Eksperter er uenige om Fuglsangs fremtid i Tour de France

Astana-kaptajnens fremtidige rolle som i Tour de France kan være at jagte etapesejre, mener eksperter.

”Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget,” lyder et gammelt ordsprog, og måske er det meget passende for Jakob Fuglsangs Tour de France.

For selvom der i år var bagt op til den helt store Tour for Fuglsang, som både drømte om og sigtede efter en podieplacering, blev det aldrig til et mindeværdigt etapeløb for Astana-kaptajnen.

Danskeren blev nummer 12, og det har sat gang i spekulationerne for danskerens muligheder i fremtiden. Betyder hans skuffende Tour de France, at han skal til at satse på noget andet end klassement? Det kan det meget vel gøre, mener TV 2 SPORTs cykeleksperter Chris Anker Sørensen og Brian Nygaard.

- Nu kan vi spekulere i alle mulige scenarier. Men ligegyldigt hvad der sker, skal han ikke gå efter klassementet i Touren næste år. Nu har han prøvet det nogle gange, og nu synes jeg, at det er tid til at sadle om og se, hvad han ellers kan få ud af det, siger Chris Anker Sørensen.

- Hans bedste resultat i Tour de France kunne blive en etapesejr. Han kunne få en rolle, som Omar Fraile havde i dette løb, hvor man godt er klar over, at han ikke er kaptajn. Han er ikke hjælperytter; han er bedre end det. Hvis han kan vinde en etape, kan det blive hans største stund i Tour de France.

Med andenpladser på etaper i Tour de France i 2013 og 2015 har Fuglsang været tæt på sin ’største stund’. Det ene år kørte han klassement, det andet var han hjælper for Vincenzo Nibali.

Riis tror på Fuglsangs muligheder

Man skal en håndfuld år tilbage i tiden for at finde Jakob Fuglsangs bedste placering i et treugers etapeløb, da han i 2013 blev nummer syv i Tour de France, og måske forbliver det hans karrieres bedste placering i en Grand Tour, såfremt han sadler om og går efter etapesejre. Hvis man spørger Bjarne Riis, er det for tidligt at tale om nye mål for Fuglsang.

- Jeg mener ikke, at Jakob skal stoppe med at køre klassement. De fleste ville give deres højre arm for at få lov til at køre om top-10 i Tour de France. Det skal vi lige huske også. Det er en kæmpe præstation, siger Riis, som mener, at Fuglsang har uforløst potentiale.

- Jeg har en stor liste, hvor jeg tror, han skal ud af forbedre sig. Hans team skal forbedre sig. Jeg tror, Jakob skal træne helt anderledes. Vi har ikke set ham være i stand til at accelerere. Han kan ikke lave temposkift, og det er simpelthen et spørgsmål om træning. Han kører måske for mange kilometer og har fokuseret for meget på det i forhold til hans vægt, som skulle ned. Så har han mistet noget specifik træning, som gør, at man overlever rykkene i cykelløb.

Efter Tourens sidste bjergetape havde en skuffet Jakob Fuglsang også overskud til at analysere sin egen Tour. Her åbnede han også for, at der var plads til forbedringer.

- Vi skulle måske have gjort det på en anden måde som hold. Der er ikke så meget at gøre ved det. Løbet er kørt. Selvfølgelig er jeg skuffet, og selvfølgelig kunne jeg være i bedre humør. Men det er trods alt kun cykelsport, sagde Astana-danskeren, som har kontrakt med Astana til og med næste år.

Fuglsang har mulighed for at få oprejsning til Vuelta a España den 25. august, hvor Astana-chefen Alexander Vinokourov har talt om at udnævne danskeren som delt kaptajn med Miguel Angel Lopez.