Fejede selv banen inden rekordforsøg: - Sker der ikke uheld, slår jeg den

16x9
Martin Toft Madsen her ved VM i 2017. Foto: Ntb Scanpix / Scanpix Denmark

Martin Toft Madsen har selv måtte rengøre banen inden sit forsøg på at slå timerekorden, som han har en god fornemmelse af vil lykkes.

Se Martin Toft Madsens timerekordforsøg på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY klokken 18:00.

Torsdag går det løs for Martin Toft Madsen, der jagter cykelkarrierens absolutte højdepunkt 1900 meter over havets overflade i mexicanske Aguascalientes.

Her skal den danske tempospecialist forsøge at slå den famøse og mytiske timerekord, der i alt sin enkelthed går ud på at cykle så langt som muligt på 60 minutter. 

Inden Martin Toft Madsens forsøg i det mellemamerikanske torsdag er det den tidligere Tour de France-vinder Sir Bradley Wiggins, der er rekordholder, da han tilbage i 2015 tilbagelagde 54 kilometer 524 meter. Men den distance er danskeren overbevist om, at han godt kan hamle op med.

- Mavefornemmelsen er god. Vi har gjort alt, hvad vi kunne. Vi har forberedt os så grundigt som mulig, vi kan ikke gøre mere nu. Og hvis ikke der er et eller andet, der går galt, så burde jeg slå rekorden. Der kan selvfølgelig ske mange ting, men jeg er ret fortrøstningsfuld, fortæller Martin Toft Madsen til TV 2 SPORT.

- Jeg er sådan set ligeglad med, hvor meget jeg slår rekorden, bare jeg slår den. Også hvis det bare er med en meter.

Måtte selv feje banen

Og alt er blevet sat ind i jagten på at finde de ekstra meter inden rekordforsøget. Cyklen er justeret til mindste detalje, positionen på cyklen er studeret nøje for at mindske vindmodstanden og sidst men ikke mindst er det helt rigtige sted blevet valgt til forsøget.

Velodromen i Aguascalientes giver nemlig de bedste forudsætninger i verden for at køre hurtigt på cykel. Med et ballonagtigt tag er temperaturen perfekt til tempokørsel og den tynde luft i 1900 meters højde bør også vinde danskeren nogle ekstra meter i forhold til Sir Bradley Wiggins' rekord, der blev sat i London.

Den nøje udvalgte lokation var dog lige ved at give bagslag. Da Martin Toft Madsen sammen med sit team ankom til Mexico i fredags var banen for nyligt blevet renoveret, hvilket betød en masse støv på bræderne, der gjorde danskeren betydeligt langsommere i sine tests. Men så greb han selv kosten og har nu sammen med hjælp fra de lokale.

Next up winter Olymics 2020

Posted by Martin Toft Madsen - One Hour on Monday, July 23, 2018

- Vi har været lidt ramt af det støv, der havde lagt sig på banen. Men der er kommet styr på det hele nu. Det kan være banen lige skal have en tur med støvsugeren en sidste gang fredag inden forsøget, smiler den 33-årige.

Tempokørsel og timerekorder er ikke nyt for Martin Toft Madsen. 

BHS Almeborg-Bornholm rytteren er tre-dobbelt dansk mester i enkeltstart og indehaver af den danske timerekord, som han satte tilbage i januar, da han i Ballerup Super Arena kørte 52 kilometer og 324 meter. Men hovedpersonen er godt selv klar over, at de meritter vil blegne noget, hvis han torsdag aften har sat verdensrekord.

- Det vil da klart være det største i min karriere. Det er der ikke den store tvivl om, fortæller Martin Toft Madsen, der bakkes op af sin træner Frank Jakobsen.

- Det er jo nogle af de største, der har haft den rekord. Og jeg tror på, han kan gøre det. Han har lagt alt i det her. Han arbejder 30 timer om ugen som ingeniør. Det skal man huske, når man skal sammenligne det her forsøg op mod Bradley Wiggins' og Skys. Men han er i balance og har været godt kørende i de tests, vi har lavet. Jeg tror på det, fortæller Frank Jakobsen.

Det er folk som Fausto Coppi, Jacques Anquetil, Francesco Moser, Miguel Indurain og Eddy Merckx, der tidligere har haft timerekorden. Torsdag kan Martin Toft Madsen så skrive sig ind i det fine selskab som den bare anden dansker nogensinde efter Ole Ritter havde timerekorden fra 1968 til 1972.