Chris Anker Sørensen udfordrede travhest i direkte duel

Der var i den grad fredagsstemning, da Chris Anker Sørensen indtog Fyens Væddesløbsbane og stillede op til en noget speciel duel.

Hest eller jernhest?

Hestekræfter eller ’Oksen fra Hammel’?

Fire ben eller to ben?

Fredagens mest specielle programpunkt på Fyens Væddesløbsbane kan stilles op på flere måder. Cykelrytteren Chris Anker Sørensen skulle nemlig køre om kap med travhesten Armani S i forbindelse med Richard Møller Nielsens Mindeløb.

Det 1000 meter lange løb, som du kan se i videoen herover, endte med en meget tæt afgørelse. Chris Anker Sørensen, der er i gang med sin sidste sæson som professionel, måtte rejse sig fra sadlen og ase for at øge farten frem mod målstregen, da Armani S med Preben Kjærsgård i sulkyen kom uhyre tæt på.

Her ses opløbet mellem Chris Anker Sørensen og Armani S.
Her ses opløbet mellem Chris Anker Sørensen og Armani S. Foto: Claus Lillevang / Fotograf Claus Lillevang

På tv-billederne kan det se ud, som om Armani S vandt løbet med et mulehår – men tag ikke fejl af dommernes vurdering af målfotoet. Chris Anker Sørensen blev udråbt som vinder.

- Det var rimelig hårdt, må jeg sige. Gruset var sindssygt løst, så jeg sank i af og til, og rundt i det sidste sving troede jeg, at hesten ville komme. Jeg tænkte: ”Nu taber jeg”, men det lykkedes at holde den, sagde Chris Anker Sørensen til Mindeløbets egen videoproduktion efter løbet.

Chris Anker Sørensen har et par lidt mere almindelige cykelløb tilbage i karrierens sidste efterår. Fra årsskiftet skal Chris Anker Sørensen have en lidt mere rådgivende rolle på Riwal Ceramicspeed, og derfor er han glad for, at han trods flere afslag nåede at få denne oplevelse med i sin karriere.

- Der var nogle meget insisterende folk fra Riwal, der blev ved med at sige, det var en god idé. Jeg sagde nej fire gange, men den femte gang sagde jeg ja. Det var en rigtig god idé. Det var en fed oplevelse, siger Chris Anker Sørensen, der efter eget udsagn kun har været i nærkontakt med én ’hest’ indtil nu. Det var en pony i Djurs Sommerland.

Her ses Armani S og Chris Anker lige inden starten.
Her ses Armani S og Chris Anker lige inden starten. Foto: Claus Lillevang / Fotograf Claus Lillevang

Chris Anker Sørensen fortsætter også som cykelekspert på TV 2 SPORT.