Mikkel Bjerg blev historisk - og næste år vil han gøre det igen

Mikkel Bjerg er den første rytter nogensinde, der vinder U23-VM i enkeltstart to år i træk – og næste år vil han gøre det for tredje gang.

Se alt fra VM i cykling på TV 2 PLAY.

Siden U23-VM i enkeltstart blev indført i 1996, er det aldrig lykkedes en rytter at vinde to år i træk. Lige indtil mandag, hvor 19-årige Mikkel Bjerg suverænt vandt VM i Innsbruck oven på sin sejr i Bergen sidste år.

- Jeg vil sige, at jeg vinder nok ikke den her trøje fire gange i træk, men tre gange må også være nok,

Mikkel Bjerg

Med til historien hører, at flere guldvindere i U23-klassen i det følgende år er blevet professionelle og har konkurreret blandt eliten. Men sådan vil Mikkel Bjerg ikke gøre. Han er stadig kun 19 år gammel, og derfor er der ingen umiddelbar iver for at komme op på World Touren med det samme.

- Lige nu regner jeg med at køre U23-VM igen næste år, men hvis jeg forbedrer mig lige så meget til næste år, som jeg har forbedret mig i år, så kan det være, at jeg vælger at køre elite-VM, siger Mikkel Bjerg med guldmedaljen dinglende foran regnbuestriberne på sin genvundne VM-trøje. 

Allerede før VM i Bergen sidste år, hvor Bjerg for første gang konkurrerede blandt U23-ryttere, sagde han, at han ville vinde VM-guld, og da det lykkedes ham, proklamerede han, at han skam ville gøre det året efter igen.

Han melder gladeligt sine ambitioner ud til omverdenen, og han er klar til at gøre det igen. 

- Jeg vil sige, at jeg vinder nok ikke den her trøje fire gange i træk, men tre gange må også være nok, siger han med et grin om udsigten til at vinde U23-enkeltstarten igen næste år i Yorkshire.

De to danske U23-ryttere Mikkel Bjerg og Mathias Norsgaard vandt henholdsvis VM-guld og -bronze på enkeltstarten, og det resulterede i dansk jubel. Video: TV 2 SPORT

Landstræner Anders Lund var ikke overrasket over, at Mikkel Bjerg tog guldmedaljen igen, men han er imponeret over, hvordan Bjerg i så ung en alder arbejder professionelt og selvsikkert.   

- Han er bare en rigtigt dygtig enkeltstartsspecialist, og så har han en solid psyke. Han lægger et enormt stort pres på sig selv, men på en eller anden måde tackler han det rigtigt godt. Han er rolig og afbalanceret inden start, og han gør alle de rigtige ting. Han virker i balance.

En VM-titel i U23 er ikke ensbetydende med samme succes i eliten i de følgende år. Det er aldrig nogensinde lykkedes en U23-vinder i enkeltstart at vinde blandt eliten efterfølgende. Men Mikkel Bjergs suverænitet allerede i en meget ung alder kan ændre på det faktum om nogle år, mener landstræner Anders Lund. 

Er der en potentiel verdensmester i Mikkel Bjerg hos eliten i fremtiden?

- Jeg kan ikke se, hvorfor der ikke skulle være det. Han er allerede nu på et rigtigt højt niveau, og han har en sult for at blive bedre hele tiden, og det er det vigtigste. Udfordringen bliver at holde den gode enkeltstart, når han kommer op på World Touren, hvor landevejsløbene gør, at enkeltstarten for de flestes vedkommende lider lidt i begyndelsen. Men potentialet til at vinde er der i hvert fald.

- Det vigtigste er, at udviklingen fortsætter og at ærgerrigheden for at blive bedre er til stede. Han skal rette blikket mod det, der gælder, og det er eliten. Han tacklede det rigtigt godt sidste år, hvor han i stedet for at slappe af i rusen over at blive verdensmester i sit første år, lynhurtigt fandt nye mål. Og det skal han også gøre i år, for det er ikke endestationen at vinde U23 VM.

Fastholder ambition om fire medaljer

Anders Lund og Danmarks Cykle Union havde før VM en målsætning om fire medaljer i løbet af ugen. Allerede på dag et er Danmark halvvejs med guld til Mikkel Bjerg og bronze til Mathias Norsgaard Jørgensen. Det får dog ikke landstræneren til at hæve målsætningen.

- Jeg vidste godt, at der var en chance for en eller to medaljer i dag (mandag, red.). Vi står også godt til linjeløbet i U23, men der er det hele lidt mere hulter-til-bulter, og der skal man være mere heldig end på enkeltstarten, så derfor holder vi fast i ambitionen. Det skal stadig gå rigtigt godt de næste par dage, før vi fuldender vores målsætning om fire medaljer.

Anders Lund peger på U23-linjeløbet, junior-linjeløb og enkeltstart for herrer, samt kvindernes eliteløb som mulige chancer for flere medaljer til Danmark.

Tirsdag gælder det junior-enkeltstart for herrer om formiddagen og elite-enkeltstart for kvinder om eftermiddagen.