Dansker jagter timerekorden - den 'største og vigtigste' i cykelsporten

Timerekorden er den vigtigste rekord overhovedet i cykelsporten, vurderer Jørgen Leth. Torsdag forsøger en dansker at få fingrene i den.

Se rekordforsøget på TV 2 SPORT kl. 17.45

Nogle af cykelsportens aller største har haft den. Timerekorden.

Den mytiske disciplin. En mand i kamp med sig selv og et ur, der tikker ned fra de 60 minutter. Hvor langt kan du komme?

Det var en kæmpe bedrift

Jørgen Leth om Ole Ritters timerekord

Fausto Coppi, Jacques Anquetil, Francesco Moser, Miguel Indurain og Eddy Merckx har alle kunne bryste sig af titlen som indehaver af timerekorden på et tidspunkt i deres glorværdige karrierere. Og nå ja. Inden ’kanibalen’ Merckx satte sig på rekorden i 1972, havde danske Ole Ritter haft den fornemme hæder som timerekordholder i fire år.

- Timerekorden har en meget stor plads i cykelsporten. Den har den fornemmeste plads. Det er måske den sværeste rekord. Den kræver lang tids determineret forberedelse. Den er kun blevet slået få gange, derfor er det den største og vigtigste rekord overhovedet i cykelsporten, lyder det fra TV 2 SPORTs Jørgen Leth.

- Det er en enmandspræstation. Det er en opædende præstation, der skal til for at kunne køre alene mod uret på en cykelbane rundt og rundt. Det er en meget krævende opgave, og derfor brømmes de få, der lykkes med det også. Det er rekorder, der bliver stående.

Den dag i dag er det den tidligere Tour de France-vinder Sir Bradley Wiggins’ navn, der har rekorden på sit CV, da han på en time tilbagelagde præcis 54 kilometer og 526 meter. Men torsdag kan der skrives et nyt kapitel i historiebøgerne. Her forsøger danske Martin Toft Hansen nemlig at få timerekorden tilbage på danske hænder, når han i mexicanske Aguascalientes giver sig kast med den ikoniske disciplin.

- Det vil være kæmpe stort. Vi har jo haft den en gang før med Ole Ritter, så der er sat danske spor i timerekordens historie. Men det er dejligt at høre, Martin Toft Madsen har forberedt sig så grundigt. Det skal der til. Det tager jeg virkelig hatten af for.

De gode historiers holdeplads

Der gemmer sig mange gode historier i den store bog om timerekorden, som der for første gang blev skrevet i tilbage i 1873. Her blev James Moore den første indehaver af rekorden på en cykel, og med en aerodynamaik, meget langt fra det, vi kender den dag i dag. På en væltepeter nåede briten 23 kilometer og 331 meter.

Op mod første verdenskrig fik timerekorden så de to første og vel nok eneste rigtige rivaler. De to franskmænd Oscar Egg og Marcel Berthet skiftedes nærmest til at slå hinandens rekord. Hele fem gange forbedrede de rekorden, og ifølge rygterne fra dengang, så slog de med vilje ikke rekorden med for meget, så den anden kunne gøre et nyt forsøg.

I 1942 bragede det første store navn sig ind i indholdsfortegnelsen i timerekordens historiebog, da italienske Fausto Coppi nåede 45 kilometer og 798 meter på de 3600 sekunder. En præstation ingen andre kunne matche, før en anden legendarisk cykelstjerne gjorde sit tredje forsøg 14 år senere. Her havde franske Jacques Anquetil mere power i benene og slog Coppis rekord med 369 meter.

Den gode Anquetil har dog ikke bare et enkelt kapitel i leksikonet om timerekorden. Den tidligere Tour de France-vinders rekord fik lov til at stå i lige knap tre måneder, inden den tidligere vinder af Giro d’Italia Ercole Baldini vippede Anquetil af pinden.

11 år senere forsøgte franskmanden sig så igen. På ny lykkedes han med sin mission. Denne gang tilbagelagde han 47 kilometer og 493 meter på en time rundt på Vigorelli Velodromen i Milano. Men her nægtede Anquetil at afgive en dopingprøve umiddelbart efter sin præstation, da han mente, det var uværdigt at skulle urinere i et telt foran en fyldt velodrom. I stedet forslog han, at man kunne tage en prøve senere på hotellet, men den idé var observatørerne ikke med på, og så blev Anquetil diskvalificeret og rekorden streget.

Et år senere kom rekorden så for første og indtil videre eneste gang på danske hænder, da Ole Ritter drog til højderne i Mexico City for at forsøge at få fingrene i rekorden.

- Det er den timerekord, jeg husker bedst. Ole Ritter er min gode ven, som jeg har fulgt nøje, og jeg fulgte også hans forsøg meget nøje i Mexico City. Det var en kæmpe bedrift. 

Fire år efter fik historiens mest vindende cykelrytter, Eddy Merckx så samme idé som danske Ritter og rejste til den mexicanske hovedstad og cyklede afsted med rekorden.

I 1984 slog Francesco Moser endelig Eddy Merckx’ 12 år gamle rekord. Men det var ikke på en ’normal’ cykel. For første gang nogensinde blev forsøget udført med et pladehjul, som dem vi kender fra enkeltstarter. Og det gav pote for Moser, der blev den første nogensinde til at runde grænsen på de 50 kilometer.

Men da italieneren havde gjort brug af et pladehjul og ikke en traditionel landevejscykel som Merckx i 1972, så besluttede UCI i 1997 at oprette to timerekorder. Én timerekord, der forbød brug af aerodynamiske hjælpemidler som pladehjul, enkeltstartshjelme og enkelstartstyr, mens en anden timerekord blev oprettet til dem, der uanset udstyret var hurtigst på banen.

En skør brite og en vaskemaskine ændrede reglerne

I 1993 og 1994 blev de to mest mærkværdige timerekorder så sat af briten og amatøren Graeme Obree, der besluttede sig at gå efter Mosers rekord, da Obrees egen cykelforretning var gået nedenom og hjem. På sin hjemmebyggede cykel 'Old Faithful', der blandt andet var bygget af kugelejer fra en vaskemaskine, havde et styr placeret tættere på sadlen end normalt samt en smallere krank for at mindske vindmodstanden, lykkedes det for den gale brite at slå Mosers rekord. Men så gal var Obree alligvel ikke. Tests har senere vist sig at gøre Obree til lidt af et geni. Den hjemmelavede cykel vandt nemlig flere 100 meter på aerodynamik sammenlignet med en almindelig cykel.

Obrees rekord blev dog slået bare et halvt år senere af 'den brune muskel' Miguel Indurain, men selv ikke den mangedobbelte Tour de France-vinder kunne stille noget op overfor alletiders bedste timerekord, som Chris Boardman satte i 1996. 

Ikonisk billede af Graeme Obree i aktion på sin specielle cykel.
Ikonisk billede af Graeme Obree i aktion på sin specielle cykel. Foto: Ceyrac/morin / Scanpix Danmark

På velodromen i Manchester blæste Boardman afsted og kunne i sidste ende lade sig notere for en distance på 56 kilometer og 375 meter. Men selvom der aldrig er nogen, der har kørt stærkere end Boardman, så har han ikke den officielle timerekord.

i 2014 besluttede UCI sig nemlig for, at den officielle timerekord skulle være foretaget på cykler, der lever op til UCI's egne standarder. Cykelforbundet tillod dog cykler til brug på bane, der giver væsentlig mere aerodynamik, men cykler, som dem Boardman og Obree havde gjort brug af i 90'erne,var ikke længere velkommen, hvis man ville være indehaver af timerekorden. 

Efter den regelændring var det Ondrej Sosenkas forsøg fra 2005, der stod som den officielle timerekord. Distancen på de 49 kilometer og 700 meter skulle dog hurtigt blive forbredret, da en række af professionelle stod klar til at gøre et forsøg på at få den fornemme titel til deres navn.

Den første til det blev tyskeren Jens Voigt. Han havde dog bare rekorden i halvanden måned inden østrigske Matthias Brändle overgik ham.

Tempomaskinerne Rohan Dennis og Alex Dowset nåede ligeledes at have den, inden Sir Bradley Wiggins i 2015 satte rekorden på 54 kilomter 526 meter, der stadig står. I hvert fald til på torsdag, hvor danske Martin Toft Madsen forsøger skrive et nyt dansk kapitel ind i den tykke historiebog.