Lars Bak gennemskuede løgn og vandt Brian Holms respekt

16x9
Lars Bak var i 2011 en af Cavendishs vigtigste hjælperyttere på HTC-Colombia, men midt i lukningen af holdet var han nødt til at tænke på sig selv. Foto: Pascal Rossignol / Scanpix Denmark

I en ny bog ser Lars Bak tilbage på sin lange karriere i cykling. TV 2 SPORT har fået lov til at bringe et kapitel fra bogen.

Den 20. august udkommer Lars Baks biografi 'Hjælperytteren'. Bogen udkommer på forlaget Peoples Press og er lavet i samarbejde med journalist Carsten Ritter.  TV 2 SPORT har fået lov ​til at bringe et kapitel af bogen.

Kapitlet tager udgangspunkt i 2011, hvor Lars Bak kører for cykelholdet HTC Colombia. Han har udviklet sig til en vigtig hjælperytter for sprinteren Mark Cavendish, men holdet er truet af lukning og imens gør danskeren en god figur som en hjælperytter i verdensklasse. Flere hold er interesserede i at få Lars Bak, men forhandlingerne er lange og fulde med bluff. 

Forsiden på Lars Baks nye biografi, der udkommer på forlaget People's Press
Forsiden på Lars Baks nye biografi, der udkommer på forlaget People's Press Foto: People's Press

Kapitel 2 - Det store spil om fremtiden

I sin tid kom min toårige kontrakt med HTC-Highroad i stand, fordi jeg ville prøve noget nyt efter fem år hos Bjarne Riis og CSC. Inden da havde jeg kørt to sæsoner på Team Fakta og en enkelt på det hollandske hold Bankgirolotterij.

Kontraktforhandlinger er i cykelsporten et spørgsmål om at holde hovedet koldt. Bluff er der masser af, og den klogeste og mest koldblodige kan regne med at komme ud som vinder.

Min første kontrakt med Team Fakta var tilbage i efteråret 2002. Peter Sejer Nielsen og hans forældre havde skabt et cykelhold, som havde stigende succes med ryttere som Allan Johansen, Magnus Bäckstedt, Kurt-Asle Arvesen og Marcus Ljungqvist. Og mig, der på det tidspunkt var i be­gyndelsen af tyverne.

Efter to år på det mindre danske hold var der opbrud på vej. Team Fakta havde fundet en tilsyneladende god samarbejdspartner i John Trolle, som havde en fortid som sponsor hos Bjarne Riis. Men Trolle havde alligevel ikke helt penge nok, så han forsøgte at alliere sig med det ita­lienske Alessio-mandskab. Italienerne fik et par danske sponsorer og tog så nogle ryttere ind til gengæld.

Vi begyndte sidst på sæsonen at fornemme, hvor det bar hen. Peter Sejer sagde i pressen, at det så fint ud, og til mig sagde han, at jeg kunne komme med til Alessio, hvis det endte sådan. Men vi ryttere talte jo også sammen, og vi kunne godt høre, at Peter Sejer efterhånden havde fået lovet en hel del ryttere, at de kunne komme med til Alessio, hvis ikke vores hold fik en sponsor.

Min gode ven Allan Johansen havde haft en rigtig god sæson og var lidt mere på mærkerne end mig i forhold til at få kontrakt. Han var blevet kontaktet af Bankgirolotte­rij. En af deres største sponsorer var Batavus, en hollandsk cykelproducent, som gerne ville mere ind på det danske marked. Derfor var de interesserede i danskere.

Allan Johansen ringede pludselig til mig og sagde, at Bankgirolotterij også ville skrive med mig. De ville have en ung dansker. De havde mistet alle deres gode ryttere efter 2003 til Jacques Chocolade, så de skulle bruge en del rytte­re. Det endte med, at Allan og jeg skrev under med dem.

Allan Bo Andresen blev løst fra sin kontrakt med Ales­sio, og vi tog til Holland på en weekendsamling i novem­ber – to gange Allan, Jørgen Bo Pedersen og mig.

Da jeg året efter skiftede til Team CSC, forhandlede Bjar­ne Riis og jeg kontrakten på plads i forbindelse med Post Danmark Rundt i 2004.

