Derfor kan Thomas' sejr være den vigtigste for Sky nogensinde

Team Sky og Chris Froome vinder sjældent popularitetskonkurrencer rundt om i verden, men ifølge ekspert kan det blive ændret med Geraint Thomas’ sejr.

Det er ikke det hold, der kvantitativt jubler over flest sejre i løbet af en sæson, men kvalitativt er britiske Team Sky cykelsportens storhold.

Sky har med Sir Bradley Wiggins, Chris Froome og nu Geraint Thomas vundet de seneste seks ud af syv udgaver af verdens største cykelløb, Tour de France.

Chris Froome har været den store sejrherre med fire sejre, men ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard kan netop Thomas’ overraskende sejr være den vigtigste for Team Sky nogensinde.

- Sky har gjort det før, og det er formentlig det hold, der er mest oplagt til at gøre det igen; at vinde verdens største cykelløb. Men alligevel vil jeg vove den påstand, at Thomas’ sejr i dette års Tour kan være den vigtigste overhovedet. I hvert fald for deres image, siger Brian Nygaard.

- Det er for tidligt at sige, at den markerer et skifte på holdet, for jeg er ikke sikker på, at Froomes Tour-ambitioner er brændt ud, men den betyder helt sikkert et kærkomment skifte i forhold til, hvad der trækker overskrifterne og sympatien for sportens største og rigeste hold.

I Frankrig er Team Sky gang på gang blevet mødt af en negativ folkestemning, hvor tilskuere har spyttet, skubbet og kastet diverse våde ting efter Sky-mandskabet og nok især Chris Froome.

Team Sky udover en altdominerende rolle haft en række dårlige sager gennem de senere år, hvor en pose med tvivlsom medicin til Sir Bradley Wiggins, Froomes salbutamol-sag og deraf problemer med Tour-arrangøren, ASO, har trukket overskrifterne.

I behørig afstand af sagerne har Geraint Thomas kørt cykelløb og stille og roligt kørt sig til den position, han nu besidder: Nummer et i Tour de France.

- Der kommer Thomas som sendt fra himlen. Han flytter en enorm mængde image for dem. I udlandet fordi han er en ny vinder med en ny historie. Og derhjemme fordi han i forvejen er en helt og på mange måde væsentlig tættere på mange briters hjerte, end Froome nogensinde har været, siger Nygaard.

- Thomas’ sejr og især forløsningen over, at han kunne holde sit niveau i den tredje uge, har været det drama, der har kunnet løse op for frustrationen over Skys alt for dominerende rolle. Thomas’ mulige svaghedstegn har været noget, der har talt til hans fordel. Det er alt andet lige nemmere at relatere til for mange.

Geraint Thomas har i mange år været én af Froomes vigtigste hjælpere, og han har da også været på Tour-holdet de fire gange, Froome har vundet Touren.

- Han har udvist, hvad mange tolker som en oprigtig loyalitet over for holdet, og hans markant mere personlige optræden i pressen gør ham til en væsentlige mere populær Sky-vinder, siger Nygaard.

- Team Sky vil altid dele vandene, men Thomas´ sejr flytter mange flere stemmer i deres retning, end Froome ville kunne.