Tour-ruten begejstrer: 'Fantastisk, uforudsigelig og enormt hård'

TV 2 SPORTs cykeleksperter Brian Nygaard og Chris Anker Sørensen guider dig gennem ruten til Tour de France 2019.

54 enkeltstartskilometer, syv maratonetaper og fem bjergafslutninger.

Det er nogle af elementerne i næste års Tour de France-rute, der torsdag blev præsenteret i Paris. TV 2 SPORT giver dig her den store guide til ruten.

Men først får du eksperternes umiddelbare reaktion på de 21 etaper, løbsarrangørerne har sammensat.

- Det er en fantastisk rute. Vi lavede jo en ønskeseddel til den perfekte rute, og jeg synes, den rammer nogenlunde plet. Det fede ved ruten er, at mange bliver lukket ind i varmen og kan gøre sig forhåbninger om podiet. Og måske endda sejren, siger Brian Nygaard. 

- Den er enormt hård, og den favoriserer ikke en bestemt type rytter. Selvfølgelig er der mange bjerge, men der er også en enkeltstart og et holdløb, og så er der nogle teknisk svære etaper, hvor holdet med den førende rytter skal tænke sig rigtig godt om. 

Chris Anker Sørensen er overvejende enig.

- Det er en fed rute. Jeg synes ikke, den er vildt overraskende eller nyskabende, men det er fedt, at de har fundet plads til flere etaper, hvor det er svært at forudse, hvad der kommer til at ske, fortæller han og tilføjer: 

- Jeg kan godt lide, at Touren holder fast i det traditionelle med Alperne eller Pyrenæerne lige inden sidste etape til Paris. En stor del af Tour de France er, at der er noget, man vender tilbage til - lidt ligesom ris a la mande juleaften. Det ville være underligt, hvis det pludselig blev erstattet af noget andet.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Dét siger rytterne om ruten

Adspurgt om rutens nøglepunkter peger Brian Nygaard på distrikterne Champagne og Bourgogne som vigtige for ham personligt. For favoritterne er sagen en anden.

Her følger fem dele af Tour-ruten, hvor løbet kan vindes. Og tabes.

1. Tidlig bjergetape

Da årets Tour-felt rullede fra Annecy på 10. etape var der tale om løbets første regulære bjergetape. Så længe skal vi ikke vente i 2019. Allerede på femtedagen rammer rytterne bjergkæden Vogeserne i Frankrig nordøstlige hjørne, og 6. etape byder på løbets første bjergafslutning. 

Tour de France 2019 i tal

  • 3.460 kilometer
  • 30 stigninger i kategori HC, 1 og 2

Etaperne

  • 7 flade 
  • 5 kuperede
  • 7 bjergrige (hvoraf 5 slutter opad) 
  • 2 tidskørsler (en individuel og et holdløb)

- Det er fedt med en tidlig bjergetape. I Touren har der modsat i Giro d'Italia og Vuelta a Epaña ofte været et langt tilløb, og det er godt, at man nu gør noget andet, siger Chris Anker Sørensen.

Inden rytterne rammer målbjerget Planche des Belles-Filles, skal de over fire kategoriserede stigninger. Heriblandt bjergene Grand Ballon og Ballon d'Alsace.

- Det er interessant, at der ligger en meget hård bjergetape så tidligt. Det betyder, at de store favoritter skal disponere kræfterne. Hvis man tager trøjen og bruger sit hold op for tidligt, kan det blive et problem senere i løbet, supplerer Brian Nygaard.

- Der er allerede sket tidsforskelle inden da med holdløbet på 2. etape. Planche de Belles Filles er en virkelig god mulighed for at se det tidlige klassement udforme sig.

2. Undervurderet udbrudsterræn

- 8. etapen til Saint-Étienne kan snyde, og det er en af de etaper, jeg glæder mig rigtig meget til at se. Den har de her korte stejle stigninger, som på profilen ligner noget a la Valby Bakke, men det er de bestemt ikke. Det er hårde stigninger, vurderer Chris Anker Sørensen.

Dagen efter venter endnu en svær etape i området, når rytterne på Bastilledagen drejer ind i landet mod Brioude.

