Udsmidt Sky-profil følte, at han blev ofret af sit hold

Storholdet Team Sky tog afstand fra sin rytter Gianni Moscon, der blev smidt ud af Tour de France efter 15. etape.

Gianni Moscon kom nok engang i negativt fokus i sin relativt korte karriere, da han blev smidt ud af årets Tour de France, som den 24-årige italiener kørte for første gang.

Moscon slog ud efter franske Elie Gesbert i starten af 15. etape. Hændelsen blev fanget på video og medførte til udsmidning fra verdens største cykelløb.

Den firedobbelte Tour-vinder fra Team Sky, Chris Froome, udtrykte efterfølgende, at "hele holdet var skuffet over ham," mens Sky-boss Sir Dave Brailsford sagde, at han havde "svigtet sig selv og sit hold."

Moscon undskyldte, men har siden bedyret sin uskyld og forklaret, at han ikke ramte Gesbert. Nu fortæller han, at han var utilfreds med den manglende støtte fra sit hold.

- Lige efter Touren brød jeg mig ikke om holdets attitude. Jeg havde følelsen af, at de havde ofret mig, selvom jeg var uskyldig, siger Moscon til La Gazzetta.

- Men jeg tænkte over det. Jeg tror ikke, de kunne gøre andet, og Touren skulle jo vindes. Jeg tror, de ville vise, at selv Team Sky kunne blive straffet, efter at Froomes salbutamol-sag blev droppet.

Gianni Moscon blev idømt fem ugers karantæne fra den internationale cykelunion, UCI, som løber til onsdag den 12. september.

- Det var frygteligt

Team Skys store stjerne, Chris Froome, blev kort før Tour de France frikendt for at have afleveret en prøve med en for høj værdi af astmapræparatet salbutamol i kroppen i forbindelse med Vuelta a España sidste år.

Det britiske hold har aldrig været tilskuernes favorit i Frankrig, og også i år blev holdet mødt af buhråb og skub fra tilskuerne til verdens største cykelløb.

- Det var frygteligt. En skam. Jeg fik råbt 'dopet' ad mig, fordi jeg kører på cykel i seks timer og spiser hvide ris bagefter, siger Moscon til La Gazetta.

- (Luke, red.) Rowe og jeg sad ofte i samme gruppe og passede på os selv i midten af feltet for at undgå det værste. Man kan møde et fjols, der river én ned.

Efter Tour de France tog Brailsford ansvaret for at have givet den unge italiener Tour-debut på grund af de krævende forhold både på og langs vejene i Frankrig.

- Jeg er 55 år gammel. Jeg burde have vidst bedre. Hvis jeg selv finder det udfordrende, så må de her unge gutter føle det i endnu højere grad. Jeg vil ikke sige, at tilskuerne fremprovokerede Moscons opførsel. Det ville være at gå for vidt, sagde Brailsford til The Guardian.

Flere møgsager

Italieneren har i sin relativt korte karriere gjort sig uheldigt bemærket ved flere lejligheder.

I sidste års udgave af Romandiet Rundt blev han anklager for racistiske tilråb mod Kevin Reza. Team Sky bekræftede anklagen, gav Moscon seks ugers karantæne og gjorde det klart for ham, at en gentagelse ville føre til ophævelse af kontrakten.

Ved VM i september sidste år blev Moscon diskvalificeret, fordi han lod sig trække af en bil.

Måneden efter blev Moscon så anklaget af FDJ-rytteren Sebastian Reichenbach, der mente, at Moscon bevidst fik ham til at styrte, så han brækkede albuen.

Den sag blev kort før årets Tour de France afvist af den internationale cykelunion, UCI.