- Vi underpræsterede, siger landstræner efter EM-lussing

Landsholdet var hårdt ramt af uheld under EM i Glasgow, men ifølge Anders Lund er det ikke en undskyldning for indsatsen.

Det danske landshold stillede til start ved EM med otte ryttere og forhåbninger om en medalje.

Forhåbninger, der ingenlunde blev indfriet. Resultatlisten afslører, at kun to danskere gennemførte med Michael Mørkøvs 18.-plads som bedste placering.

- Helt overordnet var det ikke en god dag. Det var skuffende og absolut ikke, hvad vi havde håbet. Løbet var meget svært, men vi underpræsterede som hold og som nation, indrømmer landstræner Anders Lund overfor TV 2 SPORT.

Han havde sat næsen op efter mere.

- Helt entydigt skulle vi have haft en mand eller to i finalen. Men det siger også noget om, at selvom vi har gode ryttere og de rigtige navne, så skal man bare være fuldstændig på dupperne. Man er kun repræsenteret i finalen med flere ryttere, når niveauet er helt på toppen, og det var det bare ikke.

Udover Mørkøv var holdkammeraten på Quick-Step Kasper Asgreen eneste dansker, der kom igennem EM-løbet. 

Kaptajnerne svigtede

Seks danskere måtte undervejs trække stikket og opgive medaljehåbet. Med til historien hører, at løbet var præget af punkteringer i massevis på de våde veje i Glasgow, men ifølge Anders Lund kan landsholdet ikke undskylde sig med uheld.

- Det handlede også om styrke og ben, og der var flere, der ikke ramte dagen. Vi var hårdt ramt af defekter ligesom mange andre nationer, men det er ikke en undskyldning, lyder det fra landstræneren, der ærgrer sig over, at hans kaptajner ikke ramte dagen.

- Mads Pedersen var helt sikkert ikke, hvor han håbede. Magnus Cort kørte fornuftigt cykelløb, men da han fik sin defekt, havde han ikke super ben, så han havde nok ikke været med i finalen alligevel. Der var i hvert fald ikke ben til at komme tilbage fra defekten. Helt grundlæggende var vi ikke gode nok til at lave et stort resultat på dagen.

Samme erkendelse havde Mads Pedersen gjort sig, efter han var stået af cyklen før tid. 

- Det er ikke godt nok fra min side. Jeg havde sat næsen op efter at køre en finale. Jeg kører for at vinde cykelløb, og jeg kom med en lille tro på, at jeg kunne lave et fint resultat. Så ender det med, at jeg står af halvvejs. Det er sgu lidt en pinlig affære, lød det fra Mads Pedersen.

'Lussing' giver ny læring

Lasse Norman forklarede den danske deroute med, at landsholdet havde undervurderet løbets hårdhed, men det er Anders Lund ikke helt enig i.

- Jeg synes, vi forberedte os, så godt vi kunne, men vi var ikke i stand til at se ruten, fordi den ikke var lukket før løbet. Derfor var det ikke muligt for rytterne at få en fornemmelse af den. Vi aftalte, at vi skulle bruge de første to omgange på at se ruten an. Vi vidste godt, at den ville blive hård, og at det ville blive vådt, så jeg synes, vi havde forberedt os på en hård omgang, men det er selvfølgelig noget andet at komme ud i det, forklarer landstræneren, der efter eget udsagn 'tager vigtig erfaring med' fra EM-løbet.

- Når man får sådan en lussing, lærer man at være ydmyg, og at man virkelig skal have respekt for de her mesterskaber. Derudover kan jeg gøre nogle ting anderledes i forhold til planlægning. Altså, hvordan vi gør i forhold til rejsen, og hvornår vi ankommer. Det kan blive skarpere, og det vil jeg tage med til de næste mesterskaber.

Næste udfordring for det danske landshold er VM i Innsbruck, hvor landevejsløbet bliver kørt den 30. september. Også her stiller otte danskere til start.