- Massif Central er altid enormt svært at forudsige på grund af vejret. Det kan være et af de varmeste steder i Frankrig, og så kan det være et af de steder, hvor det regner allermest, siger Brian Nygaard og tilføjer:

- De etaper har en tendens til at blive undervurderet. Det er enormt besværlige veje at køre på og asfalten er langsom. Samtidig kommer de i en midterdel, hvor folk måske tror, de kan spare sig efter de hårde etaper i Vogeserne. Etaperne er som udgangspunkt oplagte for udbrud, men derfor kan klassementfolkene godt begynde at røre på sig. 

Tom Dumoulin vandt med et sekund til Chris Froome på den 31 kilometer lange enkeltstart i Tour de France 2018.
Tom Dumoulin vandt med et sekund til Chris Froome på den 31 kilometer lange enkeltstart i Tour de France 2018. Foto: Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

3. Hård enkeltstart

Ruten byder på to tidskørsler, men kun en enkeltstart hvor favoritterne dyster mod hinanden individuelt. Den er 27 kilometer lang, køres i og omkring sydfranske Pau og udgør løbets 13. etape.

- Enkeltstarten bliver afgørende. Det er fedt, at den ikke ligger som den næstsidste etape (som i 2018), for det kan nemt ende i et antiklimaks. Den er hård og ikke voldsomt lang, og derfor vil nogle af bjergrytterne kunne overleve uden at indkassere et kæmpe tidstab, vurderer Brian Nygaard.

- Enkeltstarten er med stigninger på en hård rundstrækning. Ryttere som Miguel Ángel López og Romain Bardet må være glade, for de ville stå betydeligt værre, hvis det var en lang, flad enkeltstart, lyder det fra Chris Anker Sørensen.

4. Tourmalet

I forhold til 2018-udgaven er der næste år byttet om på Tourens to store bjergkæder, så Pyrenæerne kommer midt i løbet. Her venter to bjergafslutninger, hvor særligt den første er bemærkelsesværdig.

Col du Tourmalet er en klassiker i Tour de France.
Col du Tourmalet er en klassiker i Tour de France. Foto: tv2

På den korte 14. etape skal rytterne over Col du Soulour, inden der er mål på mytiske Col du Tourmalet for tredje gang i Tour de France' historie.

- Det er så fedt, at der er mål på toppen af en af de mest legendariske Tour-stigninger. De to foregående gange har virkelig været fede etaper, siger Chris Anker Sørensen.

Der var mål på Tourmalet første gang i 1958 og anden gang i 2010, hvor Alberto Contador og Andy Schleck udkæmpede en stor duel. Spanieren vandt etapen, men er siden blevet frataget resultatet og den senere Tour-sejr på grund af hans clenbuterol-sag.

5. 'Massiv Alpeblok'

Tour de France 2019 rundes af med tre monstrøse Alpeetaper, der tager sin start i Embrun. Her ruller de tilbageværende ud på 207 kilometer, der byder på Col du Vars, Izoard og Galibier, inden nedkørslen til målet i Valloire. Den næste byder på bjergafslutning i Tignes, inden de 131 kilometer på 20. etape, hvoraf næsten halvdelen går opad.

Chris Anker Sørensen er begejstret for rutens mange mellemsvære etaper, og han havde gerne set en af dem kort før Paris.

- Rytterne ville nok være mere risikovillige, hvis de lå i de sidste dage. Der ligger i stedet en massiv Alpeblok, som mange nok vil forsøge at spare kræfter til, forklarer han. Eksperterne er enige om, at alt tyder på en afgørelse i Alperne.

- Som regel er det de sidste bjergetaper, der bliver de mest afgørende. Alle vil være trætte, og det gør forskellen, lyder det fra Brian Nygaard, der uddyber:

- Bjergetaperne rummer i det hele taget en spændende kombination af halvlange etaper og ret korte etaper. Det kan betyde, at det først bliver afgjort til allersidst, som vi så det i årets Vuelta. Ruten er ikke ligeså hård som Vueltaens, men den bliver formentlig kørt hårdere, for der er bare bedre cykelryttere med. 

