Hvem slår Sagan af tronen? Her er alt, du skal vide om VM-ruten

16x9
VM-ruten 2018 i Innsbruck, Østrig byder på mange hårde stigninger. Foto: Scanpix Denmark

Alejandro Valverde, Julian Alaphilippe og brødrene Yates er de store VM-favoritter i et løb, hvor Danmark satser på Fuglsang og Valgren.

Se herrernes VM-linjeløb på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra kl. 9:30.

Danmark kan for første gang i mange år stille med otte mand til VM.

Jakob Fuglsang er kaptajn, og Michael Valgren får en rolle som joker, når der skal køres VM i linjeløb i Østrig.

Ruten er fyldt med bjerge og slutter med en lille eksplosiv stigning kort før mål, og derfor er danskerne ikke blandt de største favoritter i løbet.

  • Løbstype: Kuperet/bjerge
  • Løbslængde: 258,5 kilometer
  • Højdemeter: 4670 meter
  • Start: 9.40
  • Forventet afslutning: ca. 16.30

Chris Ankers favoritter

  • ***** Julian Alaphilippe
  • **** Alejandro Valverde og Simon Yates
  • *** Michal Kwiatkowski og Romain Bardet
  • ** Miguel Ángel López og Bob Jungels
  • * Greg Van Avermaet, Dan Martin og Vincenzo Nibali
  • 1/8 * Man kan ikke have VM-optakt uden at give Peter Sagan en snert af en stjerne

Det danske landshold

  • Jakob Fuglsang (33 år, Astana)
  • Michael Valgren (26 år, Astana)
  • Jesper Hansen (27 år, Astana)
  • Kasper Asgreen (23 år, Quick-Step Floors)
  • Niklas Eg (23 år, Trek-Segafredo)
  • Mads Würtz Schmidt (24 år, Katusha-Alpecin)
  • Matti Breschel (34 år, Education First)
  • Emil Vinjebo (24 år, ColoQuick)

Ruten

Sådan ser afslutningen af VM-ruten ud.
Sådan ser afslutningen af VM-ruten ud. Foto: UCI

Den 258,5 kilometer lange VM-rute kan deles op i tre stykker.

Første del, 85 km:

Rytterne starter VM-løbet i Tyrols andenstørste by Kufstein, der huser lige under 20.000 mennesker til daglig.

Herfra bevæger feltet sig i en nogenlunde lige linje ned mod Innsbruck, hvor finalen skal køres.

Der er ikke de helt store udfordringer på den første del af ruten, men kort før Innsbruck rammer de en cirka fire kilometer lang stigning fra Terfens til Gnadenwald, der byder på stigningsprocenter på op til 14. Ikke at forveksle med stigningen på enkeltstarten, der også gik op til Gnadenwald.

Den første del af ruten er markeret med gul herunder:

Den gule farve markerer første del af VM-ruten 2018.
Den gule farve markerer første del af VM-ruten 2018. Foto: UCI

Anden del, 142,8 km - seks omgange a 23,8 kilometer:

Omkring klokken 12 rammer VM-feltet Innsbruck. Her skal rytterne køre seks omgange med hver en længde på 23,8 kilometer.

Sådan ser 'den korte omgang' ud ved VM i 2018.
Sådan ser 'den korte omgang' ud ved VM i 2018. Foto: UCI

På hver omgang skal rytterne over en cirka otte kilometer lang stigning, der i gennemsnit stiger med 5,7 procent. De hårdeste passager byder på stigningsprocenter på op til 10.

Stigningen på den korte omgang starter mildt, men bliver hård midtvejs, hvor den stiger med op til 10 procent.
Stigningen på den korte omgang starter mildt, men bliver hård midtvejs, hvor den stiger med op til 10 procent. Foto: UCI

Tredje del, 31 km - finalen

Efter lige over 225 kilometer i sadlen er VM-rytterne færdige med de seks omgange i Tyrol, og de kører ud på sidste del af ruten - 31 kilometer med dagens værste prøvelser.