Lars Bak kørte i begyndelsen af sin karriere for Bjarne Riis cykel Team CSC.
Lars Bak kørte i begyndelsen af sin karriere for Bjarne Riis cykel Team CSC. Foto: Henning Bagger / Scanpix Danmark

Jeg havde vundet 1. etape i Luxembourg Rundt lidt tidligere på sæsonen, og jeg forsvarede førertrøjen rigtig godt på de næste etaper, selv om Bankgirolotterij havde et dårligt hold med, og jeg kun fik hjælp af Allan Johansen. Kim Andersen var blevet sportsdirektør på CSC, og han vidste selvfølgelig godt fra Team Fakta, at jeg kunne køre på cykel, men nu så Bjarne det også, og han sagde til mig i Luxembourg, at vi lige skulle holde kontakten ved lige.

Senere på sommeren kørte jeg et fint Post Danmark Rundt. På kongeetapen til Vejle blev jeg nummer fem, og det var et godt resultat for mig. Post Danmark Rundt var et velvalgt løb at vise sig frem i over for Bjarne Riis, og efter enkeltstarten blev vi enige om en kontrakt.

Det gjorde mig meget stolt at have fået kontrakt med Bjarne, og jeg kunne også mærke det på omverdenen. Når man havde kontrakt med Bjarne Riis, var man virkelig no­get i andres øjne. Det var, som om andre mente, at jeg først nu rigtigt var blevet professionel.

Da jeg forlod Bjarne efter fem år, var det, fordi jeg føl­te, at der skulle ske noget nyt. Jeg var låst fast og ville nok aldrig komme til at køre Tour de France hos CSC, selv om jeg egentlig var i truppen flere gange. Kim Andersen havde jeg også været sammen med i årene hos Team Fakta, og jeg følte faktisk, at jeg skulle væk fra Bjarne og Kim. Jeg havde brug for at blive set på med andre øjne.

“Lars, vi er sgu da også interesserede"

Jeg tog en snak med min far om, hvem jeg skulle ringe til for at få en snak om min fremtid. Hvem kunne jeg sto­le på? De navne, jeg kunne komme i tanke om, var Lars Michaelsen, Kurt Asle Arvesen og Brian Holm. Min far sagde med det samme, at jeg da skulle ringe til Brian, så det gjorde jeg. Egentlig lige så meget for måske at få nogle telefonnumre til Patrick Lefevre fra Quick-Step og Marc Sergeant fra Lotto.

“Lars, vi er sgu da også interesserede. Du skal da kom­me over til os!” sagde Brian.

Brian Holm sammen med ejeren af HTC-Colombia Bob Stapleton.
Brian Holm sammen med ejeren af HTC-Colombia Bob Stapleton. Foto: Doug Pensinger / Scanpix Denmark

Derfra gik det stærkt, og jeg fik en toårig kontrakt. Jeg var rigtig glad for min tid hos HTC, men det haltede som nævnt med at finde en sponsor, og vi skulle alle lede efter nyt arbejde i løbet af min anden sæson på holdet.

Den første henvendelse om en kontrakt for 2012 får jeg al­lerede under forårsklassikerne i 2011. Det er Carsten Jeppe­sen fra Team Sky, som spørger, hvad min pris er. Jeg slynger bare hurtigt et tal ud uden at tænke så meget over det.

“Nå, lad os holde kontakten ved lige,” siger han.

Kort tid senere kontakter det australske hold GreenEdge mig også. Jeg boede på værelse med Matt Goss under Giro d’Italia, så jeg vidste godt, at han talte med dem. Vi anede jo ikke, om HTC ville køre videre, og han spurgte mig allerede dér, hvilke planer jeg havde for den kommen­de sæson.

Australierne kontakter mig igen knapt tre uger før Tour de France. Julian Dean kommer hen til mig under løbet Ster Elektrotoer i Holland og spørger, om jeg er interes­seret i at køre for GreenEdge. Dean havde talt med Matt White, som var en af sportsdirektørerne, og de kunne godt være interesserede i en rytter som mig. Han giver mig be­sked på at ringe til Matt White. Det gør jeg og taler med både ham og Neil Stephens, som er den øverste chef på holdet. De vil ikke have en klassementskaptajn, men satse på en sprinter og på klassikerne. Ingen navne bliver nævnt, men jeg kan godt regne ud, hvor det bærer hen, og at det er Goss og nogle af de drenge, som skal køre på holdet. Jeg fornemmer, at de vil få et rigtig godt hold med mange heste at spille på.

I det her game er det nogle gange bedre bare at holde sin kæft.

