Grædefærdig etapevinder fortalte om dødfødsel: - Hele vejen op tænkte jeg på ham

Canadiske Michael Woods vandt 17. etape i Vuelta a España i skyggen af en personlig tragedie for få måneder siden.

Se Vuelta a España på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Ikke alene kørte han sig til karrierens største triumf.

Cykelrytteren Michael Woods fra EF Education First vandt den bjergrige 17. etape i Vuelta a España, men sejrens størrelse havde ikke kun en sportslig betydning.

Det fortalte en grædende Woods i vinderinterviewet kort efter etapen.

- Min sportsdirektør Juan (Manuel Gárate, red.) råbte i radioen, og de sidste 500 meter sagde han, at jeg skulle gøre det for min familie. Min kone og jeg fik et dødfødt barn for to måneder siden. Vi mistede den lille fyr. Hans navn var Hunter, siger canadieren.

- Hele vejen op ad stigningen tænkte jeg på ham. Jeg ville gøre alt for at vinde for ham, og jeg gjorde det.

Efter etapen fortalte han TV 2 SPORT, hvordan han har brugt den personlige tragedie som en slags motivation på cyklen.

- Der er ikke gået én dag, uden at jeg har tænkt på ham. Han nåede selvfølgelig ikke at blive født. Min kone var 37 uger henne, men vi holdt ham og brugte tid med ham. Vi spredte hans aske i en park i Canada, som vi elsker, siger Woods til TV 2 SPORT.

- Det har lært mig, at man aldrig ved, hvor lang tid man har på jorden. Man skal nyde ethvert øjeblik, man har. En dag som i dag kommer jeg helt sikkert ikke til at have mange af, så jeg skal huske at nyde det.

- Jeg tog holdt i en uge, efter han døde og brugte tid med min kone. Derefter tænkte jeg på, hvordan jeg kan ære ham og gøre noget særligt. Det, jeg er bedst til i øjeblikket, er at køre på cykel, så jeg måtte finde på noget der.

31-årige Michael Woods stod inden etapen blot noteret for én professionel sejr i karrieren i det amerikanske etapeløb Tour of Utah.

Han var med i dagens store udbrud, og på den store stigning Balcon de Bizkaia kørte han fra Dylan Teuns (BMC), David de la Cruz (Sky) og Rafal Majka (BORA) kort før målstregen.

- Jeg kendte ikke baggrundshistorien med Michael Woods, men det, han laver, er det, han er god til. Han er virkelig giftig på de der superstejle ramper. For mig var han favoritten hele vejen igennem, fordi han kan det der, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard.

Her ses den stejle afslutning på 17. etape.

Tidligere på året blev han overraskende nummer to i forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège, hvor han skrev sig ind i historiebøgerne som den første canadier nogensinde til at slutte på podiet i løbet.

Efterfølgende kørte han Giro d'Italia, før han og konen altså mistede deres barn.

Michael Woods, der sidste år sluttede som nummer syv i Vueltaen, spiller ingen rolle i klassementet.

Her fører Simon Yates fortsat løbet, men han tabte otte sekunder til den største rival, spanske Alejandro Valverde, der nu er 25 sekunder efter Yates.

Vuelta a España slutter på søndag. 18. etape køres torsdag og kan ses på TV 2 SPORT fra klokken 14.30.