EM-guld giver selvtillidsboost – nu er fokus rettet mod OL

Efter EM-succesen skal Julie Leth og Amalie Dideriksen forsøge at kvalificere sig til OL, hvor de har store forhåbninger.

Konstellationen Julie Leth og Amalie Dideriksen fik en perfekt debut i banecyklingsdisciplinen parløb.

Nul var antallet af omgange, parret havde gennemført sammen i officielle løb, men 120 af slagsen senere kunne de tirsdag kalde sig for europamestre i disciplinen, der også er en del af OL-programmet.

Og selvom OL i Tokyo først er om to år, er det svært for de danske europamestre at skjule målsætningen og ambitionerne om at gøre en god figur her.

- Uanset hvad ser man jo frem til OL, men der er bare så meget arbejde endnu. Der er to år, hvor vi skal arbejde rigtig hårdt. Og alle bliver bedre fra nu af, siger Julie Leth til TV 2 SPORT.

- Det betyder meget, når det nu er en OL-disciplin, hvor vi har fået en rigtig god start. Det giver helt sikkert et selvtillidsboost, at vi vinder, selvom vi laver forholdsvis mange fejl.

De mange fejl, som Julie Leth taler om, var næsten et lige så stort tema som OL, da pigerne i de hvide europamesterskabstrøjer evaluerede løbet og talte om perspektiverne for fremtiden. Undervejs missede det nye par nogle skift, ligesom de også havde små problemer med at aflevere hinanden i tilpas fart.

Vanskelighederne satte dog ikke en stopper for deres jagt på EM-guldet, og netop det faktum er vigtigt at tage med, siger parret.

Nu venter der World Cup-løb, hvor de i deres nye EM-trøjer skal forsøge at samle point ind til OL-kvalifikationen.

- Nu glæder vi os jo endnu mere til at komme i gang med World Cup-sæsonen og komme ud at vise trøjen frem, siger Amalie Dideriksen.

Dideriksen begyndte at tvivle på sig selv

Inden tirsdagens succes havde Dideriksen ellers ikke haft det EM, hun havde håbet på. Senest mandag blev det i omnium-disciplinen til en 10. plads for den ambitiøse dansker, som tydeligvis ikke var tilfreds efter løbet.

Kvindelandsholdet til EM i banecykling 2018

Omnium
Amalie Dideriksen

Pointløb
Amalie Dideriksen

Parløb
Amalie Dideriksen og Julie Leth

3.000 meter individuelt forfølgelsesløb
Trine Schmidt og Julie Leth

Scratch
Trine Schmidt

Udskilningsløb
Trine Schmidt

- Jeg gik ikke for en 10. plads. Sådan er det jo. Jeg må bare træne og blive endnu bedre, sagde Amalie Dideriksen.

17 timer senere vekslede hun den skuffende placering ud med en guldmedalje – og med fornyet tro på egne evner fremover.

- Det er det her, vi træner for, og det, der gør alle de sure dage, det værd. Jeg begyndte da at tvivle lidt på mig selv i de foregående dage, hvor jeg tænkte, at jeg egentlig burde være der, men manglede lige det sidste. Men i dag går det bare op i en højere enhed, siger Amalie Dideriksen.

Det er planen, at Dideriksen og Leth skal fortsætte med at køre sammen op til OL, som er det helt store mål.

Hvad kan det blive til for jer?

- Det kunne blive til guld i dag, så det giver gode forhåbninger. Vi har også Trine Schmidt, så jeg håber, at vi alle tre kan være med til at supplere hinanden rigtig godt og udvikle og presse hinanden til at blive bedre. Vi er alle sammen motiverede for at skabe et superhøjt niveau. Det er sjovt at være med til at vinde, siger Julie Leth.