Lars Bak

Man skal ikke sætte sig i et dårligt lys og risikere ikke at komme til Tour de France, fordi man melder noget ud for tidligt. I det her game er det nogle gange bedre bare at holde sin kæft. Penge bliver aldrig nævnt i mine samtaler med GreenEdge. Min far mener, at jeg skal lade dem spille ud. Team Sky-folkene har som de eneste fået et tal af mig, men nu skal jeg bare holde min mund. Det gør jeg så.

Selv om GreenEdge slet ikke er kommet i gang endnu, vil australierne komme ned til Touren, så vi aftaler at tales ved der. Jeg siger til dem, at jeg vil se et tilbud fra dem på en af hviledagene, hvis det skal blive til noget. Vi taler sammen en gang mere, og de meddeler mig, at jeg vil få et tilbud på Tourens anden hviledag.

Tilbuddet fra GreenEdge kommer aldrig. Der er så meget bluff i de forhandlinger. Holdene taler med mange rytte­re – måske tre-fire ryttere til hver plads – så det sker jo indimellem, at de så får en aftale på plads med en, de har højere oppe på deres ønskeliste. GreenEdge skriver til mig under Touren, at de ikke er interesserede alligevel. Det er helt okay med mig. Forinden er der nemlig sket en hel del andre ting.

Forhandlinger under løbet

Jeg kan tydeligt mærke, at min femteplads i Paris-Rou­baix tidligere på året har hævet min markedsværdi betrag­teligt, for den har givet 50 World Tour-point. Jeg ligger derfor omkring nummer 50 på verdensranglisten, så på den måde er jeg også pludselig blevet attraktiv.

Mange tror, at vi holder hemmelige møder med holde­ne og sportsdirektørerne på Tourens hviledage. Det er der også nogle, der gør, men der er også tit snak under cykelløbene. I Ster Elektrotoer får jeg ikke alene en forespørgsel fra GreenEdge, men også fra belgiske Quick-Step. På en af etaperne er jeg på vej ned gennem karavanen for at hente flasker, da deres sportsdirektør, Rick van Slijcke, ruller vin­duet ned og spørger, hvad jeg skal næste år.

“Det ved jeg ikke endnu,” siger jeg.

“Vi er rimeligt interesserede. Jeg kan jo se, at I ikke har en sponsor endnu. Hvad med ham den anden dansker? Rasmussen.”

Jeg siger til ham, at jeg heller ikke ved, hvilke planer Alex har for sin fremtid.

“O.k., jamen vi kunne godt bruge jer begge to.”

Han spørger, hvad jeg skal have i løn. Jeg vil ikke slynge tal ud, mens jeg sidder på cyklen, så han kan få mit tele­fonnummer. Jeg fortsætter ned og henter flasker, og da jeg passerer hans bil igen på vej op til feltet, har han fundet papir og kuglepen frem og får mit telefonnummer. Han foreslår også, at jeg selv kontakter Patrick Lefevre, men det gør jeg ikke så meget ved, for ugen efter er der DM. Det er på den tid, hvor man bliver udtaget til Touren, så jeg har andet at tænke på.

Ville ikke tilbage til Riis

Ugen efter DM i Nyborg begynder Tour de France. På en etape kører Bjarne Riis op på siden af mig og ruller vinduet ned.

“Hvad så, Bak, er du fri til næste år?”

“Ja, det er jeg. Jeg har ikke noget endnu, så jeg er inte­resseret i alt,” siger jeg til ham.

Jeg er egentlig ikke specielt interesseret i at komme tilba­ge til Bjarne. Hos ham handler alt om Contador, og så kan jeg risikere at blive fanget i det gamle mønster. Min tid på holdet havde været fin nok, men jeg synes, at jeg er begyndt på et nyt kapitel i min karriere. Jeg har udviklet mig til at være en dygtig hjælperytter for sprinterne og kører også min chance i klassikerne. Hvis Bjarne er interesseret i mig, kan han jo give mig et tilbud, og så må vi tage den derfra.

