’Sindssygt glad’ dansker skifter til storholdet Quick-Step

21-årige Mikkel Frølich Honoré veksler sin prøveperiode på verdens mest vindende cykelhold til en toårig kontrakt.

Belgiske Quick-Step har tre danske ryttere på holdet i næste sæson.

I et interview med TV 2 SPORT fortæller Mikkel Frølich Honoré, at han skifter til årets mest vindende mandskab på en kontrakt, der gælder til udgangen af 2020. Her tilslutter han sig Michael Mørkøv og Kasper Asgreen.

- Jeg kan nærmest ikke sætte ord på det. Det er så stort, og jeg har stadig ikke rigtig forstået det. Om et halvt år kan jeg måske se tilbage og grine lidt af mig selv. Lige nu er jeg bare sindssygt glad for, at jeg kommer til at leve af min drøm, siger det 21-årige talent, der ser ser Quick-Step som et perfekt match.

Af samme opfattelse er TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen, der kalder skiftet ’rigtig godt’.

- Vi har set med Asgreen, at det har været godt for ham at køre der, og det er bare et godt hold at komme ind på. Michael Mørkøv er også virkelig blomstret op efter sit skifte dertil, og han siger selv, det er et fedt sted at være, lyder det fra Chris Anker, der uddyber:

- Der er humør og gejst, og hvis der var frit valg på alle hylder, ville jeg råde folk til at køre på Quick-Step. Her efter karrieren er jeg selv lidt ærgerlig over, at jeg aldrig har kørt der. Lige nu er det et af de allerbedste hold overhovedet.

Patrick Lefevre har spurgt mig, hvad jeg synes om Honoré, men jeg kender ham ikke

Brian Holm, sportsdirektør Quick-Step

Greb chancen

Mikkel Frølich Honoré startede sæsonen på det danske kontinentalhold Team Waoo, der har Bjarne Riis i ejerkredsen.

I august tog han imod Quick-Steps tilbud om en såkaldt stagiaire-kontrakt - en prøveperiode, der gjaldt sæsonen ud. Med dagens offentliggørelse er den vekslet til en permanent aftale med holdet, der står noteret for 73 løbssejre i 2018.

Sejren i det franske endagsløb Grand Prix d’Isbergues har en særlig plads for Honoré, der spillede en nøglerolle.

- Det er helt klart det, jeg husker tilbage på som det fedeste moment. Løbet var Philippe Gilberts første efter styrtet i Touren, og det var bare noget helt specielt at køre med ham, for han havde en helt speciel motivation og vilje efter sit styrt, fortæller han.

Mikkel Honoré kom afsted i et udbrud med netop Gilbert og en anden holdkammerat Florian Senechal, og danskeren ofrede sig for førstnævnte, der sejrede i sit comeback-løb efter flere måneders skadespause.

- At hjælpe ham til at vinde var klart en af mine foreløbigt fedeste dage på cyklen, selvom det pissede ned hele dagen.

Phlippe Gilbert slap nådigt fra et uhyggeligt styrt på nedkørslen fra Portet d'Aspet på 16. etape. Video: Bo Bentsen

Selv formåede Honoré trods sit hårde slid at trille over målstregen som løbets nummer 12.

Dermed sluttede den unge dansker foran to af årets etapevindere i Tour de France i form af John Degenkolb fra Trek-Segafredo og holdkammeraten Fernando Gaviria, der ikke kunne følge med i udbruddet.

Står på skuldrene af landsmænd

I efteråret har Mikkel Frølich Honoré desuden imponeret ved at blive bedste dansker på en 21. plads i U23-rytternes kuperede VM-løb og med en 11. plads på brostenene i belgiske Binche–Chimay–Binche.

Den tidligere Waoo-rytters eneste sejr i sæsonen kom i den lille belgiske forårsklassiker Circuit de Wallonie.

- At komme med en enkelt sejr i Vallonien og så direkte ind på Quick-Step, det er en ordentligt mundfuld. Selvfølgelig skal han nok få ro, og det er nu heller ikke fordi, han skal lave resultater. Han skal bare være arbejdshest, men det kan han nu også få en flot karriere ud af, fastslår Brian Holm overfor TV 2 SPORT.

Holdets danske sportsdirektør, der endnu ikke har nået at arbejde sammen med det 21-årige talent, giver en stor del af æren for skiftet til Michael Mørkøv og Kasper Asgreens præstationer i den blå trøje.

- Patrick Lefevre (chef på Quick-Step, red.) har spurgt mig, hvad jeg synes om Honoré, men jeg kender ham ikke. Jeg ved bare, at ledelsen er blevet glade for danskere. Jeg tror, han skal takke Mørkøv og Asgreen.

Man ved sgu aldrig. Nu så vi jo, at Geraint Thomas vandt Tour de France i år

Mikkel Frølich Honoré, cykelrytter Quick-Step

Den unge rytter fra Fredericia forholder sig da også ydmygt til opgaven. Efter eget udsagn mangler han stadig at spore sig ind på sit speciale på cyklen.

- Jeg skal finde ud af, hvilken type rytter jeg er, og hvad jeg er bedst til. I U23-sammenhæng har jeg været god til lidt af det hele. Lige nu tror jeg, jeg bliver en slags allrounder, men jeg kan nok afskrive rollen som klassementrytter i de helt store etapeløb allerede nu, vurderer Honoré, inden han grinende afbryder sig selv:

- Man ved sgu aldrig. Nu så vi jo, at Geraint Thomas (tidligere banerytter, red.) vandt Tour de France i år.  

Med tirsdagens offentliggørelse står det klart, at Danmark udbygger det allerede rekordstore antal danskere på World Touren, cykelsportens højeste niveau. Mikkel Frølich Honorés skifte betyder, at tallet i 2019 lyder på hele 18 af slagsen. 

Danske ryttere på World Tour-hold i 2019