Podcast: Riwal-oprykning, danske talenter og Vuelta-status

16x9
Simon Yates i den røde trøje efter 9. etape af Vueltaen. Foto: Jorge Guerrero / Ritzau Scanpix

I den seneste udgave af TV 2 SPORTs cykelpodcast går vi tæt på Vueltaen, cykelsportens unge talenter og en Riwals oprykning.

Simon Yates kørte sig søndag i endnu en førertrøje i en Grand Tour. Med bare et sekund fører Mitchelton-Scott-rytteren nu Vueltaen, men kan han også vinde den?

Og hvem er i det hele taget favoritterne i det spanske løb, nu hvor Nibali og Porte ikke har formen, og hvor Froome, Dumoulin og Thomas ikke stiller til start?

De spørgsmål forsøger cykelrytter, holdejer og cykelekspert Chris Anker Sørensen at besvare sammen med U23-landsholdsrytteren Magnus Bak Klaris.

Magnus Bak Klaris er lige vendt hjem fra ungdommens Tour de France, Tour de l'Avenir, og sammen med Chris Anker Sørensen vil de to også forsøge at give dig et indblik i, hvem der kan blive morgendagens stjerner.

Chris Anker Sørensen giver dig også seneste nyt omkring Riwals oprykning fra kontinental til prokontinental.

Vært er Christoffer Bagge.

Podcasten kan findes via iTunes og SoundCloud ved at søge på TV 2 CYKLING. Du kan også finde den lige her.