Det går som nævnt rigtig godt for mig i Tour de France som hjælper for Cavendish, og jeg er en af de ryttere, som er mest synlig i front af feltet. En rolle, jeg også har haft i både Giro d’Italia og Vuelta a España, så den er jeg efter­hånden vant til. Touren er bare større, så der bliver lagt mere mærke til det her. Det er i Tour de France, at alle ryttere er 100 procent skarpe, og sportsdirektørerne kan se, at jeg også kan arbejde hårdt under de forhold. Det gi­ver endnu mere interesse for mig, og en uge inde i Touren kommer Ivan Basso pludselig og spørger om mine pla­ner for næste sæson. Det havde jeg ikke lige regnet med, men ifølge Basso er Liquigas også interesseret i mig. Jeg er selvfølgelig beæret over, at Ivan Basso spørger mig. Men Liquigas? Italienske hold har ikke umiddelbart min store interesse. I min situation gælder det selvfølgelig om at hol­de alle døre åbne, så jeg siger til ham, at jeg gerne lytter til, hvad de har at byde på.

Allerede dagen efter hører jeg fra endnu et italiensk hold, da Danilo Hondo fra Lampre spørger mig om præ­cis det samme. Det er efterhånden tydeligt for enhver, at sponsorsituationen ser tynd ud hos HTC. Hondo spørger, om jeg har en manager, de skal kontakte. Igen tænker jeg, at Lampre ligesom Liquigas måske ikke lige er det mest op­lagte for mig.

Greipel og Sieberg på jagt efter Bak

Sådan fortsætter det under Touren. Faktisk går det stærkt. En dag er det André Greipel og Marcel Sieberg fra belgiske Lotto, som henvender sig under en etape. Greipel kender jeg fra mit første år hos HTC. De får samme svar som alle andre. Jeg får med det samme en fornemmelse af, at de er sendt i byen oppefra, for mens vi sidder der i feltet og taler sammen, trykker Marcel Sieberg sig ind på Lottos samtaleanlæg og giver mit telefonnummer videre til sportsdirektørerne.

Der er styr på tingene hos Lotto. Da jeg kommer i mål, har jeg allerede fået en sms fra den øverste sportsdirektør, Marc Sergeant.

“Hej, Lars, jeg har fået dit nummer af Marcel Sieberg, og du skal vide, at vi er interesserede i at skrive kontrakt med dig.”

Det lyder mere seriøst og professionelt.

Lars Bak sammen med Andre Greipel. Tyskeren var en af personerne, der fik ham overtalt til at tage til Lotto.
Lars Bak sammen med Andre Greipel. Tyskeren var en af personerne, der fik ham overtalt til at tage til Lotto. Foto: David Stockman / Scanpix Denmark

Jeg har det bedst med at koncentrere mig om at køre cykelløb, så jeg sender det hele videre til min far og beder dem tage den med ham. Det gør Lotto. Selvfølgelig taler jeg også selv med Marc Sergeant om holdets visioner og dets planer med mig, men det økonomiske klarer min far.

Sergeant fortæller mig, at de vil bruge mig til at erstat­te tyskeren Sebastian Lang, som stopper karrieren efter sæsonen. Han er en rytter, som kan køre alle tre Grand Tours i en sæson. En rigtig arbejdshest. Desuden mister Lotto sponsoren Omega Pharma. Holdet er i det hele taget splittet, så det har også brug for ryttere med ranglistepoint.

Hvad jeg på det tidspunkt ikke ved, er, at Lottos klasse­mentskaptajn, Jürgen Van den Broeck, ligger på et hospital et sted i Belgien og ser Tour de France på tv.

Han var in­volveret i et voldsomt styrt og er udgået af løbet. Bittert, fordi han var i superform og en af outsiderne til en podie­placering. Han ligger nu der i hospitalssengen og tænker allerede på næste års Tour. Næsten hver gang Jürgen kigger på skærmen, ligger enten Danny Pate eller jeg og trækker i front af feltet og passer interesserne for HTC. Derfor rin­ger VDB, som de kalder Jürgen Van den Broeck i Belgien, til Marc Sergeant for at får ham til at kontakte mig.

Når både sprinteren og klassementskaptajnen uafhæn­gigt af hinanden opfordrer deres sportsdirektør til at tage fat i den samme rytter, ser Sergeant selvfølgelig ingen grund til at tøve. Med mig på holdet er han sikker på at undgå bøvl om, hvem Greipel og Van den Broeck hver især vil have med til Tour de France i fremtiden. Mig kan de enes om.