Tom Dumoulin (2), Geraint Thomas (1) og Chris Froome (3) udgjorde podiet i årets Tour.
Tom Dumoulin (2), Geraint Thomas (1) og Chris Froome (3) udgjorde podiet i årets Tour. Foto: Thomas Samson / Ritzau Scanpix

Og hvem er så med? Det er det vigtigste spørgsmål, som denne artikel ikke giver svar på. På nuværende tidspunkt er det de færreste ryttere, der med sikkerhed kan sige, at de står på startlisten til næste års Tour de France.

Ikke desto mindre forsøger vi os med et tidligt bud på favoritterne til den samlede sejr.

De kan vinde 

Eksperternes udvalgte:

  1. Chris Froome (Sky)
  2. Tom Dumoulin (Sunweb)
  3. Simon Yates (Mitchelton-Scott)

I en alder af 32 år vandt Geraint Thomas sit første Tour de France i år, men eksperterne levner ham ikke mange chancer for at forsvare det resultat.

- Jeg ser ham ikke som den største favorit. Det er stadig Dumoulin og Froome. De to kører så gode enkeltstarter og så godt opad, at det er svært at se, hvor de andre kan tage tid, vurderer Chris Anker Sørensen, der alligevel peger på Massif Central og Vogeserne som steder, hvor angreb på favoritduoen kan give udbytte.

- Vinderen kommer til at være en komplet rytter, der kan gøre forskellen opad. Den absolut mest tydelige er Chris Froome, men for hvert år, der går, banker flere og flere på, lyder det fra Brian Nygaard, inden han bringer et tredje navn i spil.

- Jeg synes i den grad, vi skal tage Simon Yates alvorligt. Han har haft en udvikling i retning af at kunne vinde de store etapeløb. I Giro d'italia kørte han enormt godt, indtil det gik i stykker, og så var han exceptionel i Vuelta a España, hvor han ikke tabte afgørende tid på enkeltstarten. 

Simon Yates bar Giroens lyserøde førertrøje til og med 19. etape, hvor han gik ned og tabte knap 39 minutter til vinderen, Chris Froome. Til gengæld vandt Yates Vueltaen. Froome tog også den samlede sejr i Giroen, inden han blev treer i Touren - Tom Dumoulin var næstbedst i begge løb.

- Næste skridt for Dumoulin må være at sigte efter Tour-sejren, men han kunne nok godt have ønsket sig flere enkeltstartskilometer, mener Nygaard.

Med den udvikling Valgren er i, er det kun verdens bedste, der kan slå ham

Brian Nygaard, cykelekspert

Danske etapevindere

Eksperternes udvalgte:

Michael Valgren (Dimension Data) bedste bud ifølge Chris Anker

- Valgren har nok rimelig frie tøjler på Dimension Data, så han skal bare ud og jagte etapesejre. Der ser jeg gode muligheder, siger Chris Anker Sørensen. Brian Nygaard er enig:

- De mellemhårde etaper ligger alle godt til Michael Valgren. Med den udvikling han er i, er det kun verdens bedste, der kan slå ham, hvis han rammer dagen. 

Den danske Astana-rytter Magnus Cort sikrede karrierens største triumf, da han spurtede først over målstregen på 15. etape i Tour de France. Video: TV 2 SPORT

Magnus Cort (Astana) bedste bud ifølge Nygaard

- Cort har vist i år, at han kan vinde i de store etapeløb, og der er mange fladere etaper for ham, siger Brian Nygaard.

Jakob Fuglsang (Astana)

- For Jakob Fuglsang er der næsten ingen af de hårde eller halvhårde etaper, han ikke vil kunne gå efter. Det kræver, at han dropper sine tanker om klassementet, for ellers lader de ham ikke køre. Han er nødt til at tabe noget tid undervejs, vurderer Brian Nygaard, og Chris Anker Sørensen supplerer:

- Hvis han skal vinde en etape, skal han næsten håbe, Miguel Ángel López flopper, så han selv får lov til at jagte etaper i Alperne.

