- Det bliver svært, siger Valverde om at indhente Yates

Alejandro Valverde har dog ikke opgivet håbet om at fravriste Simon Yates sejren i Vuelta a España, når feltet lørdag kører den afgørende etape.

Simon Yates tog tid på Alejandro Valverde og de øvrige rivaler på fredagens bjergetape i Vuelta a España.

Med én resterende bjergetape inden chapagnekørsel mod Madrid søndag har Alejandro Valverde fra Movistar og de andre klassementsrivaler ét skud tilbage i bøssen i form af lørdagens bjergetape, hvis den unge englænders samlede sejr skal spoleres.

38-årige Valverde indtager inden 20. etape en andenplads i løbets samlede stilling, et minut og 38 sekunder bag Simon Yates fra Mitchelton-Scott.

På fredagens etape tabte den aldrende spanier mere end et minut til Yates.

Dermed har chancerne for samlet sejr lidt et knæk, erkender Alejandro Valverde.

- Det bliver selvfølgelig svært at vinde Vueltaen nu. Det var svært i morges, og det er svært nu, erkendte den spanske rytter ifølge Cyclingnews omringet pressen på toppen af fredagens målstigning i Andorra.

- Men det er ikke umuligt, tilføjer han.

Den spanske stjernerytter understregede over for pressen, at han ikke har tænkt sig at kaste håndklædet i ringen, og at han har tænkt sig at give sig fuldt ud på lørdagens brutale bjergetape, hvor 97 kilometer med adskillige bjerge i Andorra venter feltet.

- Hvad der skete for mig i dag, kan ske for ham i morgen. Måske kan vi tage tid på ham i morgen, måske mister vi mere. Hvem ved?, sagde Valverde efter etapen.

I 2009 vandt Alejandro Valverde Vuelta a España, mens han fem gange er sluttet på podiet i det spanske etapeløb.

Hele seks kategoriserede stigninger og mere end 4000 højdemeter står på menuen på lørdagens benhårde etape, inden løbet afsluttes med paradekørsel mod Madrid søndag.

TV 2 SPORT og TV 2 PLAY viser etapen i sin fulde længde med optakt fra klokken 14.10.