Feltet skal først over det bjerg, de allerede har passeret seks gange tidligere, inden de efter nedkørslen sætter kurs mod finalebjerget.

Sådan ser sidste VM-omgang ud for mændene ved VM i Østrig.
Sådan ser sidste VM-omgang ud for mændene ved VM i Østrig. Foto: TV 2 SPORT

Finalebjerget er kort - bare små tre kilometer - men hårdt. Bjerget stiger i gennemsnit med 11,5 procent, men nogle steder med 28 procent.

Groft sat op er den første kilometer lettest, den anden kilometer er klart hårdest, og den tredje kilometer er den næsthårdeste af de tre kilometer.

Sådan ser finalebjerget ud ved VM 2018. Læg mærke til procenterne.
Sådan ser finalebjerget ud ved VM 2018. Læg mærke til procenterne. Foto: UCI

Fra toppen af finalebjerget er der under ti kilometer til mål, og de kilometer består primært af nedkørsel.

Hvis en rytter får et forspring på nedkørslen, vil der altså være stor sandsynlighed for, at han også ender med at vinde løbet.

Chris Anker Sørensens analyse

VM i Innsbruck for eliten er et af de mest kuperede i mands minde. Den voldsomt stejle stigning, der skal passeres en enkelt gang kort før mål, og den efterfølgende meget tekniske nedkørsel gør, at ham, der bliver verdensmester, skal kunne køre godt opad, men også kunne kaste cyklen nedad med dødsforagt.

  • Frankrig - alt for Alaphilippe?

Julian Alaphilippe er en mand, der besidder begge egenskaber, og han har gang på gang i år vist, hvor god en cykelrytter han er. Allerede sidste år var han tæt på at blive verdensmester Det franske landshold er uhyggeligt stærkt. Bardet, Gallopin, Barquil og Pinot er alle folk, der kan køre et topresultat hjem. Især Bardet har virket stærk på det seneste i en række italienske løb.

  • Storbritannien - hvor træt er Yates?

Simon Yates har haft en rigtig god sæson og er god til korte eksplosive stigninger - det har han vist flere gange. Spørgsmålet er, hvor træt han er efter Vuelta a España. Han har et stærkt britisk hold til at hjælpe sig, som helt sikkert vil gøre løbet hårdt, så Alaphilippe og Van Avermaet bliver trætte.

  • Belgien - for hård til Avermaet?

Det belgiske hold er godt, men ruten er måske lige hård nok til Greg Van Avermaet, selvom han blev olympisk mester på en meget hård rute. Han er en djævelsk god cykelrytter, og jeg tør ikke afskrive ham fuldstændig. Derudover kan Dylan Teuns, Tiesj Bennot og Tim Wellens prøve noget på egen hånd, før de helt store kanoner angriber. Jeg er spændt på, hvordan belgierne vil gribe løbet an, for Greg Van Avermaet vil nok gerne have et lettere løb end så mange andre. Det kan gå, hvad vej det skal være for Belgien; helt genialt eller mega flop.

  • Colombia - vanskelige at styre

Colombia kommer med mange ryttere, der er stærke opad, og de vil helt sikkert sætte kolorit på løbet. Bedste bud må være Miguel Angel Lopez. Han var i den grad flyvende på næstsidste etape af Vuelta a España og med lidt mere taktisk kløgt, ville han have vundet etapen. Det colombianske hold kan være vanskeligt at styre for resten. Omvendt virkede colombianerne en gang imellem til at mangle lidt is i maven og taktisk overblik i VM-løbene de seneste år.

  • Italien - fandt Nibali formen i Vuelta a España?

Vincenzo Nibali er det helt store spørgsmålstegn. Han blev bedre og bedre i løbet af Vuelta a España, men nåede han at blive god nok? Han er god til endagsløb, det viste han i Milano-Sanremo. Han kan køre godt nedad og er gode i lange løb. Gianni Moscon er også i god form, men ruten er nok en anelse for hård for ham. Så han må meget gerne køre lidt tidligere i løbet med Michael Valgren. De to sammen vil være en sprængfarlig duo.