Søren Kragh Andersen har evnerne, men får formentlig en låst rolle som hjælper for Tom Dumoulin, lyder det. Til gengæld har Kragh og Sunweb gode chancer på holdløbet ifølge Brian Nygaard.

Podiekandidater

Eksperternes udvalgte:

Romain Bardet (AG2R)

- De mange semihårde etaper ligger godt til Bardet, så han kan bestemt være tilfreds. Han får i hvert fald ikke meget bedre Tour-rute end det her. Aldersmæssigt og i forhold til modenhed passer det også perfekt. Nu gik det godt nok nedad bakke for ham i år, men hvis han vil vinde Tour de France, skal det også snart til at være, siger Chris Anker Sørensen.

Miguel Ángel López (Astana)

- Hans svage punkt er helt klart enkeltstarten, men der er jo lidt mindre af den, og han er helt sikkert podiekandidat. Astana skal køre et virkelig godt holdløb, og så skal han gøre forskelllen opad, som vi så i Vueltaen. Han er under et ikke uvæsentligt pres fra holdet, når det kommer til at gøre det samme i Touren, vurderer Brian Nygaard.

Primoz Roglic (Jumbo)

- Jeg tror rigtig meget på Primoz Roglic. Det er en god rute for ham, for han er god til korte stigninger, og han blev nummer fire i år, så han skal regnes blandt favoritterne. Roglic kører gode enkeltstarter og er ikke bange for at angribe. Og så har jeg slet ikke nævnt hans fortid som skihopper, lyder det fra Chris Anker Sørensen.

Herunder får du overblikket over alle 21 etaper:

Tour de France-ruten 2019

Bruxelles > Bruxelles

Pascal Ackermann vandt årets Brussels Cycling Classic, der deler opløb med 1. etape af Touren 2019. Foto: David Stockman / Ritzau Scanpix
1. etape, lørdag den 6. juli 
  1. 192 kilometer
  2. Flad etape
2019 er 50-året for den femdobbelte Tour-vinder Eddy Merckx' første sejr i løbet, og samtidig fejrer den gule trøje (maillot jaune) 100 års fødselsdag. Det markeres med Grand Depart i den belgiske hovedstad, Bruxelles, hvor de to første etaper har start og mål.
Tourens første etape tager rytterne igennem Vallonien og Flandern, hvor rytterne blandt andet skal over den brostensbelagte stigning Muur Van Geraardsbergen (kendt fra monumentet Flandern Rundt).
- Det kan medføre en masse stress, men det ligner alligevel en dag for sprinterne. Vi får en fed spurt på Avenue du Parc Royal. Det er en rimelig legendarisk boulevard, hvor også endagsløbet Brussels Cycling Classic slutter, fortæller Chris Anker Sørensen.

Bruxelles > Bruxelles

Quick-Step er verdensmestre i holdløb. Foto: Herbert Neubauer / Ritzau Scanpix
2. etape, søndag den 7. juli
  1. 27 kilometer
  2. Holdløb
Holdløbet på løbets anden etape er 27 kilometer langt og forholdsvis fladt. Det bliver kørt i Bruxelles' gader.
- Et holdløb er altid afgørende, og vi så i år, at der kan blive lavet store forskelle. Nogle favoritter kan komme til at tabe omkring et minut, og det er meget så tidligt i løbet, vurderer Chris Anker.

Binche > Épernay

De sidste 30 kilometer af 3. etape indbyder til angreb. Foto: Tour de France
3. etape, mandag den 8. juli 
  1. 214 kilometer
  2. Kuperet etape
Løbets anden massestart tager feltet ind i Frankrig, hvor finalen har hele fire stigninger de sidste 30 kilometer. Det går opad mod mål. 
- Typer som Philippe Gilbert kan angribe udefra, men det vil højst sandsynligt blive en spurt i en mindre gruppe. Michael Matthews, Peter Sagan eller Greg Van Avermaet kan meget vel vinde. Etapen kan blive stressende for klassementfolkene, der skal sørge for at holde sig til, lyder det fra Chris Anker.

