Sagan forlænger sin kontrakt med tysk hold

16x9
Peter Sagan vandt i sommer den grønne pointtrøje i Tour de France. Foto: Philippe Lopez / Ritzau Scanpix

Peter Sagan har forlænget sin kontrakt med BORA-hansgrohe, så slovakens aftale nu løber frem til udgangen af 2021.

På søndag skal Peter Sagan forsøge at vinde VM for fjerde år i træk, men allerede fredag aften var opmærksomheden rettet mod stjernerytteren. 

På et pressemøde i den østrigske by Innsbruck har den kariskmatiske slovak offentliggjort, at han har forlænget sin kontrakt med det tyske hold BORA-hansgrohe med yderligere to år, så aftalen nu udløber i 2021. 

- Jeg er meget glad. Jeg er nødt til at sige tak til sponsorerne, fordi de har givet mig tillid. Jeg har det godt på holdet, og jeg er glad her. Vi har et godt hold, og vi er en god gruppe, så hvorfor ikke?, siger den slovakiske verdensmester. 

Peter Sagan kom i 2017 til BORA-hansgrohe fra Tinkoff-holdet, der måtte dreje nøglen om. Her har han blandt andet vundet den grønne pointtrøje i Tour de France og VM. 

Sagans kontrakt løb i første omgang til 2019, og selvom der er over et år til den aftale udløber, så har det været vigtigt for holdets sportsdirektør Ralph Denk at få aftalen på plads i god tid. 

- Jeg er virkelig glad for, at vi kan annoncere forlængelsen så tidligt, efter vi har haft et succesfuldt samarbejde i to år. Jeg synes allerede, vi har opnået meget med VM-titlen i Bergen, etapesejre i Tour de France og sejr i et af de største endagsløb Paris-Roubaix. Jeg er stolt af at lave det sammen med Peter, siger Ralph Denk. 

BORA-hansgrohe meddeler desuden, at de ligeledes har forlænget aftalerne med Juraj Sagan, Erik Baska, Maciej Bodnar og Daniel Oss.

Søndagens VM i Innsbruck er på grund af mere end 4000 højdemeter umiddelbart ikke en rute, der passer Peter Sagan godt, men den 28-årige slovak har tidligere sagt, at han tror på, han kan vinde igen. 

Herrernes landevejsløb køres søndag fra klokken 9.30. Du kan se hele løbet på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY