Ekspert om talent med megakontrakt: Han er arvtageren for Froome

16x9
Egan Bernal har underskrevet en femårig kontrakt med Team Sky. Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard vurderer, at Team Sky’s femårige kontrakt med Egan Bernal viser, at holdet ser ham som en kommende stjerne.

Fredag offentliggjorde Team Sky, at de har skrevet en femårig kontrakt med det colombianske stortalent Egan Bernal.

Det britiske storhold har lavet den lange kontrakt, fordi han skal tage over for Chris Froome og Geraint Thomas, når de stopper karrieren, vurderer Brian Nygaard.

- Han er måske det mest åbenlyse etapeløbstalent overhovedet i cykelsporten lige nu, og Sky tænker langsigtet ved at sikre sig det varmeste navn på markedet. Han er formentlig arvtageren til Sky’s foreløbige dominans, siger Brian Nygaard.

Egan Bernal har i sin første sæson på World Touren vundet Tour of California, fået en andenplads i Romandiet Rundt og vundet det colombianske mesterskab i enkeltstart. Team Sky’s teamchef, Dave Brailsford, er heller ikke i tvivl om, at den 21-årige colombianer er en rytter med potentiale til at udrette store resultater.

- Egan har potentialet til at vinde de største løb i verden i de kommende år. Alder er ingen barriere for, hvad han kan udrette. Egan er en del af den næste generation hos Team Sky, og han er en fremtidig Grand Tour-kaptajn, siger Dave Brailsford.

Brian Nygaard er enig med Team Sky’s teamchef. Han ser Bernal som en fremtidig vinder af de helt store cykelløb.

- Jeg ser ham absolut som Grand Tour-vinder, og det er der heller ingen tvivl om, at Sky gør, ellers havde de ikke lavet den her lange kontrakt med ham. Han kan det hele. Han er typen, der kan afgøre løbene i bjergene, og han er ikke dårlig på en enkeltstart, lyder det fra eksperten.

Egan Bernal sluttede som nummer to i ungdomskonkurrencen i Tour de France og endte som nummer 15 i den samlede stilling.