Reims > Nancy

I 2014 vandt Matteo Trentin (th) spurten i Nancy med et mulehår til Peter Sagan (tv). Foto: Eric Feferberg / Scanpix Denmark
4. etape, tirsdag den 9. juli
  1. 215 kilometer
  2. Flad etape
Rytterne kører mod det nordøstlige hjørne af Frankrig, hvor etapen afgøres i Nancy.
- En decideret sprinteretape, der slutter på en lang lige boulevard på halvanden kilometer. Vi danskere kan håbe på at se Michael Mørkøv i et flot lead out for Elia Viviani, påpeger Chris Anker.

Saint-Dié-des-Vosges > Colmar

Tårene fik frit løb, da Heinrich Haussler vandt i Colmar. Foto: Pascal Pavani / Scanpix Denmark
5. etape, onsdag den 10. juli
  1. 169 kilometer
  2. ​Kuperet etape
Nu begynder det for alvor at tage fat. Rytterne har kurs mod Vogeserne, og der venter en række stigninger inden nedkørslen til målet i Colmar. Her vandt tyske Heinrich Haussler 13. etape i målbyen i 2009 fra et udbrud. Feltet var decimeret til omkring 50 ryttere, da de kørte over målstregen.
- Det er tidligt, der kommer en så kuperet etape. Det er den hårdeste i løbet indtil videre, vurderer Chris Anker.

Mulhouse > Planche des Belles-Filles

Fabio Aru vandt sidst, Touren havde mål på Planche des Belles-Filles. Foto: Jeff Pachoud / Scanpix Denmark
6. etape, torsdag den 11. juli
  1. 157 kilometer
  2. Bjergetape
Allerede på sjette etape venter løbets første regulære bjergafslutning, når der er mål på Planche des Belles-Filles i Vogeserne. Inden det skal rytterne over hårde stigninger som Grand Ballon og Ballon d'Alsace på etapen.
- Vi vil se en samlet favoritgruppe ramme Belles-Filles, inden det eksploderer i finalen, for det er en led stigning. Dét, at man får en kilometer i forhold til tidligere år, betyder meget, for der er ramper på 20 procent. Vi får en indikation af favoritternes styrkeforhold, siger Chris Anker.

Belfort > Chalon-sur-Saône

Sam Bennett vandt i Chalon-sur-Saône var i sidste års Paris-Nice. Foto: Philippe Lopez / Scanpix Denmark
7. etape, fredag den 12. juli
  1. 230 kilometer
  2. Flad etape
- Det er en af de få transportetaper. Den fører rytterne ned til Massif Central. En decideret sprinteretape, mener Chris Anker.

Mâcon > Saint-Étienne

På 8. etape tager feltet hul på Massif Central. Foto: Tour de France
8. etape, lørdag den 13. juli
  1. 199 kilometer
  2. Kuperet etape
Efter en dag for sprinterne skal udbryderne igen i aktion. 3.750 højdemeter venter rytterne, så der er tale om en hård etape. 
- Det er ikke en decideret bjergetape, men der er mange små, stejle stigninger. Terrænet minder meget om det i Baskerlandet, og det indbyder til angreb, siger Chris Anker.

Saint-Étienne > Brioude

9. etape har mål i Romain Bardets fødeby på Bastilledagen. Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix
9. etape, søndag den 14. juli
  1. 170 kilometer
  2. Kuperet etape
Endnu en etape i Massif Central betyder endnu en chance for lykkeridderne.
- En dag, der hele tiden går op og ned, og en klassisk udbrudsetape. Favoritterne vil ikke spille voldsomt ud, men de skal være årvågne, advarer Chris Anker.

Saint-Flour > Albi

I 2013 vandt Peter Sagan (tv) Tourens 7. etape i Albi. Foto: Jeff Pachoud / Scanpix Denmark
10. etape, mandag den 15. juli
  1. 218 kilometer
  2. Flad etape
Etapen har en rigtig svær start, inden profilen flader ud. .
- Meget afhænger af starten. Hvis den bliver hård, kan et udbrud holde hjem. Hvis ikke ender det nok i en sprint, vurderer Chris Anker. (efter 10. etape tilbringer rytterne løbets første hviledag i målbyen Albi)

Albi > Toulouse

Mark Cavendish vinder 8. etape i 2008 foran Gerald Ciolek og Jimmy Casper. Foto: Pascal Pavani / Scanpix Denmark
11. etape​, onsdag den 17. juli
  1. 167 kilometer
  2. Flad etape
Ifølge Chris Anker Sørensen bliver det en dag for sprinterne. I 2008 vandt Mark Cavendish sin anden af 30 Tour de France-etapesejre i netop Toulouse. Måske kan han genrejse sig her? 
- Jeg tvivler, lyder det fra Chris Anker.