  • Spanien - sidste chance for Valverde

Det er nok sidste chance for Alejandro Valverde, hvis han skal vinde den VM-titel, som han mangler på sit CV. Han har kvaliteterne, men er han for smadret efter Vuelta a España, hvor han i den grad døde de sidste par dage? Selvom unge Enric Mas er med, burde der ikke være tvivl om, hvem der er kaptajn på holdet - som der jo var i Firenze, hvor Valverde og Joaquim 'Purito' Rodriquez fik ødelagt det for hinanden, og Rui Costa blev verdensmester.

  • Holland - et uhyggeligt stærkt hold

Holland har på papiret et uhyggelig stærkt hold, hvor der virkelig kan blive kørt noget spændende cykelløb. Det er dog primært et hold bestående af etapeløbsryttere. Men Bauke Mollema har vundet San Sebastian og Wouter Poels Liege-Bastogne-Liege, som er hårde løb. Så de ved, hvordan det skal gøres. Jeg tror, at de orange drenge kommer til at præge løbet, men vinde det, tror jeg, bliver svært.

  • Slovenien - Roglic er tvivlsom

Slovenske Primoz Roglic har haft en skade i albuen, som gjorde, at han droppede VM-enkeltstarten, hvilket også gør ham tvivlsom til linjeløbet. Selvom Matej Mohoric har været flyvende i år og kører godt nedad, bliver ruten for hård for ham.

  • Danmark - for svær for Fuglsang?

Fra et dansk perspektiv skal vi sætte vores største lid til Jakob Fuglsang. Men han har haft det svært ovenpå skuffelsen i Tour de France. Det til trods kørte han rigtig godt i Canada og GP Montreal. Jeg ved dog ikke, om han kan med de bedste hen over stigningen sidste gang. Han kan også bedre lide de lidt mindre stejle stigninger. Michael Valgren er imponerende nok stadigvæk i god form. Hvis ruten havde været en anelse lettere, havde han været topfavorit. Nu må han nøjes med at skulle foregribe løbet og måske overraske.

  • Slovakiet - Sagan kommer til kort

Peter Sagan skal man aldrig afskrive, men lige netop den hårde rute gør, at jeg godt tør. Medmindre det bliver en voldsom taktisk affære, hvor der ikke rigtig bliver spillet ud før til sidst, kommer han altså til kort. Selv hvis løbet bliver taktisk, sætter de mange højdemeter sine spor på ham.

  • Luxembourg - har Jungles hjælp nok?

Bob Jungels siges at være i storform. Hvilket han også viste i holdløbet. Han har vundet Liege-Bastogne-Liege, så distancen og endagsløb er noget, han kan. Måske stigningen er en kende for stejl til, hvad han vil foretrække. Derudover kan han godt komme til at være isoleret tidligt i løbet - alt ære og respekt til Tom Wirtgen og Alex Kirsch, men jeg tror ikke, de sidder der efter 200 km.

  • Polen - kan rivalerne Majka og Kwiatkowski arbejde sammen?

Michal Kwiatkowski er en dygtig cykelrytter. Det har han vist gang på gang og vundet store sejre. Ruten i Innsbruck passer ham glimrende, og han virkede til at være kommet godt ud af Vuelta a España. Rafal Majka og ham har til tider haft lidt rivalisering kørende, men hvis de kan køre med fælles front, kan de blive et spændende makkerpar at følge.

  • Irland - skal det endelig lykkes for Dan Martin?

Jeg tror ikke på, at han vinder, men han skal nævnes, for ruten ligger til ham. Evigt uheldige Dan Martin, som enten punkterer på dårlige tidspunkter, vælter eller bliver syg. Men han er god til korte, stejle stigninger, og han har jo vundet fine sejre i sin karriere. Så uheldig er han ikke altid.

Du kan høre meget mere om VM og landstræner Anders Lunds tanker i denne podcast fra TV 2 SPORT. Du kan finde den via iTunes og SoundCloud ved at søge på 'TV 2 Cykling'.