Riis' hold mister endnu en profil - OL-bronzevinder skifter til rival

16x9
Niklas Larsen vandt bronze ved OL i Rio i 2016. Foto: Philippe Lopez / Scanpix Denmark

Den danske cykelrytter Niklas Larsen har skrevet kontrakt med det danske cykelhold ColoQuick Cycling.

Det danske kontinentalhold ColoQuick Cycling bliver en dansk profil rigere fra næste sæson.

Banelandsholdrytteren Niklas Larsen har nemlig skrevet under med Skive-holdet, der i sidste sæson havde succes med ryttere som Julius Johansen, Rasmus Bøgh Wallin og Emil Vinjebo.

- Jeg valgte ColoQuick, fordi holdet har fokus på at udvikle unge ryttere, og fordi jeg tror, at holdet kan skabe de bedste rammer for mig, for at jeg kan blive klar til at blive prorytter, siger 21-årige Niklas Larsen i en pressemeddelelse udsendt af holdet.

Larsen har gennem de seneste tre sæsoner været tilknyttet Bjarne Riis' kontinentalhold, Team Waoo, men ligesom Torkil Veyhe og Alexander Kamp, som begge skifter til Riwal CeramicSpeed, tager han afsked med holdet til fordel for ColoQuick Cycling. Og her har Larsen allerede målsætningerne på plads for den kommende sæson.

- Jeg håber og tror på, at jeg på ColoQuick kan skabe endnu bedre resultater i næste sæson, hvor mine største mål er at blive udtaget til VM i Yorkshire og Post Nord Danmark Rundt, siger Niklas Larsen.

Niklas Larsens OL-bronze vandt han i 2016 sammen med det danske hold bronze i fire kilometer holdforfølgelsesløb.

I denne sæson vandt han blandt andet DM-sølv på landevej bag Michael Mørkøv, mens han vandt U23-udgaven af det tyske endagsløb Rund um Henninger Turm i Frankfurt.

I de seneste år har han desuden vundet flere World Cup-løb på bane, og han vandt guld i pointløb i både 2016 og 2017.