Quick-Step-rytter på vej tilbage efter brækket ryg

16x9
Petr Vakoc brækkede ryggen i en slem ulykke, hvor han blev ramt af en lastbil bagfra. Foto: Philippe Lopez / Scanpix Denmark

Petr Vakoc kommer til at køre cykelløb i 2019, efter en brækket ryg har holdt tjekken ude siden starten af året.

En træningslejr i januar havde nær kostet cykelkarrieren for Petr Vakoc. Sammen med sine to holdkammerater Laurens De Plus og Bob Jungels trænede den tjekkiske cykelrytter på vejene i Sydafrika, da en lastbil pludselig ramte dem med høj fart bagfra.

Bob Jungels undgik kollisionen, mens Laurens De Plus brækkede sit bækken og korsben.

Værst gik det dog ud over Petr Vakoc, der brækkede flere ryghvirvler i sammenstødet.

Den tjekkiske rytter har efter sin operation benyttet sig af alternative metoder for at komme tilbage på cyklen, hvor træningen i starten har foregået liggende, inden han juni kunne træne normalt på cyklen igen.

På trods af, at Petr Vakoc har kæmpet for at komme tilbage, har han ikke kørt løb for Quick-Step Floors i år, hvor han også er på kontrakt i 2019.

De seneste medicinske tests har dog været positive, og derfor kommer Vakoc til at køre løb næste sæson, lyder det fra Quick-Step-holdejer, Patrick Lefevere.

- Vi vidste ikke, om Vakoc ville køre næste år eller ej. Men nu har vi hørt, at det kommer han til, siger Patrick Lefevere til L'Equipe ifølge Cyclingnews.com.

26-årige Petr Vakoc nåede inden sin ulykke at vise sit talent frem ved at vinde det belgiske endagsløb Brabantse Pijl samt en etape i Polen Rundt og Tour of Britain.