Canadisk VM-overraskelse: - Det havde jeg ikke troet

16x9
Den canadiske rytter kunne dårligt tro sin egen præstation efter VM-linjeløbet. Foto: Christof Stache / Ritzau Scanpix

Michael Woods har investeret alt i cyklingen efter sin søns dødsfald. Det resulterede søndag i en overraskende bronzemedalje ved VM i Innsbruck.

Det var en overraskelse for mange, da canadiske Michael Woods steg op på VM-podiet i Innsbruck for at modtage bronzemedaljen efter herrernes linjeløb. 

Den tidligere mellemdistanceløber havde heller ikke selv regnet med, at han skulle køre sig på podiet.

- Havde du fortalt mig, at det her ville ske for fire-fem år siden, ville jeg ikke have troet dig, fortalte en lykkelig Michael Woods, der først blev professionel cykelrytter i 2013, til TV 2 SPORT efter det vilde løb.

Medaljen sætter et fornemt punktum for et efterår, hvor han også imponerede ved at tage en stor etapesejr i Vuelta a Espana.

Kører for sin afdøde søn

Forklaringen skal ifølge Michael Woods findes i den motivation, som tabet af han og konens søn har givet ham.

- Efter min søn døde, har jeg trænet utrolig hårdt. Jeg har investeret mig så meget i cyklingen, fordi jeg ville gøre noget stort for ham, sagde Michael Woods, der skaffede sit land den første medalje til et VM-linjeløb i 34 år.

- Jeg troede, det var nok at vinde Vueltaen, men han gav mig de ekstra kræfter op ad den sidste stigning, fortalte canadieren.

Til sidst spurtede Michael Woods med Alejandro Valverde, Romain Bardet og Tom Dumoulin om medaljerne.

Træningen har været et frirum for Michael Woods i den hårde periode.

- Min kone løber, og det giver hende en mulighed for at træne nogle af følelserne væk. Og for mig har det været en måde at slippe væk fra den depression, jeg har følt, siden min søn døde.

Nu håber og tror Michael Woods, at han kan tage det høje niveau med sig ind i den nye sæson.

- Jeg har det så sjovt, når jeg kører på cykel i øjeblikket. Der har været momenter de sidste par uger, hvor jeg har troet mere på mig selv end nogensinde. Hvor jeg virkelig har haft troen på, at jeg har kunne vinde.

Michael Woods har kontrakt med EF Education First for 2019-sæsonen.