Jeg fornemmer, at Lotto ser mig som en rytter, de kan bruge alle steder. Med lidt held kan jeg køre med om sejre­ne i forårsklassikerne, som jeg gjorde i Paris-Roubaix tid­ligere på året, køre for Jürgen Van den Broeck i Touren og være fjerde-femte mand i leadouten for Greipel i spurterne – Greipel kender mig og ved, at han kan regne med mig. Og endelig kan jeg køre 90-100 cykelløb om året og måske hive en pind hjem her og der i nogle etapeløb.

Samtidig er jeg imponeret over de mails, der kommer fra Marc Sergeant undervejs i forløbet – der er ingen tøven fra holdets side. Min far er ofte i Kina på forretningsrejse, men der er ingen problemer i, at der indimellem går en uge fra vores side, før vi vender tilbage til Sergeant.

Sideløbende med dialogen med Lotto er der stadig noget i gære fra andre sider. Nicki Sørensen begynder at tale med mig om fremtiden i Tourens sidste halvdel.

Han vil gerne have mig tilbage til Saxo Bank. Og Quick-Step skal bruge både ryttere og point, så de er interesserede i en pakke med Mark Cavendish, Bernhard Eisel, Peter Velits, Martin Velits, Danny Pate og mig. Der kommer så man­ge navne på bordet, at jeg ikke kan huske, hvem der ellers er nævnt i den pakke. Det er lidt underligt med så mange ryttere.

Farvel til Cavendish

Jeg har som nævnt et rigtig godt forhold til Mark Ca­vendish, og vi har flere gange talt om, at vi gerne vil fort­sætte sammen. Jeg har også haft kontakt med Sky, siden Carsten Jeppesen henvendte sig under Giroen i maj, og der går rygter om, at Mark har skrevet under med Sky.

Lov mig én ting, Lars. Sky skal ikke fucke med dig. Du skal gøre det, som er bedst for dig selv.

Mark Cavendish

En dag under Touren kommer Brian Holm ind på Marks værelse og spørger, om det passer, at han havde skrevet un­der med briterne. Mark tør godt se Brian i øjnene og sige, at han ikke har skrevet under på noget. Brian er en udspe­kuleret rad, så han går ud i pressen dagen efter og siger, at Cavendish stadig kan havne på et andet hold end Sky, for der er slet ingen aftale med dem endnu. Vores hold er jo ikke lukket endnu, understreger han. HTC leder stadig efter en sponsor, og det, at vi muligvis bliver på holdet, er selvfølgelig interessant i forhold til at finde en ny sponsor. Brian gør alt for at give modspil til Sky, hvilket muligvis er medvirkende til, at Mark i sidste ende henter endnu flere penge hos Sky.

Carsten Jeppesen arbejder for Team Sky. Han forsøgte at få Lars Bak med på holdet sammen med Mark Cavendish.
Carsten Jeppesen arbejder for Team Sky. Han forsøgte at få Lars Bak med på holdet sammen med Mark Cavendish. Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Da min mulighed for en kontakt hos Lotto opstår, og det hele virker lovende, tager jeg også fat i Mark en dag på hans værelse.

“Hør her,” siger jeg, “jeg vil virkelig gerne fortsætte med at køre sammen med dig. Jeg vil ikke have, at du skal gøre noget for mig, men jeg skal vide noget inden for tre-fire dage, for jeg har også en deadline over for andre hold.”

Der havde været en del snak om, at Mark tilbød at be­tale hjælperytteres løn for at være sikker på at få dem med, men det vil jeg ikke ud i, for det giver et dumt afhængighedsforhold. Marks svar er kort:

“Lov mig én ting, Lars. Sky skal ikke fucke med dig. Du skal gøre det, som er bedst for dig selv. Tænk på din familie, din fremtid og din løn. Sky kører noget vente-spil, og de trækker det hele tiden ud.”

Jeg fortæller også Carsten Jeppesen, hvordan min situation er, og jeg beder ham om at sige sandheden.

“Vil I have mig eller ej?”

“Lars, vi har kendt hinanden længe, og jeg vil være ærlig over for dig. Du skal tage de penge, du har fået tilbudt hos Lotto. Jeg kan ikke stå inde for noget lige nu. Jeg skal bruge et par uger mere.”