Toulouse > Bagnères-de-Bigorre

Fuglsang og Dan Martin stak af fra favoritfeltet på etapen til Bagnères-de-Bigorre i 2013. Foto: Tour de France
12. etape, torsdag den 18. juli
  1. 202 kilometer
  2. Kuperet etape
En hård etape, der slutter med en nedkørsel til målbyen Bagnères-de-Bigorre. Her vandt Dan Martin i 2013, da han besejrede Jakob Fuglsang i en tomandsspurt.
- Den har stigningerne til at gøre forskellen, men det kan meget vel blive nedkørslen, der bliver udslagsgivende. Den er ikke verdens sværeste, men den kommer på et afgørende tidspunkt, siger Chris Anker, der håber, Fuglsang får revanche. 

Pau > Pau

Den gule førertrøje fylder 100 år 19. juli 2019. Foto: Philippe Lopez / Ritzau Scanpix
13. etape, fredag den 19. juli 
  1. 27 kilometer
  2. Enkeltstart
Løbets eneste enkeltstart finder sted i og omkring Tourens mest besøgte by, Pau, hvor der er start og mål.
- Der er to stigninger undervejs, så den følger trenden med de hårde enkeltstarter. En tempospecialist vinder, men forskellene bliver ikke så store, som på en længere, flad enkeltstart, vurderer Chris Anker.

Tarbes > Col du Tourmalet

Alberto Contador og Andy Schleck på Tourmalet i 2010. Foto: Lionel Bonaventure / Scanpix Denmark
14. etape, lørdag den 20. juli 
  1. 117 kilometer
  2. Bjergetape
Mytiske Tourmalet er et af Tour de France' mest benyttede bjerge, men det sker sjældent, at der er mål på toppen. Faktisk er det kun tredje gang i løbets historie, bjerget i Pyrenæerne lægger asfalt til en målstreg. 
- Det er så fedt, at der er mål på toppen af en af de mest legendariske Tour-stigninger. De to foregående gange har virkelig været fede etaper, siger Chris Anker Sørensen.
Der var mål på Tourmalet første gang i 1958 og anden gang i 2010, hvor Alberto Contador og Andy Schleck udkæmpede en stor duel, som Schleck trak sig sejrrigt ud af.

Limoux > Prat d'Albis (ved Foix)

I 2017 vandt Warren Barguil etapen til Foix foran Nairo Quintana og Alberto Contador. Foto: Lionel Bonaventure / Scanpix Denmark
15. etape, søndag den 21. juli
  1. 185 kilometer
  2. Bjergetape
Løbets tredje bjergafslutning finder sted på Pyrenæer-stigningen Prat d'Albis ved den sydfranske by Foix. En 12 kilometer lang stigning, der har stejle ramper med op til 11 procent i bunden. Inden da skal en nyklassiker i Tour-sammenhæng i form af Mur de Péréguere forceres.
- En etape, der minder lidt om Foix-etapen fra 2017-udgaven, hvor der virkelig skete ting og sager. Fuglsang stod af, Aru mistede trøjen, og Froome tabte tid, fortæller Chris Anker. (efter etapen kan rytterne nyde Tourens anden og sidste hviledag i Nîmes)

Nimes > Nimes

Alexander Kristoff vandt massespurten i Nimes sidst, Tour-feltet lagde vejen forbi. Foto: Jean-paul Pelissier / Scanpix Denmark
16. etape, tirsdag den 23. juli
  1. 177 kilometer
  2. Flad etape
Etapen starter i Nîmes, inden den slår en sløjfe mod nord og vender tilbage til den sydfranske by. 
- Vinden kan spille en rolle i området. Ofte har vi dog oplevet, at det ikke blæser meget i juli, og derfor er der stor sandsynlighed for en massespurt. Det er sidste chance inden Paris, så jeg tror ikke, sprinterne vil lade muligheden forpasse, vurderer Chris Anker. 

