Det er jo unægteligt den store scene, der er sat frem til fri afbenyttelse

16x9
Jakob Fuglsang på vej op af Tourmalet. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Klumme: Jørgen Leth fortæller om de traditioner og historier, der møder feltet på deres tur gennem Frankrig.

Ja, så skulle man tro, at fyrværkeriet var overstået.

Hvis man på noget tidspunkt efter offentliggørelsen af ruten i oktober har været i tvivl, om den var hård nok, så må man nok erkende, efter en nærlæsning af den, sådan som jeg har forsøgt med disse noter, at den tvivl nu er væk.

Den hellige Maria i grotten ved Lourdes
Den hellige Maria i grotten ved Lourdes Foto: Scanpix

Jeg er nået til at se det her som en temmelig innovativ og meget dristig plan. Som nok skal give al den underholdning, man kan ønske sig.

Men efter den korte etape er vi alligevel slet ikke færdige med Pyrenæerne, som løbet denne gang presser til at give endnu mere.

Vi starter med at få den hellige jomfrus velsignelse i Lourdes, hvor kilden flyder evigt i den kæmpestore underjordiske grotte.

Og hvor hotellerne er fyldt med pilgrimme og stearinlysbærende syge, som søger magisk helbredelse.

Jørgen Leth sætter ord på den franske by Lourdes

Lourdes har altid været en del af Tour de France. Den fromme Gino Bartali, Coppis rival gennem et tiår, vendte tilbage år efter år, også efter han var pensioneret som cykelrytter.

Jeg husker ham med hans lille bil og hans metalliske stemme, da han som gammel pilgrim havde et eller andet at sælge ved kilden.

Gino Bartali på vej op ad en stigning i Pyrenæerne
Gino Bartali på vej op ad en stigning i Pyrenæerne Foto: Stf / Scanpix Denmark

Jeg har mange gange set det store Tour-felt bevæge sig langsomt under eskorte ud af pladsen foran katedralen og flyde ud på vejen videre.

Tour de France ruten i dag er også en slags messe for løbets mest kendte, mest besungne bjerge. Den er ikke hidsig og kort, men tværtimod bred og langsom.

Den bruger tid på at hylde bjerggiganterne.

En god, gennemført tanke er det, at vi for to dage siden fra Pau kunne se bjergkæden i eftermiddagssolens gyldne lys, og så i dag kan få lov til at komme på tættere hold af guldet på sneen oppe i tinderne.

Vi er på den rigtige, klassiske rute. Først 78 kilometer ude, Col d’Aspin, 1490 meter, så som Amen i kirken, Tourmalet, selveste Col du Tourmalet,  2115 meter, og der husker man de store omskiftelser, de store angreb, alt det, der har afgjort løb efter løb.

Vi husker det store angreb af Chiappucci og Indurain i 1991, som styrtede Greg Lemond fra tronen og var porten til et nyt regime. Der så vi historien ske for øjnene af os. Det kunne ikke være tydeligere.

Chiappucci og Indurain slider sig op ad bjergsiden
Chiappucci og Indurain slider sig op ad bjergsiden Foto: Pascal Pavani / Scanpix Danmark

Og vi husker Bjarne Riis, som red sammen med Indurain og Zülle i 1995 og mange andre store aktører.

Så kommer den 40 kilometer lange, seje nedkørsel forbi kurbyen Luz-Saint-Sauveur og helt nede i bunden Argéles-Gazost med golfbaner til de engelske kurgæster, og så op igen, opslidende og hakkende på den vilde bjergkam med Col du Soulor, 1447 meter, og sidst, men ikke mindst Col d’Aubisque med det svimlende dyb og erindringen om Michael Rasmussens stort udførte solotogt den dag, hvor han lidt senere bittert blev smidt ud af løbet.

Det er jo unægteligt den store scene, der er sat frem til fri afbenyttelse.

Og mon ikke der skulle være nogen af feltets bedste, som stadig har lyst til at spille ud og ændre noget.

Årets bjergprogram er så differentieret, at det er virkelig uklart, hvem af feltets mange gode grimpeurs der har kræfter i behold til nu endelig at forsøge det store dristige togt á la Rasmussen.

Eller lad os bare tænke på tidligere klatrere som Federico Bahamontes, Charly Gaul, Lucien van Impe, Lucho Herrera, Virenque. Altså sådan nogle, som på en enkelt dag kunne kaste klassementet på gulvet.

Det vil i al fald jeg gerne opleve.