Jeg kan godt regne ud, at de også taler med Mark Renshaw, og de kan ikke skrive med mig, så længe han stadig er en mulighed, for han står foran mig i køen. Jeg er ikke blind for, at Sky som et engelsk hold skal have briter. Jeg er ikke i tvivl om, at Mark vil tale rigtig godt for mig, men det er deres chef, Dave Brailsford, som bestemmer, så jeg vil formentlig få rigtig svært ved at komme på Tour-holdet. Hvis Wiggins skal vinde Touren, er det nok en af Marks folk, som vil blive ofret, og det kan meget vel blive mig.

Jeg beslutter mig for at gå videre med Lotto. Mark under­streger, at han ikke har ‘bad feelings’ i forhold til det.

“Lars, du skal vide, at du altid kan ringe til mig, og kan vi komme til at arbejde sammen igen ude i fremtiden, vil jeg elske det.”

Hjælp fra Brian Nygaard

Jeg venter lidt med at sige ja til Lotto, for jeg har beslut­tet at vente på nyt fra Rolf Aldag, som stadig ikke har opgi­vet at føre HTC videre. Bob Stapleton, holdets ejer, støder til holdet i den sidste del af Touren. På den anden hviledag lægger han op til, at de stadig har et hold. Måske endda med Cavendish. De arbejder hårdt, og han beder os vente en uge mere med at lave aftaler med andre hold.

Det er selvfølgelig derfor, Rolf Aldag bliver pissesur over, at andre hold spreder rygter om, at de har skrevet kontrakt med Mark Cavendish, Tony Martin, eller hvem ved jeg. Det ødelægger HTC’s chancer, for sponsorerne vil jo gerne have de gode navne.

Jeg fortæller HTC, at jeg har en deadline; en deadline, der tilfældigvis passer med den dato, jeg har fortalt Lotto, at min far er hjemme fra Kina.

De to italienske hold, Liquigas og Lampre, hører jeg aldrig mere fra. Det er sådan en henvendelse, jeg nok selv skulle have fulgt op på, hvis jeg var interesseret.

Fränk Schleck kommer til gengæld og spørger mig en dag under Touren, og selv om han siger, at de helt sikkert kan bruge mig, svarer jeg ham, at Leopard Trek vist er for godt et hold til mig – jeg vil aldrig kunne komme på deres Tour-hold. I bagklogskabens lys er jeg glad for, at jeg ikke gjorde mere ved den henvendelse. De når ellers at spørge mig et par gange mere. På Alpe d’Huez spørger Leopard Treks danske direktør, Brian Nygaard, om jeg har styr på næste sæson, eller om jeg skal have hjælp. Han vil gerne give mig et tilbud, og så kan jeg bruge det til at forhandle min pris op.

Det taler jeg med min far om i telefonen samme aften. Jeg har altid godt kunnet lide Brian Nygaard og har arbej­det godt sammen med ham. Han er en ualmindelig for­nuftig fyr, som det er klogt at lytte til. Min far synes derfor, at jeg skal få Brians bud på, hvad jeg er værd. Dagen efter, da vi er på vej mod Paris efter enkeltstarten på næstsidste etape, ringer jeg til ham for at høre, hvad han mener, at min pris er. Han vil give sådan og sådan, siger han. Jeg sy­nes egentlig, at det er en flot pris, og det svarer til, hvad jeg mener, at jeg er værd.

Vi har talt om det, Lars, og vi vil faktisk gerne give dig mere endnu.

Kim Andersen

Brian ridser ret godt op, hvad det handler om for mig. Jeg skal ikke sælge mig selv på at være den, som vinder cy­kelløb, men på at være den, der sørger for, at kaptajnen kan vinde. Jeg skal gøre mig uundværlig som den gode, uop­slidelige hjælperytter, der sørger for, at holdet får sejre og dermed World Tour-point. Det er sådan, jeg har kørt hele året, og sådan jeg også selv har set virker bedst for mig.

Brian Nygaard kan desuden se det med managerens øjne og fortæller mig, at jeg skal stå ved en aftale og ikke kæmpe for 20.000 eller 30.000 euro, fordi et andet hold vil give mig mere. Det er ofte de dér sidste penge, som kan gøre forskellen på, om det bliver et godt eller dårligt år rent sportsligt.

Jeg tror egentlig, at jeg derefter har hørt det sidste fra Leopard Trek, men da jeg kører æresrunde på Champs Élysées med HTC, kommer Kim Andersen også og spør­ger til mine planer for næste sæson. Han fisker efter, hvad jeg skal have i løn, og jeg svarer, at Brian Nygaard jo allere­de har sat en pris på mig.

