- Vi kan ikke nøjes med en eller to etapesejre

16x9
Michael Mørkøv har arbejdet hårdt i Quick-Step-trøjen og ser nu frem til at køre Vueltaen. Foto: Fabrice Coffrini / Ritzau Scanpix

KLUMME:

Selv om jeg på lørdag tager hul på niende Grand Tour, så er det alligevel en ny oplevelse, der venter på mig. For første gang i min karriere skal jeg nemlig køre to Grand Tours på én sæson, og som altid er der pres på os. Quickstep-Floors er jo det mest vindende hold på kalenderen, og den plads forpligter. Så vi skal ud at vinde sejre - så enkelt er det.

Det vigtigste for mig er faktisk ikke, at jeg vinder en etape i løbet af de tre ugers cykelløb i Spanien. Det kan måske lyde mærkeligt for nogen, men det er meget vigtigere for mig, at jeg får placeret Elia Viviani rigtigt i spurterne, end at jeg selv rammer et udbrud og kører en sejr eller et godt resultat hjem.

Inderst inde brænder håbet om personlig succes selvfølgelig

Michael Mørkøv

Misforstå mig ikke, for jeg er enormt stolt over min sejr ved DM for snart to måneder siden, og det er vigtigt som cykelrytter, at køre først over stregen ind i mellem, men når jeg stiller til start i et cykelløb for Quickstep-Floors, og vi har en sprinter med, så er mit arbejde at levere ham til en etapesejr. Det er det, jeg er købt ind til at levere, det er det jeg føler mig bedst til, og det, som jeg skal skrive mine fremtidige kontrakter på, mere end et “lucky punch”. Men inderst inde brænder håbet om personlig succes selvfølgelig, og byder chancen sig under Vueltaen, vil jeg gribe den med næb og klør.

I det hele taget fungerer mit samarbejde med Elia Viviani rigtig godt. Han er gennemført professionel og forberedt til fingerspidserne, hvilket er en stor fornøjelse for mig at arbejde med. Da det jo er nogle af de samme - måske lidt gammeldags - dyder, jeg selv sætter højt. Vores forhold er godt nok ikke så personligt og venskabeligt som for eksempel mit forhold var til Alexander Kristoff, men vi fungerer som et fint professionelt makkerskab.

Vi trives sammen, og vi arbejder godt sammen, og vi forstår hinanden rigtigt godt. Jeg ved også, at han har stor respekt for mig, og for det arbejde jeg laver for ham, men som udgangspunkt er det ikke meningen, at vi skal på ferie sammen. Jeg tror såmænd godt, at vi kunne have det godt sammen også uden for landevejene på, men det er bare ikke sådan et forhold vi har til hinanden. Ikke lige nu i al fald.

Når vi kører cykelløb, er det min opgave at sørge for, at lead-out til Viviani bliver strikket rigtigt sammen. At vi får skåret kagen, som den skal skæres. Og det kan mange gange være ret hektisk. Derfor ser man også tit, at jeg faktisk sidder i den absolutte finale, hvor der måske mangler 1200 meter, og bruger lige så meget tid på at kigge rundt og tale i radioen, som jeg gør på at sætte et højt tempo. Det er helt bevidst. Det kræver nemlig et stort overblik at køre en god spurt, og en af de største fejl, man kan lave, er at gå i panik og starte spurten for tidligt. Jeg tænker, at det er noget dyrisk, der er gemt i os cykelryttere; de færreste kan simpelthen dy sig og holde hovedet koldt, når målstregen kan ses.

Præcis derfor er det vigtigt at kunne læse sine konkurrenter og være fleksibel med sin egen spurt. Derfor er jeg tit meget på radioen for at sørge for, at vi rammer svingene rigtigt og timer vores fart og folk rigtigt. Jeg bruger mit overblik og min erfaring i de situationer, og lader mig ikke stresse så nemt. Jeg tror, at det er en af mine forcer som cykelrytter, specielt i disse hektiske finaler.

Præcist hvor mange etaper vi så kommer til at vinde i Vueltaen, ved jeg ikke endnu. De her linjer bliver skrevet, mens jeg sidder i flyveren på vej mod Malaga, hvor Vueltaen jo starter i år. Men når jeg kommer til Spanien, sætter vi os ned og kigger på årets etaper. Det er jo altid svært at sige, hvor mange etaper, der ender med en massespurt, og Vueltaen er jo også lidt anderledes end Touren.

Der er to etaper, hvor det helt sikkert bliver en spurt, og så er der en del etaper, hvor det måske bliver en spurt til sidst. En del etaper hvor det ender fladt, men hvor der er nogle stigninger undervejs, som måske kan betyde, at sprinterne ikke kan sidde med i finalen. Men det afhænger jo som altid af, hvordan etaperne bliver kørt og den slags ting. Men jeg ved, at vi skal have noget med hjem fra Spanien. Og en enkelt sejr er ikke nok på det her hold.

Jeg har tidligere kørt på både Tinkoff og Katusha, hvor vi har gennemført Grand Tours uden sejre undervejs, og der ville en enkelt sejr da helt klart have lunet, men sådan er det ikke på Quickstep-Floors. Vi er det mest vindende hold på kalenderen og også det hold, der fører UCI’s rangliste. Derfor er vores chefer ikke tilfredse før der er et par sejre på bordet. Mindst.

Og så er vi tilbage ved det med mine egne vinderchancer, for selv om det jo ikke er mit lod at være ham, der sikrer holdet masser af sejre, så kan jeg ikke helt lade være med at tænke på sidst jeg kørte Vueltaen i den danske mesterskabstrøje. Det var i 2013, hvor jeg endte med at vinde en etape. Selvfølgelig har jeg en lille drøm om at gentage den bedrift, og jeg kører da også på et hold, hvor vi ikke er begrænsede som ryttere, men tværtimod bliver opfordret til at søge lykken og tage chancer undervejs. 

Så selvfølgelig er det den drøm for mig at vinde igen i dannebrogstrikoten, men når det kommer til stykket, så handler det om at køre et godt lead-out. Det er det, jeg føler mig bedst til, og det er det, som jeg finder størst motivation i at gøre til perfektion.