Styrt fik stor betydning - franskmand troede, han ramte Fuglsang

16x9
Gaudu (tv.) troede, han væltede sammen med Fuglsang og indså først bagefter, det var Miguel Angel Lopez. Foto: Ritzau Scanpix

Den franske FDJ-rytter David Gaudu styrtede godt en kilometer før mål sammen med Astanas Miguel Ángel López, og det blev afgørende for sejren.

Det så rigtig godt ud for Astana mod afslutningen på den 99. udgave af den italienske semiklassiker Milano-Torino.

Mod afslutningen af den sidste stigning sad både Miguel Ángel López og Jakob Fuglsang med i den forreste decimerede gruppe, hvor danskeren forsøgte at køre sin holdkammerat i stilling til sejren.

Med lidt over en kilometer til mål slap Jakob Fuglsangs kræfter op, og så overlod han scenen til López, der med det samme rejste sig i cyklen for at tage et ryk mod fronten af gruppen.

I nøjagtig dét moment, hvor colombianeren satte sig i cyklen for at kigge på de største konkurrenter, slog FDJ-hjælperen David Gaudu væk fra fronten. Det resulterede i, at López kørte direkte ind i Gaudu, så begge ryttere blev revet i asfalten.

- Jeg ved egentlig ikke, hvad der skete, for det hele gik så hurtigt. Først troede jeg, at jeg var styrtet med Fuglsang i stedet for López, sagde Gaudu ifølge Cyclingnews.

Da verdensmesteren, Alejandro Valverde, netop var ved at slippe gruppen, betød det, at FDJ's Thibaut Pinot pludselig sad fuldstændig alene i front som forreste mand i cykelløbet. Det udnyttede han til at køre væk og tage sejren.

- Jeg kørte for Thibaut, fordi han bad mig sætte et hårdt tempo. Jeg havde det godt i dag, og afslutningen passede mig godt. Jeg gav alt og trak så ud til siden, mens jeg kiggede den anden vej. I samme moment kom Lopez, og vi kørte sammen. Måske rev jeg ham med ned. Det er jeg ked af, og jeg håber, han er ok, tilføjede FDJ's Gaudu.

Astanas Miguel Ángel López kom hurtigt tilbage på cyklen, men styrtet ødelagde hans muligheder for at køre med om sejren i Milano-Torino. I stedet kom han i mål på andenplads - 10 sekunder efter Pinot, mens Valverde blev nummer tre.

- I et splitsekund ændrede alt sig og jeg styrtede. Heldigvis var jeg i stand til at komme op igen, og jeg havde benene til at køre mod mål og slutte på podiet. Jeg har ikke slået mig, men det er åndssvagt, for jeg så, Valverde led, og løbet kunne være endt anderledes, forklarede López ifølge Cyclingnews.

Den danske Astana-rytter Jakob Fuglsang fik også sat sit aftryk på løbet. Han sluttede på ottendepladsen, 41 sekunder efter Pinot. Trek-rytteren Niklas Eg kom i mål som nummer 30.