“Vi har talt om det, Lars, og vi vil faktisk gerne give dig mere endnu.”

Jamen dog. Det lyder fint, men jeg er ikke rigtig tændt på det. Jeg ved, at jeg tidligere har fungeret fint med Fabian Cancellara og alle de andre, men jeg er kommet ind på et andet spor, hvor jeg kører for en sprinter, så det giver ikke rigtig mening at skrive kontrakt med Leopard Trek. Jeg har haft succes med Cavendish, og faktisk også med Greipel i de løb, vi nåede at køre sammen året før. Samtidig har jeg stadig en drøm om at kunne køre Paris-Roubaix og de an­dre brostensklassikere. Det kan da godt være, at jeg aldrig kommer til at køre et så godt Paris-Roubaix igen, som jeg gjorde i 2011, men jeg vil gerne prøve, og jeg ved, at jeg på Lotto kan få lov at køre min egen chance. Hos Leopard Trek vil jeg blive 100 procent hjælperytter i klassikerne, i Grand Tours, ja, i alle løb.

Leopard Trek vil betale mange penge, men det vil Lotto også. Jeg har lyst til at prøve et belgisk hold, og jeg kan virkelig mærke, at de er meget interesserede. Det er også på det her tidspunkt, at jeg får kendskab til, at også Jürgen Van den Broeck vil have mig på holdet. Beslutningen synes at være taget efterhånden.

Når man hopper af cyklen i Paris, bliver det hele næsten endnu mere hektisk og stressende end undervejs i løbet. Nu handler det om familie og venner, der er på besøg. Man skal køre æresrunder, hurtigt tilbage til hotellet nær Triumfbuen for et hurtigt bad og omklædning og videre til fest med hold og sponsorer.

Men jeg er åbenbart slet ikke færdig med kontraktsnak­ken. Bob Stapleton har ikke opgivet håbet endnu:

“Bare rolig. Vi finder ud af noget.”

Og da jeg ankommer til hotellet, er der sort af menne­sker i lobbyen. Af alle mennesker møder jeg selvfølgelig Patrick Lefevre fra Quick-Step.

“Vi vil gerne have dig, Mark og alle de andre. Vi har pengene. Ring til mig en af de nærmeste dage, Lars.”

Vi taler sammen i telefonen et par dage senere. Jeg næv­ner et beløb. Han nævner et andet beløb. Jeg gentager mit beløb. Han er på vej på ferie i Sydfrankrig og siger, at han vil sende mig en kontrakt inden for halvandet døgn. Jeg giver ham min fars nummer.

Hvem lyver?

Der er nogle ting, jeg ikke kan få til at stemme. Bob Stapleton arbejder stadig på at køre HTC videre. Rygtet si­ger, at den tjekkiske pengemand Zdenek Bakala, som øko­nomisk står bag Quick-Step, er på vej til HTC, og at det er ham, som gør, at Stapleton og Aldag stadig forsøger at få vores hold til at køre videre. Det er selvfølgelig derfor, at Bob gerne vil have os på kontrakt, for så kan han sige til sponsoren, at han har Mark, Eisel, Velits, mig og så videre. Men jeg har også hørt fra min værelseskammerat, Peter Velits, at han så godt som har skrevet under med Quick­Step, så der kan jo ikke være den store tvivl om, at de stadig har økonomisk rygdækning.

Det siger jeg til Brian Holm, da han ringer til mig to dage efter Tour de France.

“Bob eller Lefevre … en af dem lyver.”

Det betyder selvfølgelig, at Rolf Aldag ringer til mig samme dag. Han har nærmest ingen stemme tilbage, for han har talt i telefon uafbrudt med ryttere, mekanikere, soigneurs og så videre.

“Der er en sponsor, vi har det på hånden.” Tal smider han også på bordet. Vi kan give dig sådan og sådan, bud­gettet er sådan og sådan. Hvor meget vil du have? Vi skal have et overblik.

Fandeme, Bak! Respekt! Hvordan kunne du regne den ud?

Brian Holm

Lefevre hører jeg stadig ikke fra. Han har lovet mig en kontrakt i løbet af halvandet døgn. De er gået, og der går også to. Jeg ringer til ham, skriver til ham på sms, men intet svar.

Med alle de tanker i hovedet ringer jeg til Aldag og si­ger, at jeg har bestemt mig.

