To danskere har imponeret eksperter

16x9
Magnus Cort sikrede Danmark den første etapesejr i Tour de France siden 2009. Foto: Christophe Ena / Ritzau Scanpix

Søren Kragh Andersens og Magnus Corts præstationer i Touren har fremkaldt respekt hos TV 2 SPORTs cykeleksperter.

Da Touren gik i gang, var forventningerne til Jakob Fuglsang store. Kunne han gå på podiet, som han sagde? Kunne han vinde en etape?

Svaret på det første spørgsmål fik vi allerede indikationer af i de første bjerge, og svaret på det næste kom, da løbets sidste enkeltstart var overstået. Det blev til to gange nej.

Men selvom Fuglsang har skuffet, har Touren alligevel budt på dansk succes. Magnus Cort vandt den første danske etapesejr siden Nicki Sørensen i 2009, mens Søren Kragh Andersen kontinuerligt leverede flere toppræstationer – blandt andet på den sidste enkeltstart og ved at have den hvide ungdomstrøje.

Det store spørgsmål er så, hvem der har været den bedste dansker i Touren ifølge TV2 SPORTs cykeleksperter. Her er de ikke enige.

Henrik Jul: Søren Kragh Andersen

- Søren Kragh Andersen har været den bedste dansker. Dels på grund af sit hjælpearbejde for Tom Dumoulin, og så den fuldstændig fantastiske enkeltstart, han kørte, hvor han blev nummer fem.

Chris Anker Sørensen: Magnus Cort

- Jeg synes, at Cort, Valgren og Kragh har kørt sindssygt godt og har været imponerende hver for sig. Men jeg giver den til Cort, fordi han har vundet en etape. Det at vinde en etape slår bare så meget, så den må man give til ham.

Bjarne Riiis: Søren Kragh Andersen

- Han har bare vist høj klasse. Specielt hans første uge, hvor han kører i den hvide trøje i syv dage. Han har været en af de bedste for Dumoulin og slutter af med en fremragende enkeltstart. Der er ikke så meget at komme efter. Der er ikke nogen anden dansker, der når ham, selvom Cort har vundet en etape.

Jakob Fuglsang blev bedste dansker i klassementet, hvor han sluttede som nummer 12. 

Hvilken dansker har imponeret dig mest i Touren?

Afstemning