Løbsdirektør svarer igen på hård kritik fra Brian Holm og stjerner

Årets Paris Tours-rute bød på ændringer, og det faldt bestemt ikke i god jord hos alle. Nu svarer løbets direktør på kritikken.

Søren Kragh Andersen kunne søndag løfte armene i triumf som vinder af efterårsklassikeren Paris Tours.

Men selvom der er tale om den 24-årige danskers største sejr til dato, må han dele spotlyset. Løbets rute har nemlig været genstand for megen kritik.

Modsat tidligere år bød Paris Tours 2018 på passager med grus, og det har bragt sindet i kog hos en lang række af sportens personligheder. Nu affejer løbsdirektør Christian Prudhomme imidlertid kritikken. Ifølge Cyclingnews har forsvarstalen følgende ordlyd:

- Kragh Andersen og Terpstra var allerede helt fremme sidste år, hvor de sluttede som nummer to og tre (Matteo Trentin vandt, red.). Det er rytterne, der er hovedaktører, men hvis der ikke må være vanvid i udformningen af løbsruter, vil cykelsporten løbe panden mod en mur.

Ikke i orden, mener Holm

Niki Terpstra måtte nøjes med en andenplads efter Søren Kragh. Men for hollænderens danske sportsdirektør fyldte utilfredsheden med ruten næsten lige så meget som skuffelsen over resultatet.

Det kunne lige så godt have været et cykelcross-løb

Philippe Gilbert, Quick-Step

 - Der skal være en grænse for, hvornår det er cykelløb og ikke et mountainbikeløb. Der var punkteringer, punkteringer og flere punkteringer.

- Problemet med ruten er, at hvis du skal køre den fornuftigt, kræver det 20 hjælpere, der står klar med nye hjul, og det havde vi ikke. Personligt kan jeg bedre lide den gamle udgave. Det har jo altid været et sprinterløb, sagde Brian Holm til TV 2 SPORT efter løbet.

- Måske er jeg bare gammel og synes, alting var bedre i gamle dage. Det kan være, det så godt ud for tv-seerne, men på nogle af stykkerne var der store flintesten og ryttere punkterede over alt. Jeg synes ikke, det er i orden i et moderne landevejsløb. Så skal man i hvert fald ikke kalde det et landevejsløb.

Massiv modstand fra Quick-Step

Holm stod bestemt ikke alene med den holdning. Faktisk lod det til, at utilfredsheden ulmede i enhver afkrog af belgiske Quick-Step.

- Det bliver sidste gang, Quick-Step kører løbet, selv hvis vi vinder. Det har intet med landevejscykling at gøre, skrev holdchef Patrick Lefevre på Twitter, mens Paris Tours stadig var i fuld gang.

Til slut måtte holdet nøjes med to top ti-placeringer. Foruden Terpstras andenplads blev Philippe Gilbert nummer otte, og også han var indigneret over ruten. 

- Helt ærligt, det var ikke en succes. Visse sektorer var overhovedet ikke egnet til landevejscykelløb. Det kunne lige så godt have været et cykelcross-løb, vrissede den belgiske stjernerytter, der vandt løbet i både 2008 og 2009.

Ud over det sædvanlige

I fire ud af de seneste seks udgaver har en sprinter passeret målstregen i Tours som den første. Søren Kragh Andersens sejr i år er et eksempel på det modsatte, og allerede inden løbet var der kritiske røster.

- Da jeg ankom til mit sidste løb i sæsonen, Paris Tours, var jeg ret begejstret for at skulle køre på grus. Men efter anden rekognoscering håber jeg bare, at UCI og CPA (den internationale cykelunion og rytternes forening, red.) ved, hvor de vil lade rytterne køre, lød et tweet fra André Greipel, der rundede sit opslag af med #farligt og #stenikkegrus. 

- Det her er ikke Paris Tours mere. De kunne ikke have gjort det bedre, hvis målet er, at sprinterne bliver væk, sagde Groupama-FDJs hurtige franskmand Arnaud Démare senere.

Men lige lidt hjælper det, for Christian Prudhomme rokker sig ikke. Ifølge den franske løbsdirektør er ruteændringen et udtryk for, at han og kollegerne lytter til fansene:

- Folk klager over, at løbene er for monotone. Derfor har vi valgt at gøre noget ud over det sædvanlige. De reaktioner, jeg har fået, er ikke af samme karakter som rytternes. Siden løbet sluttede har jeg modtaget adskillige beskeder fra folk, der ellers aldrig sender den slags: Alle for at fortælle mig, at vi gjorde det rigtige.