“Det tilbud, du kan give mig, er lidt under det, jeg kan få et andet sted, og jeg har en underlig følelse med det. Du må kalde mig, hvad du vil, men det lyder mærkeligt, at I bliver ved med at sige, at vi skal vente.”

Bagefter ringer jeg til Brian Holm. Han bliver sur, og vi bliver faktisk uvenner, da jeg siger, at jeg ikke vil vente læn­gere på HTC, men i stedet vælger at skrive kontrakt med Lotto. Brian har altid været loyal over for HTC.

“Stoler du ikke på Rolf? Stoler du ikke på Zabel?” spør­ger han. Han er selv i venteposition og har sagt nej til an­dre tilbud. “Hvis I alle sammen springer fra, så har vi ikke noget hold.”

Jeg forsvarer mig med, at Aldag jo havde sagt, at de hav­de en sponsor, men alligevel sendte de mig ikke en kon­trakt.

Dagen efter kommer det frem i en pressemeddelelse, at HTC lukker.

“Fandeme, Bak! Respekt! Hvordan kunne du regne den ud?” spørger Brian Holm, da han ringer og roser mig for at have taget det rigtige valg.

Jeg kan ikke forklare, hvad der sagde mig, at noget var forkert. Det var bare en fornemmelse. Senere ser jeg i pres­sen, at Patrick Lefevre siger, at jeg ikke havde haft tid til at vente. Det må han selv om. Jeg kan bare sige, at manden ikke holdt sit ord. Omvendt gjorde Lotto tingene korrekt hele tiden.

Jeg ringer til Cavendish og fortæller ham om mit valg. Han forstår mig udmærket. Jeg skulle ikke have det dårligt over for ham, og han understreger, at han vil elske at arbejde sammen med mig en anden gang.

Der er virkelig mange interesserede, og det er smigren­de, men når alt kommer til alt, handler det om ‘Show me the money!’ Og her var Lotto-folkene målrettede og klare i spyttet.

Riis forsøgte til det sidste

Et par uger efter Touren hører jeg igen fra Saxo Bank. Di­rektør Trey Greenwood sms’er mig under Eneco Tour i Holland: ”Jeg ved, at du har mange tilbud, men vi er meget inte­resserede. Hvor langt er du?”

Jeg tror, at det er noget, Nicki Sørensen har sat i gang, for han havde forsøgt at præparere mig i den sidste uge af Touren. Jeg svarer, at jeg ganske vist ikke har skrevet under, men at jeg har en aftale på plads.

”I er to uger for sent på den.”

Jeg er sikker på, at Bjarne aldrig ville have tilbudt mig de penge, jeg kunne få på andre hold. For år tilbage stod der altid 50 ryttere og ville køre på Bjarnes hold, og han var vant til, at folk ville gå ned i løn for at køre for ham. Hos ham var der altid styr på tingene. For eksempel fik vi altid vores enkeltstartscykler i januar måned, hvor du hos andre hold måske først fik den i ugen op til, du skulle bruge den første gang. Sådan var det ikke længere. Det, som for nogle år siden havde været specielt ved Bjarnes hold, det fik man nu væsentligt bedre hos Sky, BMC og andre.

Set i bakspejlet havde mit lille udbruds-stunt på Champs Élysées ikke været helt dumt. Jeg fik vist, at jeg, selv om jeg havde slidt så meget, stadig havde kræfter til at ligge derude. Det var også vigtigt, at jeg satte en deadline for min kontrakt. Jeg kunne jo have været kaput efter Touren, og man er aldrig bedre end sit sidste løb. Går det skidt, så ryger selvtilliden, og du skal aldrig forhandle kontrakt, når du mangler selvtillid, for så kan de let tale dig ned.

Tour de France er verdens hårdeste cykelløb og et yderst kompliceret og udmattende spil. Især når man også skal forhandle kontrakt. Den første uge efter Touren talte jeg i telefon flere timer om dagen. Elisabeth var ved at gå amok over det.

Jeg taler med Mark Cavendish et halvt år senere ved etape­løbene i Qatar og Oman i januar. Da siger han, at han al­lerede savner mig. Men business er business, og havde jeg ventet en uge eller to mere, var min pris måske faldet. Og måske var jeg blevet fucket med. Jeg smedede, mens jernet var varmt, og ville have en underskrevet kontrakt, inden jeg skulle køre mit næste cykelløb otte dage efter Touren. Det var min deadline.