Pont du Gard > Gap

Etapen starter ved romernes mest berømte akvædukt-bro, Pont du Gard. Foto: Pascal Guyot / Scanpix Denmark
17. etape, onsdag den 24. juli
  1. 206 kilometer
  2. Kuperet etape
På denne oplagte udbrudsetape har rytterne kurs mod Alperne. 15 kilometer fra mål rammer de stigningen Col de la Sentinelle.
- Det er et oplagt sted at angribe fra udbruddet, hvis man ikke er hurtigste mand. Favoritterne vil sandsynligvis holde sig i ro og spare sig til de kommende dage, mener Chris Anker, der peger på Julian Alaphilippe som mulig etapevinder.

Embrun > Valloire

De sidste 100 kilometer byder på både Izoard og Galibier. Foto: Tour de France
18. etape, torsdag den 25. juli
  1. 207 kilometer
  2. Bjergetape
Så går det løs. Tre dage med voldsomme Alpebjerge skal afgøre Tour de France 2019, inden vinderen kan iføre sig løbets gule førertrøje og rulle mod Paris. Etapen har tre bjerge i form af Col de Vars, Izoard og til slut Galibier inden nedkørslen til Valloire. 
- Her kommer vi for alvor ind i de høje bjerge. Tre gange over 2000 meters højde kan få konsekvenser for ryttere, der ikke bryder sig om højderne, vurderer Chris Anker. 

Saint-Jean-de-Maurienne > Tignes

Tourens højeste punkt er på Col de l'Iseran i 2.770 meters højde. Foto: Jean-pierre Clatot / Scanpix Danmark
19. etape, fredag den 26. juli
  1. 123 kilometer
  2. Bjergetape
På Alpernes andendag venter endnu en bjergafslutning - med mål i skisportsbyen Tignes. Inden da skal rytterne over Col de l'Iseran på den højest beliggende asfaltvej i de franske Alper. 
- Der kan laves store forskelle mellem favoritterne. Stigningerne er ikke de stejleste, men de er virkelig lange og udmarvende. Hvis du først bliver sat, kan du miste meget tid, vurderer Chris Anker Sørensen. 

Albertville > Val Thorens

Kun en gang har Val Thorens været målby i Touren. I 1994 blev Rolf Sørensen bedste dansker på en 13. plads. Foto: Pascal Pavani / Scanpix Danmark
20. etape, lørdag den 27. juli
  1. 131 kilometer
  2. Bjergetape
Endnu en Alpedag, endnu en bjergafslutning i endnu en populær skisportsby. Bjergvejen, der fører op til Val Thorens, er sidste chance for at vende op og ned på klassementet i Tour de France 2019. Cormet de Roselend og Côte de Longefoy venter inden løbets sidste stignning. I alt klatrer rytterne på 60 af etapens 131 kilometer.
- Nu skal Touren afgøres. Efter to så hårde dage vil folk gå over evne, og vi vil helt sikkert se ryttere, der eksploderer.
- Roselend er en hård og lang stigning, og i år har de tilføjet en svær nedkørsel derfra. Her kan folk som Romain Bardet sætte et afgørende angreb ind, som vi ser det oftere og oftere i moderne cykelsport. Sidste stigning til Val Thorens er ikke særligt svær, men til gengæld virkelig lang med sine 23 kilometer, siger Chris Anker.

Rambouillet > Champs-Elysées

Brostene i hjertet af Paris bliver igen underlaget for Tourens sidste meter. Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix
21. etape, søndag den 28. juli
  1. 127 kilometer
  2. Flad etape
Paradekørsel til den franske hovedstad er tradition i verdens største cykelløb, og 2019-udgaven er ingen undtagelse. Champs-Elysées danner endnu en gang ramme om 'sprinternes uofficielle verdensmesterskab', inden årets vinder bliver hyldet ved en storslået podieceremoni.