Dansk VM-trup udtaget med stor overraskelse

16x9
I lørdags vandt Annika Langvad sølv til verdensmesterskaberne i mountainbike. Foto: Gian Ehrenzeller / Ritzau Scanpix

Landstræner Catherine Marsal har valgt sine seks VM-ryttere.

Annika Langvad er den store overraskelse på det danske landshold, der skal jagte et topresultat til verdensmesterskaberne i landevejscykling.

Det danske hold til VM

Linjeløb:

Amalie Dideriksen, 22 år

Annika Langvad, 34 år

Caroline Bohé, 19 år

Cecilie Uttrup Ludwig, 23 år

Emma Norsgaard Jørgensen, 19 år

Pernille Mathiesen, 20 år

Enkeltstart:

Cecilie Uttrup Ludwig, 23 år

Pernille Mathiesen, 20 år

Den 34-årige mountainbikestjerne, der i weekenden vandt VM-sølv, får en nøglerolle, når hun skal hjælpe kaptajnen, Cecilie Uttrup Ludwig, mod en medalje i det kuperede VM-løb i Innsbruck.

Det fortæller landstræner Catherine Marsal, der netop har udtaget truppen, til TV 2 SPORT.

- Der er ingen tvivl om, at hun vil styrke holdet, og at hun bliver rigtig vigtig efter den sidste stigning. Jeg har ikke mange klatrere at råde over, og det er vigtigt, at Cecilie ikke bliver isoleret, siger Catherine Marsal.

- Annika og jeg har talt om muligheden for en udtagelse gennem længere tid, men i sidste ende lod jeg det være op til hende, om hun havde motivationen efter VM i mountainbike, uddyber hun.

Annika Langvad er mangedobbelt verdensmester i mountainbike, men får debut til et VM-linjeløb.

- Jeg glæder mig til at prøve kræfter med landevejs-VM. Jeg kender nogle af pigerne og ser meget frem til at skulle prøve at køre som et hold i stedet for individuelt, som jeg ellers er vant til. Jeg mangler selvfølgelig erfaring, men tror og håber på, at terrænet kommer til at passe mig fint, siger Annika Langvad.

Hun er ikke den eneste mountainbiker på det danske VM-landevejshold. Også 19-årige Caroline Bohé er blandt de seks udvalgte.

Drømmer om ny medalje

Kvindelandsholdet har overraskende vundet medaljer til de seneste to udgaver af VM i linjeløb. Drømmen er at gentage den bedrift i år.

Den tidligere verdensmester og bronzevinderen fra i fjor, 22-årige Amalie Dideriksen, er naturligvis også en del af landstrænerens trup.

Men på den kuperede rute i Østrig er 23-årige Cecilie Uttrup Ludwig, der i juli imponerede til kvindernes La Course, det bedste bud på et dansk topresultat, fastslår Catherine Marsal.

- Cecilie har set frem mod verdensmesterskaberne i lang tid. Hun viste til La Course, at hun har niveauet, og jeg tror, at hun er blevet bedre siden, vurderer landstræneren.

- Top 10 er absolut realistisk. Top 5 vil være endnu bedre, og en medalje vil være fantastisk. Men lad os fokusere på at komme blandt de bedste 10 og se, hvad der sker, siger Catherine Marsal.

Cecilie Uttrup Ludwig stiller også til start på VM-enkeltstarten, hvor 20-årige Pernille Mathiesen gør hende følgeskab. Her har begge ryttere "gode muligheder" for at ende blandt de 10 bedste, vurderer landstræneren.

Verdensmesterskaberne afholdes fra den 22. til den 30. september og vises på TV 2 SPORT.