Dansker vil bruge EM-enkeltstart på at score ny kontrakt

Rasmus Quaade håber, han kan få tilbudt en professionel kontrakt, hvis han leverer et godt resultat ved EM.

Det er ikke mere end seks dage siden, at Rasmus Quaade forlængede sin kontrakt med kontinentalholdet BHS - Almeborg Bornholm til 2020.

Alligevel håber han på, at en god præstation på onsdagens enkeltstart ved EM kan være med til at give ham en kontrakt hos et nyt hold.

For Quaade drømmer om at komme tilbage og køre hos et hold på højere niveau, som han gjorde i 2015 og 2016. Derfor har han også fået skrevet i sin kontrakt hos BHS - Almeborg Bornholm, at han kan forlade holdet, hvis han får tilbudt en professionel kontrakt.

Hvis det skal ske, mener han, at han skal kunne følge op på sin samlede andenplads i det netop overståede PostNord Danmark Rundt.

- Hvis jeg præsterer godt til EM, kan det være den sidste mulighed for at få et tilbud. For nu har jeg et stort resultat, men de store hold vil gerne se lidt mere. Der er mere fokus ved EM, så det vil betyde, jeg måske kan få det, jeg drømmer om. En kontrakt hos et stort hold, siger han til TV 2 SPORT.

Målsætningen på enkeltstarten er en 10. plads for Rasmus Quaade. Ifølge ham selv er der gode chancer for, det kan lykkes, da han er kommet ud af PostNord Danmark Rundt i god form og nærmest uden ømhed i benene.

- Jeg har fantastisk gode ben. Jeg kan faktisk ikke mærke, jeg har kørt en fem dages etapeløb. Det er en ret god start. Så jeg håber på, at de er lige så gode til enkeltstarten. Jeg føler helt klart, jeg er godt kørende, og derfor tror jeg ikke, det bliver noget problem at køre op til mit bedste, siger han.

Glæder sig som om, det var juleaften

Rasmus Quaade har forinden været ude og prøvekøre den 45,7 kilometer lange rute.

Her var det ikke, hvor meget det gik op og ned, der tog opmærksomheden. Det var nærmere de mange huller i asfalten, som han mener, han skal være på vagt over for.

Det ændrer dog ikke på den fornemmelse, han går ind til enkeltstarten med. 

- Jeg glæder mig virkelig meget. Der er en god stemning. Det er nogle år siden, jeg var med på landsholdet, så det er fantastisk følelse at være tilbage igen. Det føles ligesom juleaften, da man var mindre. Så meget glæder jeg mig, fortæller han.

Udover Rasmus Quaade skal Martin Toft Madsen også deltage i enkeltstarten for Danmark. Det kan ses onsdag på TV 2 SPORT fra klokken 14.