Brian Holm: - Mørkøv har lavet én fejl i sin karriere

16x9
Brian Holm er glad for, at Michael Mørkøv er Quickstep-rytter. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Første år på Quickstep Floors har været fyldt med gode oplevelser for Michael Mørkøv, som har været med i mange af holdets sejre.

Michael Mørkøv er kommet tilbage på sporet efter et 2017 præget af uro på Team Katusha. Det tog han konsekvensen af og skiftede til verdens mest vindende cykelhold, Quickstep Floors, og det skifte fortryder hverken han eller det belgiske hold lige foreløbig.

For året rundt har den 33-årige dansker udfyldt sin rolle som én af holdets sidste mænd i leadout-toget, der skal køre enten Fernando Gaviria, Elia Viviani, Fabio Jakobsen eller José Alvaro Hodeg i stilling, til det, der minder om perfektion. I hvert fald hvis man spørger holdets danske sportsdirektør, Brian Holm.

- Mørkøv har lavet én fejl i sin karriere, og det er at skrive kontrakt med Quickstep 10 år for sent. Her skulle han have været for 10 år siden, siger Brian Holm til TV 2 SPORT.

Efter at være blevet fravalgt til Tour de France sidste år, hvor Katusha-mandskabets norske sprinter, Alexander Kristoff, som Mørkøv havde fulgt i tykt og tyndt, ellers var blevet udtaget, besluttede danskeren sig for, at nok var nok. Derfor søgte han nye udfordringer, og det var her, Quickstep meldte sig på banen.

- Mørkøv kom ind lige pludselig, og han har fundet sin plads på holdet, og det gik hurtigt. Viviani og Gaviria (holdets største sprinterstjerner, red.) vil begge gerne arbejde med Mørkøv.

- Et leadout til historiebøgerne

Seneste anerkendelse af danskerens bedrifter kom fredag, da han blev udtaget til Vuelta a España, hvilket bliver hans anden Grand Tour i sit første år på det belgiske hold.

Her er han tiltænkt en nøglerolle for holdets hurtigste mand, Elia Viviani, som han skal køre i stilling til massespurterne.

- Det er et enormt skulderklap, at jeg bliver udtaget til et af de allerstørste løb på kalenderen. Det viser mig en stor tiltro fra holdets side, og jeg er stolt af at skulle repræsentere verdens førende hold i Spanien, siger Michael Mørkøv om udtagelsen til Vueltaen.

Rollen som leadout-mand var også det, Quickstep hentede Mørkøv ind som i første omgang, og her har han ikke skuffet. Tværtimod lader det til, at han har taget holdet med storm. Senest i Polen Rundt på 3. etape, hvor holdets sprinter, José Alvaro Hodeg, endte med at vinde.

- I Polen Rundt lavede han et leadout, som jeg sjældent har set før. Det var et leadout til historiebøgerne, da Hodeg vandt, siger Brian Holm.

Der venter seks halvflade etaper i Vueltaen. Herudover er der flere såkaldte ’mellemetaper’, hvor Mørkøv - hvis han har benene - kan få lov til at køre egen chance.

- Selvfølgelig kan han altid vinde. Han er en fantastisk cykelrytter og har ambitioner. Han er danmarksmester, og trøjen forpligter lidt. Men når det kommer til de flade etaper, handler det om Viviani, siger Brian Holm.

Sidst Mørkøv kørte i den danske mesterskabstrøje i 2013, vandt han en etape, da han tog fusen på sprinterne på 6. etape. Denne bedrift står fortsat som hans største personlige sejr, og den har danskeren naturligvis ikke glemt.

- Snart er der afgang til Spanien og Vueltaen, hvor jeg har smukke minder som dansk mester, skriver han på sin Twitter.

Se sejren nedenfor:

Vueltaen begynder den 25. august og kan ses på TV 2 SPORT.