutning, Brian Holm ikke var helt enig, da de kommunikerede over holdradioen.

  • Så råber han pludselig: "Jeg venter!"
  • "Hvad venter du på?"
  • "Jeg venter på Yates."
  • "Hvorfor?"
  • "Det er fairplay."
  • "Jamen, er du vanvittig? Kør for helvede, du kører for at vinde etapen."
  • "Synes du?"
  • "Ja, det synes jeg faktisk."
Julian Alaphilippe forsøgte at kigge tilbage efter Adam Yates, der rystede på hovedet for at markere, han ikke kunne følge franskmanden. Video: TV 2 SPORT

Julian Alaphilippe fortalte selv om episoden på landevejen efter etapen, hvor han dog ikke nævnte ordren i teamradioen:

- Da jeg kørte forbi Yates, var han tilbage på cyklen, så jeg besluttede at vente på ham, men han var for bange efter sit styrt. Jeg føler virkelig med ham, og jeg håber, han er okay, sagde Julian Alaphilippe til TV 2 SPORT.

Var det derfor, du kiggede tilbage – fordi du ventede på ham?

- Ja, han var måske fem sekunder bag mig. Jeg ville vente på ham, for det er aldrig sjovt at styrte alene i front.

Holm: - Er du vanvittig, hvor vil du køre hen?

Den danske sportsdirektør har flere gange fortalt om sin franske rytter, der både rummer sjove og skøre sider. Tidligere på etapen måtte Brian Holm første gang have fat i Alaphilippe, da han prøvede at køre væk på næstsidste stigning, hvor der ventede et langt fladt dalstykke, inden de ramte sidste stigning.

- Vi kan kalde det at tænke lidt ud af boksen, det han gør. Da han sad med Lukas Pöstlberger, ville han stikke af i dalen (på vej mod sidste stigning, red.).

  • På nedkørslen siger han: "Vi kører nu."
  • Så siger jeg: "Er du vanvittig, hvor vil du køre hen?"
  • "Vi kan holde hjem."
  • "Der er modvind, er du fuldstændig vanvittig?"

- Så kom han så tilbage, det kunne han ikke rigtig forstå, lyder det dagen derpå med et grin fra Brian Holm. Ligesom den danske sportsdirektør heller ikke i dag ved, hvad han skal forvente sig.

- Han er en god dreng, men nogle gange tænker de ryttere ikke helt klart, når de sidder på cyklen. Han vandt så etapen,  men hele tankegangen, som han har... Vi elsker knægten, men det er svært at gennemskue, hvad der sker med ham, så der må vi bare følge med på etapen.

Foreløbig er Julian Alaphilippe endnu en gang kørt i udbrud på en af de store etape. Du kan se 17. etape lige nu på TV 2 eller TV 2 PLAY. Samtidig kan du også følge etapen i vores liveblog.