Polsk hold bejler til Tour-vinderen: - Vi har givet ham et tilbud

CCC-holdet, der har overtaget BMC's World Tour-licens, forsøger at sikre sig Geraint Thomas.

Team Skys Geraint Thomas vandt den 29. juli Tour de France for første gang i karrieren.

Som det ser ud nu, har Tour-kongen imidlertid ingen kontrakt fra den kommende sæson, hvor aftalen med Team Sky udløber.

I kølvandet på sejren i Frankrig udtalte Geraint Thomas til BBC, at han ville lytte til tilbud, og at flere hold var interesserede.

Nu står det klart, at den ene bejler er polsk.

- Vi har givet ham et tilbud, og vi venter på et svar, siger Piotr Wadecki, der er sportsdirektør på polske CCC, ifølge BBC.

CCC overtager fra den kommende sæson det amerikanske hold BMC's World Tour-licens, og Wadecki appellerer til, at han på CCC ikke vil være i tvivl om en stor rolle.

- Han vandt Tour de France, men vil han være nummer et (på Team Sky, red.)? Der kører Chris Froome, og han vil vinde. Hos os vil Geraint allerede i januar vide, at hans mål er Touren, og vi vil helt sikkert fokusere på ham.

Efter Touren var Team Skys chef, Sir Dave Brailsford, dog fortrøstningsfuld i forhold til at beholde Thomas.

- Jeg føler mig ret sikker på, at det her er det bedste hold for Geraint. Det er ikke usædvanligt, at det sætter ryttere i en helt anden situation, når de vinder noget stort. I forhold til kontraktforhandlingerne sætter vi os ned og finder ud af det, sagde Brailsford til BBC.

- Vi er et hold, der vil have ham. Et hold, hvor han har haft stor succes, og hvor han kender staben. Som alle andre er han villig til at lytte til andre muligheder, men jeg tror, vi finder ud af noget.

Geraint Thomas har kørt for Team Sky siden 2010, hvor han altovervejende har fungeret som hjælperytter for den firedobbelte Tour de France-vinder Chris Froome.