Træt Tour-vinder glemte holdkammerat i tale, men afsluttede med manér

Geraint Thomas havde næsten sværere ved at huske navne på sine holdkammerater, end han havde ved at vinde Tour de France.

Traditionen tro fik vinderen af den gule trøje, Geraint Thomas, stukket en mikrofon i hånden ved ankomsten til Paris.

Det kan være en svær opgave, hvis man ikke har haft ret meget andet end cykelløb i hovedet i de sidste tre uger. Geraint Thomas kom da heller ikke igennem helt uden problemer, men han sluttede alligevel af med manér.

- Min erfaring med taler er ikke så god, så jeg holder det kort. Jeg vil bare gerne sige tak til holdet, der har været fantastisk.

- Luke Rowe, Egan Bernal, Castroviejo… Nu glemmer jeg dem. ’Froomy’.

- Stor respekt til Froome. Det kunne have været akavet, men du er en sand mester. Jeg har altid haft stor respekt for dig. Tak.

- Jeg mangler stadig to… Wout! Wout Poels. Gianni Moscon. Det er seks. Hvem har jeg glemt?

 Og så var det, Tom Dumoulin lige hviskede fra podiets andenplads.

- 'Kwiato'! (Kwiatkowski). Tak for det, kammerat. Jeg er ret træt, og hele teamet har været fantastisk, fortsatte Geraint Thomas.

Geraint Thomas, vinder af Tour de France 2018.

Waliseren, der tidligere har vundet OL i banecykling, fortalte også om sin kærlighed til det løb, han nu har vundet.

- Jeg begyndte at cykle på grund af det her løb. Jeg kan huske, jeg løb hjem for at se Tour de France, og min drøm har altid været at være en del af løbet. Nu står jeg i den gule trøje, og det er helt vildt. En drøm der går i opfyldelse.

Derefter roste Geraint Thomas de øvrige podieryttere, han takkede sin kone for uendelig støtte og sluttede hele seancen af med et ’mic drop’.

- Vive le Tour, sagde Geraint Thomas og smed mikrofonen på gulvet.

Thomas smed mikrofonen på gulvet, da han havde holdt tale i Paris.
Thomas smed mikrofonen på gulvet, da han havde holdt tale i Paris. Foto: TV 2 SPORT

Naturligvis til stor jubel blandt tilskuerne foran podiet.

Kristoff vandt i Paris

Geraint Thomas kørte sammen med feltet til målstregen i Paris. Det betyder, han vinder Tour de France med et minut og 51 sekunder ned til Tom Dumoulin og to minutter og 24 sekunder ned til Chris Froome. 

Vinderen af sidste etape blev norske Alexander Kristoff, der aldrig tidligere har vundet på Champs-Élysées. 

- Det kan ikke beskrives. Det er en syg følelse. Endelig vinder jeg en etape i Tour de France igen - og først og fremmest på Champs-Élysées. Det er den bedste af dem alle, siger Alexander Kristoff til TV2 Norge